Men man skal heller ikke afskrive sund logik. Og i visse tilfælde heller ikke mirakler (jo, det handler om hud).
Jeg kan godt forstå, at I var nogle, der i går tog lidt afstand fra de glamouriserede fotos af regnbuemad som ingredienser i diverse cremer. Det ser jo heller ikke sådan ud, når det kommer i produkterne. Så på den led kan man godt kalde det ‘markedsføring’ #køb-mig-jeg-er-sund-for-din-hud.
Men så var der jo lige de HER. Udgangspunktet er byg. En kornsort. Og de kloge hoveder deroppe, som har beskæftiget sig med sligt på højere videnskabeligt plan i ORF Genetics før de fik den idé at lave et serum med menneskehudidentisk vækstfaktor, de valgte byg, fordi byg ikke lader sig forurene af andet genetisk materiale, den er ren at arbejde med.
Nu har de så udviklet et endnu mere effektivt produkt. Og udgangspunktet er stadig byg i bioteknologisk regi. Ellers havde vi ikke stået med dette unikke produkt, der har høster hæder og ros og priser og anerkendelse fra det så dagens lys. For en byggrød havde nok ikke givet det samme. Unægtelig heller ikke på foto (smil).
Planter har forskellige egenskaber alt efter de udfordringer de er skabt til at tackle. Det har vores forgængere og alverdens dyr udnyttet gennem tiderne. Plantedoktoren samlede og lod simre og lavede teer og omslag, som helede sår og meget mere. Logisk nok fik man også den tanke, at planter kunne gøre hud kønnere. Som et rosenblad måske. Men sart yndighed kan dække over ubegribelig overlevelseskraft.
Prøv at se det grimme plettede blad nede i højre hjørne. Strålesyge er nærmest dødelig for roser og efter første blomstring så alt bare sådan ud. Jeg har prøvet nærmest alt og nu klipper jeg bare det syge af og kører det langt væk. Men prøv så at se bladene til venstre. Miraklet sker hvert år, der kommer nye blade og rosen blomstrer for anden gang i år ♥
Kan I klare et #naturenklareralt foto mere, så prøv lige at se det her af havens grønkål udsat for kållarver, det er taget den 30. august….
Og det her foto har jeg taget her til formiddag af den samme plante….
Hvis ikke jeg havde set miraklet før, så havde jeg jo hevet planterne op, men nu ventede jeg bare. Og når frosten kommer og grønkålen klapper sammen, så venter jeg også bare, for den overvinder også det.
Jeg kan godt forstå, at Andrea/Rudolph Care tænkte, at hun skulle låne noget af den kraft til sine produkter. Det er der andre, der har tænkt. Og det er fordi grønkål indeholder denne modstandskraft og alle de utrolig mange næringsstoffer, at den er sund at spise.
Det kan godt være, du ikke har grønkål og roser, men du og jeg og alt levende har denne kraft i os. Vi overvinder. Vi kæmper måske ikke med lige odds men det er unikt, hvad vores krop magter. Især, hvis vi giver den real food.
Og selv om de mange syntetiske stoffer, der er kommet til i kosmetikken, har mange fordele, så var det naturen, det begyndte med. Om det så var/antioxidanter eller peptider eller vitaminer eller…..Man skulle have opskriften et sted fra.
Ham HER, der også er klog på biologien og som jeg respekterer lige så højt som Dr. Björn Örvar – og i øvrigt er han lige så sympatisk – han har også skabt noget unikt. Og det er også baseret på naturen. Den vi ikke sådan lige ser og først lige er blevet opmærksom på betydningen af.
Trevor Steyn skabte et serum med levende bakterier til at genskabe hudens balance, dens mikrobiom. Lige så lidt overgået som Bioeffect EGF. Det er bioteknologi, som kun et par stykker i verden nærmer sig.
Og han, der bor i Sydafrika, hvor det må være svært at være plante, han leder også efter de særlige, de planter med næring, der kunne tænkes at gavne hud. Og de planter, der overlever det umulige. Myrothamnus flabellifolia fik han øje på i verdens ældste ørken i Namib. Genopstandelsesplanten kalder de den. For når man gror i en ørken må man være indstillet på at mangle vand. Tørre ud.
Den klarer det, der skal bare et par dråber vand til, så klør den på igen i løbet få timer (foto viser hvad der sker på tre timer). Den genopstår til livet. Selv om Esse Skincare er bioteknologi på højere plan, så er det hele vejen igennem naturen, der er udgangspunkt og leverandør af ingredienser. Det er ikke marketing, det er fakta og det virker.
Som du kan se HER, så er der flere kendte effektive ingredienser i som Bakuchiol, som kaldes et mildt alternativ til retinol og i hvert fald er en stærk antioxidant. Der er hyaluron og gode gamle panthenol, som både fugter og hjælper genopstandelsesplanten og lactobacillus fermenterne med at skabe balance i den sensitive hud, så mange døjer med i dag.
