…….og i det her tilfælde er der ingen grund til det
Med weekendens hedebølge er der ingen bortforklaringer, men alligevel ser jeg småbørn stavre nøgne rundt i vandkanten. Jamen, det er et yndigt syn og virker så naturligt, og da jeg var barn, var der ingen, der tænkte andet end netop at få ungerne ud i luft og sol.
Jeg kan ikke selv huske at have været solskoldet, men nu ser jeg dem – de skoldede skuldre på børn. Vi og de, børnene, lever et andet liv i dag. Ikke i nærheden af så udendørs, som min barndom var. Det er ikke ‘stuerent’ at sige det, men at være udendørs efterår, vinter og forår bygger langsomt hudens egen beskyttelse op. Vi er trods alt skabt til at leve under solen. For 2-3 generationer siden havde flere mennesker udendørsarbejde, de kørte ikke så meget i bil og var mere ude. Det er ikke dem og dagens asfaltarbejdere og gartnere, der fylder i statistikken over modermærkekræft.
De tæller som min generation på statistikken over almindelig hudkræft, den der melder sig efter antal soltimer, men vi topper ikke listen over den farlige modermærkekræft. Det gør til gengæld personer mellem 25 og 29 år (danske kvinder ligger no 1 ud af seks lande). Solarier tæller godt i statistikken og om dem er der intet godt at sige. Læs/genlæs tal og fakta HER
Foto: Solcremer findes til al hud. Børns hud. Den fedtede med akne-tendens. Den tørre, sarte hud. Den helt problemfri. Med farve. Og til dig, der vil have garanti på forsiden for emballageomtanke. Der er absolut ingen undskyldning for ikke at smøre sig. Du ser eksempler herover.
Solskoldninger i barndommen øger denne risiko. SÅ babyer skal holdes fra og små børn mest muligt holdes fra direkte sol og selvfølgelig altid i middagstimerne og sydpå. Skal de soppe og lege i vandkanten, så kan en parasol el.lign. måske arrangeres, de løber jo ikke så langt. Og så let tøj og bøllehat, der går ned i nakken og skygger for ørerne. Så lidt bar hud som muligt, for små børns hud skal ikke smøres. Og babyer skal hverken i direkte sol eller smøres med solcreme!!!
Børns sunde fremtid er forældres ansvar. Let tøj er stadig et godt valg, men når de har passeret de tre år, er det almen anbefaling, at de kan smøres med solcreme. Og de findes heldigvis, men mit forslag er stadig mest mulig skygge/tøjbeskyttelse, for barnehud har en ufærdig barriere.
Og så rammer vi overskriften. For lad nu være med at bilde dig selv ind, at du er beskyttet mod UV-ulykker, hvis du har smurt dig som var det din dag- og kropscreme. Eller regne med, at en foundation med SPF gør det. Der skal meget mere til, hvis du vil være i sol. Som bekendt en mandel/teske til ansigtet og en håndfuld til kroppen (barnehåndfuld til barnekrop).
Smør på ad to omgang, så bliver det nemmere at fordele og risikoen for ‘helligdage’ med ubeskyttet hud mindskes. Og alt efter, hvor længe du er i solen og hvor meget du bader og gnider hud, så skal du genindsmøre. Og ja, det bliver dyrt, og det er derfor det på alle måder er en god idé at nyde solen fra skyggen og tage let tøj på.
Lige så smuk den unge hud er, når den bliver solgylden, lige så grov og grumset bliver den med årene, hvis man glemmer, at lidt er godt men meget er slemt. Og den udbedring af skader, den er også dyr.
PS: Køb gerne din solcreme herhjemme, hvis du skal ud at rejse i ferien. Og regner du med at købe i udlandet, så køb kendte mærker, der følger den lovgivning, vi har i EU. F.eks. om at UVA-beskyttelsen skal udgøre mindst 1/3 af SPF, der jo er et tal for UVB-beskyttelse. Men husk, at det, at SPF beskytter din hud mod at blive rød hurtigt, ikke betyder, at din hud ikke er i alarm, så længe du er derude.
Anne skriver
Hørte for nyligt en hudlæge sige, at den vigtigste hudpleje, man kan bruge er solcreme. Også på overskyede dage.
Det er efter sigende det bedste, vi kan gøre for at holde vores hud pæn og glat.
