Det har været nogle spændende uger, mens ti læsere har testet Clinique Moisture Surge. For ja, jeg har været spændt. Vi har lavet tests før men ikke med hele ti personer, og på nær et lille lagerproblem undervejs, så har alt kørt perfekt og alle ti testresultater er kommet i hus.
Clinique foreslog at fem læsere testede Moisture Surge Intense til meget tør/tør kombineret hud og fem testede Moisture Surge Extended Thirst Relief til fedtet/kombineret hud. Og sådan har jeg delt anmeldelserne op. Alle med hudbeskrivelse og alder, så I har en mulighed for at overføre jeres medlæseres erfaringer på jeres egen hud.
Og så ellers bare tak fra mig til Clinique for den gode idé og produkter til test og ikke mindst en meget stor tak til jer, der lagde hud til. Og lad os så læse, hvordan det føltes:
Moisture Surge Extended Thirst Relief
Lone Hedemann – kombineret hud – 42 år:
……. Jeg har prøvet cremen med helt andre øjne end hvis jeg selv havde købt den. Jeg har set mig mere i spejlet og bemærket min hud forandre sig. Når jeg nu for eftertiden køber nye cremer, lotions m.m vil jeg prøve at vurdere dem på samme måde.
Anmeldelse:
Jeg har brugt Clinique Moisture Surge som dagcreme hver morgen efter min normale renserutine samt som fugtmaske et par gange. Den er simpelthen fantastisk – gid jeg havde opdaget den noget før.
Den geléagtige konsistens virker lidt underlig ved første øjekast men som dagene gik vandt den mit hjerte. Den er lækker og blød at smøre ud og trænger hurtigt ind. Selv efter jeg kommer solcreme ovenpå, for den har ingen faktor, virker min pande mindre fedtet i løbet af dagen end den plejer. Den bliver skøn at bruge til sommer både før og efter en tur i solen. Helt klart en ny favorit i min skuffe.
Annelise Kristensen – fedtet/kombineret hud- 52 år
Jeg har nu brugt Clinique Moisture Surge siden jeg modtog den og den er virkelig lækker at bruge. Cremen er meget let og geleagtig. Den er meget nem at fordele på huden og den trænger ind med det samme. Mine udfordringer har været en midterzone som hurtig virkede fedtet og samtidig stor mangel på fugt. Clinique moisture surge gør bestemt noget godt for min hud som føles gennemfugtet og mindre fedtet. Om dagen bruger jeg den efter serum og under foundation og det fungerer for mig. Den fungerer også som natcreme og endda som fugtmaske – så bestemt en creme jeg vil anbefale.
Maibrith Poulsen – fedtet/kombineret hud – 37 år
Jeg kan med glæde sige, at det er den bedste creme min hud endnu har oplevet! Cremen føles lækker blød på huden og dufter skønt! Den er super nem at smøre ud samt fordele og absorberes hurtigt. Jeg har længe ledt efter en creme, der ikke giver mig uren hud samt hjælper på mine hudproblemer og det har jeg med garanti fundet her, da jeg ikke har fået en eneste bums siden opstart. Jeg havde 5 store, da jeg påbegyndte og de var væk efter 2 dages brug, hvorimod de plejede at forblive min. 1 -1 1/2 uge med min forrige creme. Jeg kan virkelig se en stor forandring i og på min hud, min hud ser sundere ud, med mere glød. Helt igennem en super skøn creme, som jeg varmt kan anbefale. Tak for hjælpen, nu ved jeg hvilken creme, jeg skal bruge i fremtiden.
