Der er faktisk ikke det, det ikke har betydning for. Også huden!
Mange praler af, at de kun behøver kort søvn, men fakta er, at kun “….3 procent af befolkningen har den genetiske polymorfisme, som koder for kort søvn” (citat slut), skriver læge og forsker Sara Gottfried i ‘Lev dig yngre’. Og man må formode, at naturen har en god mening med at holde fast i, at vi skal sove så meget af vores liv.
Bortset fra at få væske er søvn nok det, vi har sværest ved at undvære ret længe, for man kan jo trods alt overleve uden mad nogen tid. Der er dem, der er vilde med at eksperimentere med det for tiden.
Og hvis du lytter til videoen med søvnforsker Dr. Rubin Naiman, som jeg har indsat nederst, så er det sandelig heller ikke spild af tid at sove. Han siger så smukt, at ‘livet leves i pauserne’ og at søvn er ‘et andet sted, en anden bevidsthed, et helt univers’. Som om vi lever en slags dobbeltliv ♥
Der er tusind ting, der kan spænde ben for god søvn, men desværre ikke tusind ting, der kan formidle den, når balancen skrider. Og ofte er det det helt elementære, det er galt med, nemlig en skæv fordeling af lys. Det er ikke klogt for balancen at være bag solbrilleglas om dagen og ved blålysskærm om aftenen.
Der kommer koks i døgnrytmen, for lys om morgenen og om dagen og mørke om aftenen og natten er det, der giver de livsbasale forudsætninger for god søvn. Det er vigtigt for funktion, psyke, humør og den indre biokemikemi. Og for at rense hjernen.
Noget af det spændende, man har opdaget om vores hjerne er, at den tynde væske, cerebrospinalvæske, der omgiver den, formentlig skyller hjernen igennem når vi sover og renser den for affaldsstoffer. Altså en nyttig og vigtig form for hjernevask. Teorien går ud på, at hjernen laver dyb søvn for at igangsætte sin vaskemaskine. Mellem klokken 23 og 04 er især vigtige timer.
Hvis man er Paula Begoun, så ryster man på hovedet af påstanden om, at huden også rydder op og fornyer om natten. Jeg synes, at en hel del taler hende imod. Immunforsvaret er for eksempel vældig aktivt om natten og producerer bl.a. anti-inflammatoriske stoffer (cytokiner). Og det er jo ikke ligegyldigt for vores største og stærkt belastede udvendige organ, huden. Man taler jo netop om inflammaging. Vi bliver syge og gamle at se på før tid, hvis vi ikke sover.
Og nattens hersker, melatonin, blander sig i mange ting, der også påvirker vores hud, hvor der er specifikke receptorer i cellemembranen på keratinocyter, melanocyter og fibroblaster og også i hårsække! Så måske taber man hår, hvis man ikke passer sin søvn. For melatonin er som bekendt aktivt om natten i lighed med Human Growth Hormone. Der står lidt mere HER
Så det lyder umiddelbart logisk at indtænke noget i sin natpleje, der giver huden en hjælpende ingrediens i de processer. Men om det hedder noget med ‘nat’, det er jo ikke det, der afgør. Vigtigere er det at kigge på, hvad der er i. Cellesnakkende peptider og vækstvitamin A, multitalentet B3 og kollagenbygger og antioxidant C – og fugt selvfølgelig – lyder jo som gode genoprettende natarbejdere.
Jeg tror, at vi har meget viden til gode om søvn OG om hud og ikke mindst om, hvordan det hele hænger sammen. Selv om mange stadig prøver at skille det ad. Der foregår en masse forskning inden for ‘dermato-endocrinology’, og der arbejdes i øvrigt også ihærdigt på at gøre melatonin bedre brugbart for huden end de få produkter, der er i dag.
I har læsefri i morgen, hvor jeg skal hygge med nevøens drenge og deres farmor i byen. Vi snupper endnu en gang bowling, for de var vilde med det og jeg synes faktisk, at det er sk*sjovt.
Jeg håber, du har tid og lyst til at høre Rubin Naiman, fortælle om søvn og drømme, jeg synes, det lyder så smukt. Og får du smag for mere, så ligger der flere videoer HER
Anette Kristine Poulsen skriver
Øver mig i at sove længere. Vil så gerne sove længere. Søvn er for mig blevet en kæmpe luksus på niveau med at gå i skoven. Jo længere, jo bedre. Tak for kloge ord, Lise.
Lise Grosmann skriver
Anette Kristine Poulsen: Jeg ved, du er en early bird, og der er jo mange dage om året, hvor der står et helt hold på TV2 og satser på, at du er det <3 Jeg tror, at det for alle vil være svært at skifte fra en vane til en anden, og jeg tror at alt fra bekymringer til gode ideer, som Naiman så godt kalder kognitive popcorn, gør det rigtig svært at få startet den storvask af hjernen, så det hele kører lidt mere regelmæssigt. Men jeg kender følelsen af nærmest lykke, når man er blevet bevilget lang søvn, og det minder faktisk en hel del om 'højt til loftet' følelsen i skoven (smil). Tak for at dele ord og erfaring, Anette <3
Karin Winther skriver
En god søvn er bare så livgivende og berigende på alle plan. Når der er uro på søvnfronten…… uhhh det er bare ikke godt.
Happy bowling Day i morgen Lise. Det bliver sjovt . 😅
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Det ved man, når man har prøvet, hvordan det er ikke at sove og hvordan man har det dagen og dagene efter (; Og tak, jeg kører NU til byen <3
Nanna skriver
Så vigtigt skriv Lise. Jeg tror religiøst på søvn! Det er bare så svært, lige nu med en baby på 10 uger. Jeg våger 3 gange mellem 01-05 om natten/tidlig morgen. 😅 Jeg prøver at få lidt søvn midt på dagen, for har hørt at det er Ok hvis man får det senere – bare man får det. Det gør jeg så heller ikke i øjeblikket, men for en lille periode går det jo nok. A-vitaminen glæder jeg mig til at bruge når jeg er færdig med at amme, så må jeg prøve at reparere på den store “søvnskade”. Læste på ToTheMoonHoney at man mister 600 timers søvn det første år med baby. Av…… jeg kommer efter den søvn, gør jeg…. 🙂
Lise Grosmann skriver
Nanna: Det tror jeg, du (man) gør klogt i. Jeg har jo ikke selv børn, men jeg ved fra familie og veninder, at det er noget af en udfordring med de små, der gør søvn til intervaltræning (smil). Heldigvis falder de jo selv i søvn igen. Jeg tror ikke, der er spor i vejen med i en periode at måtte snuppe søvn, når mulighed byder sig <3
Og hudskaderne når nok heller ikke at markere sig dybere end at Ansigtscremen klarer at glatte og friske op. Elsker dit udtryk 'jeg kommer efter den søvn, gør jeg' og det gør du jo nok. Sender kærlig søvnkarma <3