Lise Grosmann skriver
Anne: Solcreme er jo ikke hudpleje, det er beskyttelse mod UV-stråler, og hvis man mener, det er nødvendigt hver dag sommer og vinter, så gør man selvfølgelig det. Men egentlig hudpleje er i sin elementære form fugt og lipider af den slags, der styrker cellesammenhold i hudens barriere. Og så kan man efter lyst, behov og pengepung tilføje produkter med ingredienser, der er i stand til at optimere.
Pernille S skriver
Relevant og klogt opråb Lise! Hvis bare dine ord rakte ind i alle familiers hjem, så er meget gjort🙏🏻😎
Idag har skygge været en nødvendighed🥵!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Tak kære, og det gør mig meget vred, når jeg ser børn blive skoldede. Med den viden, som ALLE har i dag er det jo tæt på misrøgt. Vil man ikke solcremen, så har den lille jo nok en bluse og buks, der sammen med bøllehatten kan tage det meste.
I går hen mod aften fik vi lyn og torden og det regnede skomagerdrenge. Godt nok, for alt trængte. God dag kære
Charlotte skriver
Godt skriv Lise
jeg tænker det samme når jeg ser folk med deres bitte små børn ved stranden nøgne hvis de absolut skal have de Bitte små med på stranden så går den ikke uden solhat og uv badetøj.
Undrer mig også over at folk tager deres hund med på stranden I rigtig mange timer den har vi en del af på Amar strand
Jeg smører mig også altid ind af to omgange om sommeren med min solcreme, Den samme tur får børnebørnene på syv og otte år og de elsker når mormor tager sin sol stoft frem fra Shiseido og siger ahh når jeg gen smøre dem på deres små søde ansigter 😍 øre og nakke skulder
Det vil også gerne have den på kroppen men der sætter mormor grænsen så går det for stærkt med at Sol stiften forsvinder.
Så det bliver på gammeldags manér med en smøring af solcreme når vi færdig med at bade tager vi tøj og hat på igen
Hvilken en af sol cremerne vil du anbefale til tør hud ?
Ikke fordi jeg mangler jeg har en masse på lager men det er altid rart at prøve nogle andre mærker
Jeg nyder sommeren og heden som en af de få og har taget forskud på og prøver at blive vinterbader så jeg har været på mit tredje badetur Indenfor den sidste uge jeg er super stolt af mig selv😅😇
Og siger højt til mig selv at nu er jeg klar til at blive vinterbader jeg skal bare fortsætte når sommeren går på hæld
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Tal kære <3
Det har du ret i, det med hund, men hvis den får lov at løbe i vandet, så hjælper det dog lidt på nedkølingen, for de har det jo svært med at svede overskudsvarme. Det gælder også, når de tager hunden med i byen og vader op og ned ad brandvarm asfalt med den. Og allerværst lader den sidde i bilen.
Derma har en solstift, der er noget billigere at lege med end Shiseido's, men en stift er jo lidt sværere at styre mængde med. Dog lyder det som om mormor har godt styr på fornuftig omgang med sol <3
Avène's nye serie fås både til akne, normal hud og tør, sart hud, så den var jo en mulighed.
Held og lykke med vinterbadetræningen - mig er det desværre aldrig lykkedes for.
God aften kære <3
A-Derma Protect AD Cream SPF 50+ sart tør hud solstift
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Jo det er bestemt stuerent at sige 😅
Og så er det meget interessant at de der arbejder udendørs ikke er dem der oftest får modermærkekræft oftest 😊
Hos os styrter regnen ned, det er skønt for græs og blomster men min lille hund krydser både forben og bagben så må hellere ud i det strålende vejr 😅
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, ofte tror vi vist, at vi sådan helt biologisk grundlæggende har flyttet os lige så meget, som vores livsstil, og det er nok en del af mange af vores problemer (; For 2-3 generationer siden – alt efter alder – arbejdede rigtig mange mennesker udendørs og man kendte ikke til solcreme. Men man kendte til at gå i skyggen.
Det gør den også her nu, regnen – styrter ned, og et tordenvejr er lige passeret så tilstrækkeligt langt væk, at jeg turde tænde for computeren. Håber, at vovse fik sin tur.
Knus lise
Karin Winther skriver
🙌☀️
Yes. Det er vigtigt. 2 gange smøre smøre. Det gør jeg også. Hvis det skal være.
Og sikke en smuk kjole ☺️ Med lange ærmer. Jeg kan lide…… 🤩
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Selvfølgelig gør du det, du er prof solprodukt-bruger – I know <3
Ja, den er fin - nærmest en kjortel med forskelligfarvede små knapper (det er nok nemmest at tage den over hovedet ((; ).