Stefania Ellingsen – fedtet hud – 26 år
“Jeg er 26 år gammel og har længe haft problemer med fedtet og uren hud. Jeg søger altid fugtighedscreme uden olier da min hud slet ikke kan tåle det. Jeg har prøvet mange forskellige cremer, uden at have fundet en som jeg er virkelig glad for indtil videre, men nu har jeg testet Clinique Moisture Surge i tre uger og er rigtig glad for resultatet. Jeg kan godt lide at cremen er uden parfume da parfumer i hudprodukter kan være ubehagelige, men jeg synes stadigvæk at Moisture Surge har en rigtig dejlig og frisk “næsten-ikke-der”-duft. Cremen er lyserød/halv gennemsigtig og gelagtig og føles virkelig frisk og kølende på huden. Jeg bruger kun lidt om morgenen og det er nok til at holde huden fugtig og blød resten af dagen, jeg har også brugt cremen om aftenen, efter at have renset huden inden jeg går i seng og er vågnet op med dejlig blød hud. Cremen er meget nem at arbejde ind i huden, den bliver faktisk optaget med det samme. Min hud bliver slet ikke olieret når jeg har brugt den, den er blød og føles virkelig frisk og jeg har fornemmelsen af at den er gennemfugtet hele dagen uden at den ser fedtet eller olieret ud, noget som jeg lægger særlig meget vægt på eftersom det er svært at finde creme som lever op til det krav. Et ekstra plus er at den kan bruges over makeup hvis man føler man har brug for lidt ekstra fugt i løbet af dagen. Jeg er ret sikker på at Clinique’s Moisture Surge bliver en absolut must-have for mig i fremtiden og vil derfor give den varm anbefaling :)”
Saimah Majid – fedtet hud – 23 år
Ja er gået hen og blevet glad for cremen
Efter første brug blev jeg positiv overrasket. Jeg er vild med cremen! Konsistensen er lækker og meget let. Huden føles øjeblikkeligt gennemfugtet på en helt ny måde måde, som jeg aldrig har oplevet før. På makeupfrie dage bruger jeg sjældent cremer, da næste alle cremer får mig til at ligne en disco-kugle. Det problem havde jeg ikke med denne creme – den optages meget hurtigt og er non-greasy. Den fungerer fint som en primer under makeup – og faktisk også over. Hvis min hud ser lidt trist ud sent på eftermiddagen føles det rart at kunne duppe lidt af cremen i ansigtet – huden ser og føles friskere! Er blevet hooked, er bange for cremen nu bliver en vane.
Moisture Surge Intense
Yvonne Ipsen – tør hud – 53 år
En super lækker konsistens. Suger hurtig ind i huden, hos mig har den en tendens til at forblive lidt skinnende på huden.
Men brugte den så mest på som natcreme. Hvor den gjorde en enorm forskel, både på på hals og brystparti.
Har lige været på motorcykelferie, hvor man får solen lige i ansigtet, her har den virkelig gjort at min hud har fået en lækker glød,og ikke har udtørret den.
Så tak for en lækker creme, som nok skal finde vej til min hylde igen.
Anne Møller – tør/kombineret – 27 år
Det positive: cremen har en lækker gele-konsistens, der hurtigt trænger ind i huden og efterlader den fugtet. Cremen føles let og opfriskende, og min hud kommer hverken til at føles tør eller fedtet i løbet af dagen.
Det negative: cremen er på krukke, hvilket jeg synes er uhygiejnisk, da produktet dagligt kommer i kontakt med lys, luft og fingre. Cremen er ikke parfumeret, men har til gengæld en ret skarp lugt, hvilket jeg ikke bryder mig om. Undlader jeg at bruge produktet en dag, er min hud tilbage til samme tørre udgangspunkt, og jeg føler derfor ikke, at cremen decideret har forbedret min hud.
Karin Verndal Sørensen – tør/kombineret – 48 år
Ved første øjekast er det en delikat oplevelse at åbne den lille papæske, for ud kommer en krukke i frosted glas(plastic) i en sart rosa farve, og cremen indeni er, ja cremefarvet. Med i æsken var en udførlig forklaring på cremen og en prøve på en rigtig lækker øjencreme.
Cremen selv er virkelig mild på huden. Min hud er til tider tør, og så kan fugt-creme svide lidt, men det har denne overhovedet ikke gjort. Den bliver hurtigt optaget i huden. En anden virkelig dejlig oplevelse er at næste morgen, når den bliver anvendt om aftenen, er huden stadig fugtmættet.
Efter at have brugt den i disse uger må jeg sige at den er en vinder! Det bliver en creme jeg vil vende tilbage til igen.
