Sig det ikke højt, men måske skal læger videreuddannes
Forleden sendte en ven mig artikel i en af landets noble aviser*, hvor man går hårdt til Hårklinikkens stifter Lars Skjøth for det, der ifølge avisen åbenbart er falske løfter om flere hår på hovedet. Og de har selvfølgelig på god journalistisk vis fået et par professorer til at udtale sig om sandsynligheden for, at Hair Gain Extract har vækstfremmende effekt. Og de, professorerne, afsiger dom ved at bruge ord som ‘snyd’ og ‘bluff’ til at beskrive Hårklinikkens produkter.
* Jeg kan ikke give dig læseadgang, men det er denne artikel
Jeg synes egentlig, at Lars Skjøth svarer ‘godt for sig’ ved bl.a. at sige, at de selvfølgelig aldrig har lavet dobbeltblindede forsøg, fordi de ikke er medicinalvirksomhed og ekstraktet er klassificeret som kosmetisk produkt. Og der er jo masser af eksempler på ‘lovprisning’ af produkter, der gør håret fyldigt, huden fugtglat eller med færre pigmentpletter. Ja endog hudpleje, der mindsker gener ved eksem og akne, som hudlægen traditionelt går barsk til.
Foto: Hårklinikken
Jeg kan af gode grunde ikke afgøre den diskussion mellem et par professorer og Lars Skjøth, men jeg kan jo helt for egen regning sige, at det irriterer mig fælt, at læger vedholdende afviser positive effekter af planter, når man tager i betragtning, at noget af den medicin, de ordinerer er – eller oprindelig var – baseret på stoffer i giftige planter (i nogle tilfælde faktisk med bivirkning/bonus i øget hårvækst!). Lige som man har været – og stadig bliver – inspireret af giftige stoffer fra f.eks. insekter. Artiklen HER er ikke ny, men den giver et meget godt indblik. Og HER har Bispebjerg Hospital ord om giftige planter og link til Giftlinjen.
ALTSÅ….. Hvorfor accepterer man og hvorfor udnytter man giftige stoffer i planter medicinsk til behandling af sygdom eller gener, hvis man ikke accepterer, at det kunne tænkes, at der derude var planter, der indeholdt stoffer med helsefremmende og måske ligefrem sygdomsforebyggende (eller helbredende!!!) egenskaber. Jeg er helt med på, at disse planter i givet fald skulle igennem en masse bekostelige studier, før de blev godkendt medicinsk. Og der er jo også lige det med, at man ikke kan få patent på naturen. Men jo dog på en teknologi.
Nu findes der jo sjældne tilfælde af kosmetiske ingredienser, der har bestået et såkaldt dobbeltblind placebostudie, hvilket vil sige, at hverken den, der gav eller den der brugte ingrediensen/produktet, de fik udleveret, vidste, hvilket et der var ‘placebo’ (uvirksomt) og hvilket et, der var det, man ville undersøge effekten af. Men sådan et uafhængigt studie er der lavet på Bioeffect EGF, der som bekendt er skabt ud fra bygplanter.
Her er der tale om at aktivere vækstfaktor, og lyder det ikke logisk, at man måske ville kunne aktivere hårets, når man kan aktivere hudens. Lige som A-vitamin også kan, da det ganske enkelt er afgørende for vækst – et vækstvitamin, som jeg kalder det. Der er da vist også planter, der rimeligt har bevist at påvirke hormoner. Og jeg slipper aldrig min røde solhat (Echinamin-dråberne og Urtepencil), for jeg har tilstrækkeligt mange gange oplevet, at jeg fik lige det push, det styrede mig udenom forkølelsen, der var ved at melde sin ankomst.
Engang spiste vi af naturen og lærte som dyrene at sortere det giftige fra. Men vi lærte også som dyrene, hvilke planter der kunne hele og lindre. Lad os nu få den integrative tilgang, som dr. Weil har talt for i mange år og som pionér etableret ‘Andrew Weil Center for Integrative Medicin’, hvor man underviser læger og andre i evidensbaserede ’tillægsbehandlinger’, som man måske kunne kalde det. Man taler ikke imod traditionel medicin men tager metoder ind, der har en velunderbygget effekt. Jeg vil for eksempel hellere have behandling af en osteopat til min slidte skulder end lægens smertestillere, men det første må jeg selv betale.
Og nu, vi er i det lægelige, hvem var det så, der som den første inddrog krydderurter og svampe og rodknolde som gurkemeje og ingefær i hudpleje og kom til at lægge navn til serien. Dr. Andrew Weil for Origins™ ♥ PS: Han har ikke stået ved cremegryderne blot med basis i sin enorme viden om naturens remedier foreslået ingredienser.
