De, der læser med regelmæssigt her på BeautyBlog, vil have læst flere gange om Yves Saint Laurent Forever Youth Liberator og Glycanactif™. Og hvis jeg ellers havde været i tvivl, om hvorvidt de havde fat i noget, så ville jeg være blevet overbevist i tirsdags, da hørte det fantastiske program Videnskabens verden på P1 om udsigten til en alderdom med følelsen af at være yngre. Der er oven i købet en dansk pige, Nadja Storm, involveret i de interessante studier, der viser, at man kan sætte skub i slumrende cellefunktioner ved at tilføre eller optimere et molekyle, der kaldes GlcNAc (udtales ‘glycnac’). Vi er altså også her ovre i noget sukkerstuff lige som i Glycanactif™.
I bogstaveligste forstand sød musik, når celler på grund af alder, gener, miljømæssige faktorer eller livsstil holder op med at fjerne proteinskrald og andet, der ophobes, og der samtidig sættes skub i cellefornyelsen. Nadja Storm, der arbejder med et team på Max Planck Institute for Biology of Ageing, som YSL netop har samarbejdet med om Glycanactif™, nævner, at selv hvis det ikke for mennesker vil betyde længere levetid som for 30% af C.elegans-ormene i forsøget, så vil man muligvis kunne gribe ind i uheldig påvirkning af neuroner og muskelceller og i det hele taget give bedre funktion og en følelse af at være yngre. Det gælder jo i så fald også huden. Og det er godt nok for mig.
FAQ Glycanactif™ er baseret på et kompleks af hudidentiske sukkerforbindelser, som holder cellekommunikationen og dermed optimal cellefunktion og cellefornyelse i gang. Det er nemlig sådan, at hver celle er omgivet af en slags kappe eller celle-ID, Glycocalyx, der består af sukkerforbindelser med betydning for kommunikationen mellem cellerne og syntetisering af proteiner. Fungerer den søde snak ikke, bliver celler som isolerede øer og nødvendige opgaver som oprydning og fornyelse udføres ikke. Faktisk udgør sukkerforbindelser langt hovedparten af vores biologi og ud over at være byggesten er deres medvirken i cellekommunikation vigtig for vores immunforsvar. Yves Saint Laurent har samarbejdet med professor Peter Seeberger, Max Planck instituttet i Berlin, om udviklingen af Glycanactif™.
OBS: Forever Youth Liberator Y-Shape på foto lanceret først til september.
Anne B. skriver
Tak for tippet – så begynder jeg at spare op nu 🙂
Helle Andersen skriver
Hej Lise
Jeg må tilslutte mig Evas spørgsmål, hvad er efter din overbevisning det bedste man kan investere i lige nu?
Eva skriver
Lise, hvad skal man dog satse på ? Bio effect, Neo Stem, reservatrol eller glycanactif som anti-age ? Der er for mange valgmuligheder ! Kan du give et lille hint, om hvad der er bedst bevist virker, og måske hvad du selv ville smide dine moneter efter ?
Lise skriver
Uh, Eva – og Helle – det var spørgsmålet til en million. Men jeg kan måske svare ved at sige, at hvis vi virkelig sådan for alvor skulle booste vores celler på ALLE de områder, hvor de arbejder, så blev listen meget længere end vækstfaktorer, signalsukker, enzymer, proteiner (peptider), vitaminer, antioxidanter, GAGs, essentielle fedtsyrer osv osv. Hver især er de jo bare en brik i et kompliceret samspil, og mens vi sidder her og skriver sammen, opdages nyt om funktioner i celler. Mennesker vil formentligt evigt arbejde på at forynge og forbedre sig, fordi vi har hjernen til at nørkle med det. Klart nok er der jo nogle, der hægter sig på et hype uden at have formlen i orden. Det sædvanlige råd lyder at holde sig til kendte mærker, og det er måske ikke så tosset, for selv om det er dem, der har råd til at brande sig, så har de også råd til at købe de bedste råvarer og til selv at forske i dem. De har forståeligt nok også navnet at leve op til, ryger man i snavs som kendt brand, så gør det mere ondt på flere – og med afsmittende virkning på alle – end hvis det er et enmandsbrand, der sælges begrænset. Hvilket IKKE betyder, at små brands ikke kan give en skøn oplevelse til huden, endog med top-forskning bag. Vi har da nogle danske eksempler på det.
Og nu er du sikkert mere forvirret….men hvem siger, ovenstående taget i betragtning, at du skal satse på én ting. Når du har hudboostet en flaske EGF færdig, så kan turen jo være kommet til lidt sød snak osv. Veje og midler er lidt forskellige men målet er det samme – en hud, der fungerer yngre og ser bedre ud. Og rigtig meget handler faktisk om at “snakke” huden til at gøre arbejdet bedre.
Eva skriver
Det gav mig faktisk lidt af en aha oplevelse, dit svar, så tak, Lise ! Man kan altså m fordel antiageshoppe sådan rundt omkring ( dog ikke med hovedet under armen; forståes ) og det er lige efter mit hoved. Hvor er det skønt, når man bliver klogere på noget. Og det lyder jo superlogisk, og man burde måske nok selv have fattet det : at der ikke nødvendigvis er een endegyldig sandhed, men mange måder at gøre det på. Er det rigtigt forstået ?
Lise Grosmann skriver
Der er altid mange veje Eva, også til bedre hud, og vi kender stadig kun få. Hvad du ikke skal gøre er ifølge kloge hoveder at blande ting, der måske ikke er skabt til at finde sammen på huden. Man skal ikke lave creme-cocktails. BioEffect EGF er af samme grund en meget enkel formel og man bør give den lidt tid på huden, før man lægger andet end f.eks. hyaluron, som er i formlen, ovenpå. Jeg skriver lidt om det en af dagene…..