Og bestemt også for hud
Man kan godt i livet opleve at føle sig nøgen og skrøbelig, og så kan en god tudetur noget. Been there done that kan jeg sige med en vending, der har indtaget dansk talemåde. Og i sandhed ja, jeg har grædt så mange tårer, at jeg ville ønske, at de var guld, som Susanne Lana sang. Og rolig, der kommer ikke en fortælling fra mit liv.
Jeg blev egentlig inspireret af Anette’s beautyspace-indlæg HER om, at Hella Joof mener, at hun har flot hud, fordi hun griner meget. Og det fik mig til at tænke på, hvad der så sker, når vi tuder tårer. Altså ud over, at man får rød næse og hævede øjne.
I øvrigt kom jeg også i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde skrevet om, at selve smilebevægelsen er gavnlig. Altså selv om der ikke er noget at grine af. Du kan læse HER og bemærk det med, at kuglepennen skal være mellem tænderne, hvis det er glædeshormoner, du vil hive frem, for holder du den mellem læberne, så virker det som at ‘sure’.
Men er det bare noget vås det med, at smil og tårer har indflydelse på hud? Det enkle svar er: Bestemt nej! Vores hjerne er et helt apotek af lykkestoffer, der udskrives på anfordring af f.eks. et smil. Og når der er f.eks. endorfiner på markedet, så påvirker det både humør og smertefølelse, blodtryk, immunforsvar, stressfølelse og altså hud.
Forklaringen er, at i de allerførste stadier i fosterudviklingen kommer nerve- og sanseceller i samme rum (kimlag) som hudorganer = alt fra yderst til inderst fra hårtop til analkanalen og altså også slimhinder. Det lyder som en klog strategi, og forklarer jo også den tætte forbindelse mellem, hvad der sker i nervesystem og i hud.
Vores hud sanser alt og reagerer på alt. Og derfor fylder forskning i nerve-hormon-hud-sammenhængen så meget i dag også for forståelse af hudsygdomme og mere forbigående reaktioner i huden forårsaget af inflammation, som igen kan være forårsaget af stressfølelse. Hud er hundrede grader rundt registrerende, for man kan ikke blive overladt den yderste post uden at vide, hvordan det er fat med den, man er sat til at passe på.
MEN det var det med tårerne og den gode gråd og hvorfor det ikke bare føles som en lettelse at give efter for følelserne men rent faktisk forebygger de skader, som kronisk stress, og de hormoner, der kendetegner, kan forvolde.
Vidste du i øvrigt, at tårer ikke bare er tårer, der er faktisk tre slags. Dem, der hele tiden holder øjet fugtigt, dem der går i aktion, hvis vi får noget i øjet eller f.eks. skærer løg, og så dem, der er fremkaldt af følelser. Det er i de sidste, der er hormoner involveret.
Følelsestårer indeholder i sig selv udrensende stoffer som bl.a. lysozym, der er naturligt bakteriedræbende og beskytter os mod at blive syge. Men at græde er faktisk også afstressende helt konkret ved at mindske niveauet af stresshormonet kortisol. Og det skal vi ikke samle til bunke, for det påvirker immunforsvaret og så får det i øvrigt kroppen til at holde på mavefedtet.
At slippe tårerne ud er ikke svaghedstegn, det er ganske fornuftigt. Det ikke bare føles forløsende, det er forløsende og et tegn på, at man er ved at komme ud på den anden siden af en svær følelse. Gråd er altså ikke tegn på stress, det er vejen til beroligende lykkehormoner. Det er derfor, at man efter en god gang græd føler lettelse og lyst til at smile. Der er dem, der sammenligner med sex.
Så der er mange veje til smil, der lige som tårer er universelle udtryk for følelser. Hidtil har man afvist, at dyr har følelser og ligefrem kan græde, men som så mange andre gamle påstande, så står også den for fald. Det kan du læse lidt om HER.
PS: I min googlen til dette skriv stødte jeg på oplysningen om, at kvinder statistisk græder 30-64 gange om året og mænd 6-17 gange ifølge professor Henrik Høeg-Olesen fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Måske hænger det sammen med det store studie, der viser, at kvinder er stærkere på det empatiske end mænd.
Pernille S skriver
Interessant artikel. Hvor ved du dog meget Lise🥰
Jeg “græder” hver dag. Det skyldes nu tørre øjne, som åbenbart giver ufrivillig løbetårer. Det er SÅ irriterende, og gør jeg ikke kan bruge makeup uden at ligne en panda😎
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Der havde din kommentar nær sneget sig udenom min opmærksomhed, og det kan vi ikke have, for jeg er så glad, når I har tid og lyst til at fortælle. Dine øjne gør åbenbart en indsats for at kompensere men irriterende er det jo. Mine nøjes med at løbe i den kulde og blæst, vi har nu. Men jeg bruger nu under alle omstændigheder en vandfast mascare, fordi jeg bukker mine stive pjevsevipper, og de retter sig ud igen, hvis mascaraen ikke er vandfast. God eftermidag <3
Anne Holland skriver
❤❤❤
Lise Grosmann skriver
Anne Holland: TAK <3
Anneka skriver
💧Hvor er det sandt og smukt!
Jeg er også rig så..
Der er nu noget blødt og forløst over et ansigt efter en tudetur, ja eller grineflip, det må om ikke andet give god blodcirkulationen og gymnastik for ansigtsmusklerne.
Tænk at hunde kan få tårer i øjnene, og så bare efter 5 timers gensyn! Det er da rørende..
Rigtig god dag ❤
Lise Grosmann skriver
Anneka: Tak og ja, tårer er jo en slags guld. Tænk, at vi kan det. Og du har ret, der er også noget ved det der grineflip man heldigvis stadig kan opleve, det er jo lige så ukontrolleret som tudeturen. Deri ligger nok også noget sundt, det er godt at slippe følelser ud.
Jeg græd jo nærmest, da jeg læste det med hunde og tårer og var lige ved at sætte foto på af Nikko, og jeg kom til at tænke på, om han mon også græd, da vi kørte til dyrlæge den aprilsdag for at tage endelig afsked. Jeg gjorde i hvert fald.
Jeg læste i øvrigt et interview med en af de unge fra Siriuspatruljen, der havde måttet aflive en af hundene, og han omtalte jo hundene med ordet ‘elsker’. Og når barske fyre på isen kan det, så tør jeg også godt. God dag og tak for ord <3