Han ville måske ikke kalde brug af burrerod, som indgår i Hårklinikkens Hair Gain Extract til styrkelse af hårvækst, for snyd og bluff. Jeg fandt en artikel HER om burrerod/burdock i forbindelse med hårvækst, hvis du har tid til mere longlæsning. Den har tilsyneladende anti-inflammatorisk effekt og positiv virkning mod skæl og kløe, og så er vi jo allerede nået langt mod gode betingelser for hårvækst.
Slut (: og god weekend med kærlig hilsen fra longskriverlise ♥
Pernille S skriver
Kære Lise
Splid mellem lægestand og alternativ behandling er et årelangt og tilbagevendende skisma. Vendes blikket mod Tyskland, så finder vi en respekt og accept på tværs af begge behandlingsinstansers viden og kundskaber. Heilpraktikeres indsigt i planters helbredende virkning er ikke en by i Rusland for de etablerede tyske læger, som gladeligt henviser deres patienter til en anderledes/primær, og-eller supplerende behandling. Ønsketænkning i det danske sundhedssystem, tak!
Iøvrigt er det lidt paradoksalt, at f.eks.osteopati ikke er omfattet af sygesikringen, mens private sundhedsforsikringer rask væk blåstempler og godkender behandlinger som IKKE er omfattet af sygesikringen. Viser det ikke blot, at vi, som også benytter os af andre behandlingsformer end de gængse, har fat i den lange ende, men må betale ved kasse et?
Lise, du har tidligere italesat det absurde i at tandlægebehandling ikke er gratis. I min optik bør alle sundhedstilbud til landets borgere tages op til revison. Måske er der nogen som føler sig truet på deres brød og faglighed?
Om Hårklinikken har evidens for deres produkts effekt eller ej kan jeg ikke udtale mig om. Det må brugerne af deres produkter gennem mange år bevidne…
Dejlig weekend til dig Lise🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Kære Pernille, dejligt at høre den slags ønsketænkning fra en i det danske sundhedssystem. Men det vidste jeg jo nok, for man dyrker ikke biodynamisk uden at det smitter af. Og det har de også styr på i Tyskland lige som homøopati jo indgår i anvendte behandlinger.
Jeg kan ikke huske, men jeg mener, at Grethe Schmidt, der etablerede sig på Sundgården på Langeland, var heilpraktiker. I hvert fald havde hun en stor viden. Fantastisk kvinde, som jeg havde det held at arbejde sammen med nogle gange.
Fint eksempel det, du nævner med sygesikring og sundhedsforsikring…..og absurd. Og det med tandlæge er formentlig en dum strategi, hvis det er økonomi, man tænker i, for dårlige tænder kan jo føre til meget, som så bliver dyrt at behandle. Som min mands søn, der pga betændelse på tandrod fik stafylokokinfektion på hjerteklappen og måtte hasteindlægges på specialafdeling på Rigshospitalet. Ikke fordi han ikke går til tandlæge, men han vidste det ikke, og lægen gav ham gang på gang bare smertestillende.
Man spørger sig, om det bliver bedre alt sammen med det AI, som optager praktiserende læger meget lige nu. Og hvad med patientkontakten.
Og Hårklinikken må selv klare opgør og bevis, men det er chokerende både at avis og professorer så enøjet afviser, at planter kan have positive – endog måske helbredende – virkning.
Jeg kan lige nå en weekendhilsen omend kun god søndag aften <3
Pernille S skriver
❤️
Annette skriver
Kære Lise
Jeg har læst artiklen, for jeg holder avisen, den var i.
Jeg har ingen viden om emnet, men jeg kommer igen til at tænke på Carsten Vagn-Hansen, som længe har været fortaler for at bruge naturen. Og når jeg læser din tekst, synes jeg jo, det må være logisk.
God weekend eller lørdag/søndag, som vi sagde i min barndom. Vi skal jo til at passe på vort modersmål.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, der er jo en vis logik i, at hvis planter kan være giftige så kan de også indeholde gode stoffer. Hvis medicinalbranchen kun vil bruge de giftige, så er der nok forklaringer på det (; Men er måske ikke helt i tråd med hverken logik eller viden helt at afvise ved at kalde det snyd og bluff formentlig uden at gå dybere i botanikken.
Jeg kan nå at ønske god lørdag og i hvert fald god søndag <3 lise
Hanne G skriver
– også god weekend til dig kære Lise;
Det er altid en fornøjelse at læse dine kloge indlæg.
De bedste hilsener
Hanne
Lise Grosmann skriver
Hanne G: Nu blev den ekstra god, min weekend, tusind tak for ord <3 som tæller stort hos en longskriver (;