Lene Kathrine Jensen – tør/sensitiv – 44 år
Hvor har det været en sjov og spændende proces. Først at skulle nøjes med kun et produkt, men også at skulle mærke efter, hvordan produktet virkelig føltes på huden udervejs og være obs på evt. ændringer. Jeg er nok slem til bare at plaske på. Heldigvis har jeg tidligere brugt Moisture Surge Intense, så helt ukendt var cremen dog ikke. Men jeg har aldrig givet mig selv den oplevelse, som det jo er, at mærke ordenligt efter undervejs. Det er jo en helt lille mindfulness-øvelse i sig selv…
Anmeldelse:
Jeg besluttede mig for at udelade alle andre hudplejeprodukter i testperioden og benyttede derfor kun en ansigtsrens om aftenen, og vand om morgen, før påføring af Moisture Surge Intense. Min hud er ret tør og jeg har især tendens til tørre, røde plamager på kinderne.
Moisture Surge Intense er en creme-gele, drøj i brug og som fordeles let på huden. Den optages ret langsomt, hvilket dog ikke har generet mig, da den nemt blev passet ind i mine andre rutiner.
Jeg har overhovedet ikke følt mig stram i huden og min makeup har siddet flot og jævnt, uden udtørring af især kinderne. Jeg har ikke oplevet, at min makeup er blevet “spist” i løbet af dagen, hvilket er noget som jeg hidtidigt har kæmpet en del med.
Når jeg er vågnet om morgenen, føles huden dejlig og velfugtet. Jeg har et par gange brugt cremen som en natmaske, hvor jeg har påført et ekstra tykt lag. Wauw – Sikke et fugtboost!!!
Men… Hvor ville jeg dog ønske, at der var solfaktor i. Jeg kom en aften ind fra haven, lidt rød og stram i ansigtet. Her var Moisture Surge Intense dog helt fantastisk! Den lindrede så dejligt og næste morgen var min hud klar igen. Og her i sommervarmen bliver Moisture Surge Intense da også min foretrukne dagcreme. Cremen er let og behagelig at have på i varmen. Jeg skal altså bare lige huske på det med solfaktoren…
Efter testperioden oplever jeg min hud som velfugtet og behagelig og de tørre, røde plamager er ikke vendt tilbage. Alligevel vil jeg genoptage brugen af andre hudplejeprodukter, som kan supplere Moisture Surge Intens her i sommervarmen.
Men perioder med sygdom, træthed, dovenskab, og især pakning af toilettasken til ferien, bliver helt klart lettere fremadrettet. For min hud kan virkelig “nøjes” med denne fugtcreme alene!
Mai Odgaard Petersen – tør/sensitiv – 28 år
Det var med spænding at jeg modtog og åbnede Clinique-bøtten med Moisture Surge Intense. Jeg er snart sagt altid på jagt efter den perfekte fugtbooster til min hud. Min hud er enormt sensitiv og har en irriterende tendens til at udtørre og efterlade huden med røde pletter (gerne efter varme bade eller alkoholindtag) og tørre plamager. Både på kinderne, omkring munden, på øjenlågene (!) og i panden. De røde pletter mistænker jeg at være starten på rosacea (en arvelig hudsygdom, kvinderne i min familie er belastet af), men jeg håber på, at det ikke er tilfældet. I hvert fald har cremen været brugt de sidste par uger morgen og aften, og jeg vil mene, at min hud er blevet mere fugtmættet. Der skal nok mere til end “blot” en dagcreme, men tørheden og den der stramme fornemmelse i huden har i hvert fald den sidste uges tid været fraværrende. Jeg bruger mange timer af min dag i det fri, så Moisture Surge har virkelig haft noget at kæmpe med – og imod. Solen og vinden heroppe i det nordjyske må helt klart være en udtørrende faktor.
Jeg kan huske, at jeg – da jeg brugte cremen første gang – noterede mig, at den havde en duft. Ikke en parfumeret duft, nuvel, for den er jo parfumefri, men en duft af én eller anden art. Og jeg brød mig faktisk ikke om den. Jeg er vant til at bruge en BB day cream fra Nilens Jord, der absolut intet dufter af, og ellers bruger jeg sådan set gerne produkter, der har en mere eller mindre naturlig duft. Fx den grønne Weleda-skin-food-dame. Hun dufter dejligt. Hvorom alting er, så er det spøjse bare, at jeg faktisk er blevet ret glad for duften, som jeg i starten ikke kunne li’. OG en sidste bemærkning: Cremens konsistens tiltaler mig. Den er silkeblød at påføre, nem at smøre ud, og på min hud virker det i hvert fald, som om den trænger ind og “gør” noget ved min hud relativt hurtigt. Alt i alt: En blød cremet fugtoplevelse, der lader til at virke, og som har en slags duft, der gror på én!
