Man møder mennesker, som gør indtryk på én med deres viden – f.eks. er jeg jo ret vild med dr. Weil (; Og man læser, lytter og ser, føjer det hele sammen og former på baggrund af sine egne erfaringer et billede eller en holdning. Det er lidt af det alt sammen, jeg prøver at nedfælde her. Og derfor går der blog-blad i den i dag (;
Inspireret af mange artikler om børn og fedme – børn med D-vitaminmangel – forskning, der viser, at vitaminpiller måske skader kroppens eget forsvar – flere med høfeber og sart hud og forleden et nyhedsbrev fra Thorbjörg Hafsteinsdottir (du kan finde hende i blogroll), som ramte lige ned i det billede, den holdning, jeg har dannet mig gennem mange år med sundhed på skriveskemaet. Nemlig, at mad er information og kroppen er designet til at forstå beskederne. Hvis de kommunikeres i det sprog, som er indkodet i vores celler, så snakker maden de komplicerede processer i gang, som sikrer vores sundhed. Der er således ikke ret meget af det, vi døjer med, der ikke kan føres tilbage til mangler i kosten (og andre uvaner, men det tager jeg op senere).
Vi taler altså om mad, der er et produkt af naturen og ikke industrien. Og glem alt om, at vores gener skulle have tilpasset sig fastfood, det har de ikke. Så derfor er den bedste måde at have kontrol med hvad man spiser og fortæller sin krop stadig at lave maden selv med rigtige madvarer. Egen avl, hvis man har muligheden, for signalerne ”tikker” tydeligst ’fra jord til bord’, når planten endnu har livskraft. Og ellers er der jo danske varer på hylderne nu og stadig oftere lokale, en god tendens som forhåbentlig ikke bare er et modefænomen. For når en tomat, et æble, bær eller hvad som helst skal transporteres langt, så er man nødt til at høste det for tidligt for at det ikke skal rådne undervejs. Umoden frugt og grønt har ikke udviklet det sprog fuldt ud, som skal sætte vores celler i sving. Og de skal ikke ‘modnes’ i kølerummet på et skib eller på supermarkedets hylder, de skal modne under solen (man kan faktisk også smage forskellen). Og så taler vi ikke om miljøproblemerne ved lange transporter.
Dagens blogpost-overskrift er fra en artikel i New York Times Magazine i 2007, som dr. David Katz citerer i et interview, og han tilføjer, at rigtig mad, ikke for meget af den og mest grønt stadig er en god idé, men konstaterer at det enkle budskab endnu ikke er trængt igennem smarte diæter. Og a propos dem, modediæterne, så har dr. Katz, som residerer på Yale University Prevention Research Center, sammen med en kollega, Stephanie Meller, gennemgået otte af de populæreste diæter fra vegan til palæo, og konklusionen er endnu en gang: Real Food Still the Best! Minimalt tilberedt og hovedsagelig planter.
Det er i meget høj grad den enkle kost folk i de såkaldte ”blue zone” områder indtager. Uden hjælp fra diætbøger, detox-coaches og lignende. Og ikke desto mindre er det netop her man finder den højeste procentdel af personer over 80 år med relativ høj livskvalitet. Du kan læse interview med dr. Katz her og her og se hvor disse blue zones ligger.
Ikke overraskende går også dr. Andrew Weil ind for ”Real Food: The Best Diet”, som er titlen på foredrager HER, som han holdt i tirsdags ved Annual Nutrition Conference i Dallas. Hør/se det og få styr på, hvad der er de rigtig store skurke og hvor enkelt – og velsmagende – det er at undgå fedme og den inflammation, der fører så meget skidt med sig – også for tidlig ældning af huden. Madfotos er fra kogebogen ”true food”, som dr. Weil har lavet sammen Michael Stebner og Sam Fox, som han også samarbejder med om True Food Kitchen restaurant-konceptet. I øvrigt er Weil en stor fortaler for Middelhavs-køkkenet, så hvad er det lige, der er så svært ved at tilslutte sig ’the best diet’, rigtig hjemmelavet mad af rigtige madvarer.
PS!!! Du vil høre dr. Weil tale om, at smør ikke er synderen, det er helt andre fedtstoffer, der er FY, og nu stødte jeg lige på denne artikel fra TIME! Jamen, hvad er der ikke at kunne lide ved rigtig mad….
Skriv et svar