Dejlig weekend til jer, det er jo som om, sommeren er genopstanden ♥
https://www.facebook.com/EsseSkincareZA/videos/3641744315836964/?__tn__=%2Cd%2CP-R&eid=ARBrgQoaVK5E8uT_0RN6kGJ5L3XWLr9RDZ-9vv5OiI4mJCHKjTfewD975Z8YAZA1bW_jx0A07Dcxygov
Pernille S skriver
Sikken en forunderlig kraft naturen har. Bliver gang på gang betaget af dens styrke og skønhed. BioEffect vil altid være på min ønskeseddel som den ultimative skønhedspleje, men alt, alt for kostbar. Ærgerlig at det bedste altid er det dyreste, men selvfølgelig ligger der også en kæmpe forskning bag…
Selv laver jeg forskning på husmandsniveau, hvad angår blomster og grøntsager i min have. Jeg vil helst ikke prale alt for meget, men min grønkål får sjældent larveangreb. Gøder med brændenældevand, og sprøjter desuden direkte på bladene. 1-2 gange ugentlig et hurtigt tjek for kålsommerfuglens æg. Det lønner sig. Min kål strutter af sundhed og vitaminer. Yndlingskål!
Stråleplet hos roser er nærmest uundgåeligt sidst på sæsonen. Dog kan udtræk af padderokke styrke bladenes cellemembran, og dermed mindske angreb. Undrer om padderokkens egenskaber også benyttes i skønhedsindustrien?
Ørkenplanten som Esse udnytter industrielt, får mig til at tænke på en anden finurlig plante; Rose of Jericho (Selaginella lepidophylla). Den kan klare sig uden vand i 50 år, og kaldes også dinosaur planten. Får mange år siden fik jeg den som souvenir fra Jerusalem. Forunderligt at se den folde sig ud, når den blev lagt i vand. Ikke så underligt vand er livgivende og nødvendig, bl.a.for vores hud. Tak for endnu et godt indlæg, Lise :-> Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, både det, der er gået forud, før det lykkedes at få byggen til at lave EGF på bestilling, og fremstillingsprocessen i dag er formentlig bekostelig. Og så er der nok også noget brandstrategi inde i det. Man kan ikke være verdens eneste uden at det ses på prisen. Men stadig…..der er meget dyrt derude, men der er kun en Bioeffect EGF.
Og pral endelig, for du GØR jo noget og her er husgartneren stoppet med brændenældevanding, tanggødning og hvad der ellers stod i bogen før, og jeg orker ikke rigtig mere end det, der er mit at ordne. Men så får naturen jo anledning til at vise, hvilke overlevelseskraft, den besidder (; Jeg er bange for, at vi mennesker kommer til at satse vores overlevelse på det.
Mig og min stråleplet!!! Jeg nåede ikke til at teste det med at sprøjte med mælk og jeg har heller ikke prøvet med agerpadderokke – selv om vi faktisk har en del dem. Og også brændenælder i øvrigt (; Hver år starter den med fine grønne blade og en blomstring, der tager vejret fra en og efter nogle uge begynder det. Men lever og overlever gør den og nu igen blomstrende. Jeg nænner ikke at plukke dem, snuser bare til dem.
Jeg prøvede at google min hjerne og bagefter på den computer med skærm, men der var ikke rigtig hits på hudpleje og padderokke. Jeg fandt nogle kosttilskud, og så skriver gamle urte-Marcussen den som god ved hårtab. Det har jeg prøvet sammen med brændenælde og Valleforce og så kom jeg gurkemeje i for ikke at blive grønhåret, meeeen man skal jo holde ved, og det gjorde jeg ikke. Jeg tror, det ville have virket. Jeg mener, at Hårklinikken bruger padderokke lige som de bruger bukkehorn. Men ellers har jeg ikke fundet noget
Rose of Jericho bruger bl.a. Orgins men også andre, det er nok den mest almindelige tørkeoverlever i kosmetik. Jeg har haft en og set underet ske.
Tak for ord til mig <3 Kh Lise
Linda Nedergaard skriver
Wauh hvor er det vildt ? hvilken udvikling på 3 timer, og hvilken en fighterånd i det grønkål ? Tak for et inspirerende skriv og også en dejlig weekend til dig ? Kh Linda
Lise Grosmann skriver
Linda Nedergaard: Ja, det er vildt, at der findes planter af den slags, som kan overleve det umulige. Grønkålen er såmænd også rigtig dygtig (;
Og tak for dine søde ord, som gør mig rigtig glad. Dejlig weekend kære <3
Lotte Munk Andersen skriver
Elsker Esse og vil så gerne prøve denne serum. Jeg fugter min hud flere gange om dagen, så denne lyder spændende.
Lise Grosmann skriver
Lotte Munk Andersen: Det er også en fantastisk serie og jeg synes generelt, at produkterne ud over alle mikrobetalenterne er meget hudtilfredsstillende på fugt og fedt.