Lad mig bare indrømme det: Jeg er vild med Weil, han er en mand, der praktiserer som han prædiker. Han har bl.a. grundlagt Weil Foundation, en non-profit organisation, der financierer uddannelse af læger og andre sundhedsudøvere under University of Arizona’s “Program in Integrative Medicine, som han også har grundlagt. Mange af midlerne kommer fra hans indtægter fra salget af serien Dr. Andrew Weil for Origins, som han donerer. Han er da en helt.
Dr. Andrew Weil for Origins er det, man kalder “integrativ hudpleje” i tråd med Origins’ motto “The genius of Nature™” og Weils baggrund. Han har som det forstås en medicinsk doktorgrad men han har også studeret etnobotanik (begge dele på det ansete Harvard) og fra 1971 til 1975 opholdt han sig i Amazonas og Andesbjergene for at lære af naturfolk og shamaner at arbejde med naturens helbredende kræfter. “Fordi det var den eneste måde for mig at blive en ordentlig læge”, som han skriver i en af sine bøger. Og han er fortsat med at studere menneskers måde at leve, spise og helbrede på i det meste af verden.
Dr. Andrew Weil for Origins indeholder således mange typer svampe, urter og krydderier af den slags, som dr.Weil også anbefaler, at vi spiser. Hans fokus er inflammation eller “ilden indeni”, som han kalder det. Og hvis du synes, det lyder tørt og kedeligt, så læs alligevel videre, for “inflammation” er årsagen til både rødme og rynker og fokusområde for meget af den nye kosmetik.
Ordet inflammation kommer af latin og betyder således noget i retning af “antænde en flamme”. Inflammation medfører sædvanligvis betændelse med rødme og hævelse, som er en vigtig del af kroppens helende system, når vi kommer til skade eller udsættes for bakterier eller virus. Når skaden er helet eller bakterier/virus bekæmpet, så stopper inflammationen.
Men uhensigtsmæssig livsstil og andre påvirkninger kan fremkalde en slags uægte inflammation, som ikke bare slutter, men tværtimod spreder sig til dele af kroppen, som faktisk ikke er skadet i traditionel forstand. Videnskaben er ret enige om, at såkaldt autoimmune sygdomme som f.eks. type 1 diabetes, leddegigt og sclerose forårsages af den type inflammation, som også kan være årsag til ansamling af kolesterol i årerne og måske også kræft. For huden ender det med rødme og rynker.
Inflammation af den type er fokusområde for dr. Weil’s arbejde og forskning som læge. Men også for den hudpleje, han har udviklet i samarbejde med Origins. Man kunne kalde det en “anti-inflammatorisk” diæt for huden med ingredienser, der optimerer hudens naturlige forsvar ved at blokere for og reparere de skader, der stresser den og gør den sensitiv og i sidste ende ælder den før tid.
Produkterne indeholder som nævnt flere planter, som også indtager en vigtig plads i dr. Weil’s “healthy aging” kostplan, bl.a. ingefær, gurkemeje, matcha te, hellig basilikum, rosmarin, salvie, Okinawa-tang samt ikke mindst svampe som Reishi, Cordyceps, Chaga og Hypsizygus ulmarius.
Som jeg nævnte forleden, har jeg været så heldig at interviewe dr. Weil….desværre ikke i hans hjem og helt specielle have i Arizona, men i Paris, og det er jo heller ikke så tosset. Jeg blev bekræftet i, at han ikke bare er så bamsedejlig, som han ser ud på fotos, men også er en ildsjæl, der brænder for at lære ikke bare sine lægekolleger men også os almindelige – og i forskellig grad usunde – medmennesker, at der er en sammenhæng mellem krop og sjæl og ånd, og nok så vigtigt at vi selv har nøglen til at leve bedre længere med få og enkle omlægninger. Lave mad kan den hyggelige, kloge mand i øvrigt også…..og så står chokolade på hans anti-inflammatory kostplan (-:
Skriv et svar