Ej hvor fine anmeldelser (for mig især de første fem).
Jeg har ventet på dem, og ville rigtig gerne selv have testet den.
Jeg døjer med både fedtet, uren og vist også tør hud, så kunne virkelig godt overveje cremen til fedtet/kombineret hud.
Har prøvet en del og leder stadig efter noget der kan gøre min hud mindre skinnende 🙂
Cecilia: Jamen, jeg synes, at der er nogle test, der antyder, at du måske også kunne få løst dit hudproblem med Moisture Surge. Se, om du ikke kan få en prøve (:
Det var da nogle super gode anmeldelser! ♡
Tak til alle for god læsning ! ?
Tak for god læsning!
Det er altid meget interessant at høre forbrugernes oplevelser og ikke kun producentens ord for, hvad produkterne kan. Som så mange andre brands, er der mange Clinique produkter, som min hud ikke rigtig bryder sig om (mest renseprodukter) men deres Smart produktlinje, den blå revatalizing lotion og charcoal mask er virkelig kræs og er fast inventar på mine hylder. Så vidt jeg kan se, indeholder Moisture Surge ikke alkohol, som jeg kategorisk undgår i hudplejeprodukter. Det lyder som en rigtig dejlig let creme, især god til sommerperioden og jeg mener også der hører en facemist med til serien, så det må da lige tjekkes ud 🙂
Lisbeth M: Ja, vi må have nogle flere tests, så det ikke hele tiden er mig – eller når man står i købssituationen, producenternes ord, som du skriver – man hører/læser. Clinique har jo haft tradition for grundig rens, hvor vi nok nu har et ønske om mindre knirkende ren. Det har de så også set med rensolie osv.
Jeg ved ikke, om du har læst Bea’s svar til Pernille H om, at der ikke er alkohol i Moisture Surge. I det hele taget synes jeg, der de senere år er kommet mange virkelig skønne produkter i serien.
Hej Lise og alle jer der testede 🙂
Har læst at mange af de lette “gele” cremer indeholder store mængder alkohol, og det er det at alkoholen der “snyder” en til at tro, at cremen trækker hurtigt ind i huden. Er der noget om det?
Har selv Moisture surge extended thirst relief og sidder lige med ingredienslisten her. Intet tyder på alkohol, der sammen med parfume, også altid er noget jeg søger at undgå i min hudpleje. Derimod er silikone (som flere jo ikke bryder sig om) nr 2 på ingredienslisten. Jeg bruger cremen som den mildeste jeg har, den gør godt og beroliger ligesom min hud, når dem hysser lidt. Tror det b.la skyldes indholdet af goe gamle glycerin, grøn te, aloe Vera, hyalaronsyre, birkekstrakt mv. Kan kun anbefale den.
Hej Pernille
Mit navn er Bea Holland, og jeg arbejder som PR manager for Clinique, og vil derfor lige tillade mig at svare på dit spørgsmål. Jeg kan ikke svare på, hvordan andre mærker ingredienssammensætter deres cremer, så mit svar går udelukkende på Cliniques Moisture Surge Extended Thirst Relief og Moisture Surge Intense. Her kan jeg svare, at der ikke er tilsat nogen form for alkohol for at give cremerne deres lette konsistens. Den kommer blandt andet fra dimethicone, der giver både glid og beskyttelse og gør cremen nem at fordele over huden. Kombineret med de mange forskellige fugtgivende ingredienser, der er udvalgt for deres fantastiske evne til at fugte huden og binde fugten i huden. Clinique har altid været “konsistensfanatikere”, fordi det at påføre creme er en sensorisk oplevelse og eftersom Clinique ikke anvender duftstoffer i vores cremer, så må vi skabe den skønne fornemmelse på anden vis. Sidst, men ikke mindst vil jeg sige, at vi er superglade for at høre, at der er blevet taget så godt imod begge cremer. Mange tak for jeres grundige testarbejde og fine ord.
Bea: Tak Bea!
Tak for dit uddybende svar ? Bedre sent end aldrig ?