For hvad nu, hvis ens hud er tør, sart eller måske atopisk? Eller man bare gerne vil undgå det!
Vi andre leder af lyst til at prøve nyt, men for de 20 procent for hvem tørhed, irritation eller måske eksem er hverdag er der ikke meget sjov i at stå foran den ene uoverskuelige hylde efter den anden. Eller lægge i indkøbskurv på nettet for endnu en gang at opdage, at det heller ikke denne gang var cremen, der havde det, der effektivt stoppede problemerne og gav huden – og én selv – ro.
Faktisk har hele 79 procent af os mere eller mindre vedvarende problemer med huden. Og det er i sandhed et organ, der kan volde rigtig mange problemer. Faktisk dybt i os både fysisk og psykisk. Hud er et meget stort organ, når det driller, og det er synligt for alle.
Uffe Koppelhus, der både er hudlæge og biokemiker, har set rigtig meget syg hud og ulykkelige mennesker med syg hud. Han var selv blevet lidt træt af de manglende muligheder. Kosmetikhylderne er med få undtagelser ikke brugbare og den medicinske vej har ofte bivirkninger. Han vidste jo, hvad der var brug for. Fugt og den gode barriere, der kan holde huden i god balance.
Altså måtte han selv skabe den serie med de ingredienser, der kunne løse både problemer og holde dem fra huden hos dem, der endnu ikke havde dem. Det blev til MDerma i samarbejde med DermaPharm.
Alle produkter – og der er både til ansigtet, kroppen (inklusive intimområdet), hænder, fødder og hårbund – er certificeret AllergyCertified og Astma Allergy Nordic og flere af dem allerede med Danish Beauty Award. Og vi møder masser af de ingredienser, vi allerede kender og ‘elsker’…..ceramid, niacinamid, hyaluron, glycerin, urea, zink, shea smør, bivoks, lactic acid (mælkesyre), lanolin, mandelolie osv.
Serien har således alt fra fugt til normal og tør hud til den sensitive røde og måske kløende hud samt problemløsere til sprukken, ødelagt og skællende hud. Cremer, der absorberes let og andre, der danner en nødvendig barriere. Altså specialcremer til ekstremt tør atopisk hud, der er så beskadiget, at den skal beskyttes mod omgivelserne.
Simple lipidcremer, der hovedsagelig består af petrolatum. Silikone optræder også på nogle af ingredienslisterne. UHA! Ved præsentationen af serien tidligere i år, hørte jeg jo Uffe Koppelhus forklare det hele, men jeg ved, hvordan I og mange har det med især petrolatum, så jeg bad ham forklare.
Uffe Koppelhus har ordet:
“Fokus for MDerma og undertegnede er at fremstille effektive hudplejemidler, som virker. For at cremerne virker, skal vi bruge effektive ingredienser. Det er også vigtigt, at produkterne er så behagelige som muligt at have på huden. Det nytter ikke at lave verdens mest effektive creme til huden, hvis ingen kan holde ud at have den på.
Hos MDerma anvender vi petrokemiske ingredienser (f.eks. vaseline og paraffinolie), fordi de er effektive, og der er mange års erfaring med dem – bl.a. i hudlægekredse – uden det har givet den mindste anledning til bekymring. Disse stoffer er fantastiske til at holde på hudens egen fugt og tilstopper ikke hudens talgkirtler.
Vi anvender enkelte silikonestoffer i nogle af MDermas produkter. Det gør vi, fordi disse stoffer har særdeles effektive fugtgivende egenskaber samtidig med, at de medvirker til, at cremerne hurtigt “smelter på plads” i huden og ikke føles klistret efter påsmøring.
Både når det gælder de petrokemiske ingredienser og silikonestofferne, har vi ikke set nye data, der har givet anledning til bekymring for disse stoffer. Tværtimod er der tale om kemisk ret veldefinerede stoffer, hvor der findes grundige sikkerhedsrapporter, som godkender stofferne til kosmetisk brug. Derimod mangler der ofte dokumentation for, hvordan plante- eller frugtudtræk virker på huden – både når det handler om effekt og langtidseffekten ved at smøre sig med disse stoffer.
Det er min erfaring som hudlæge, at det ikke er cremer med højt indhold af sådanne “naturlige” indholdsstoffer, som løser patienternes hudproblem. Tværtimod øges risikoen for kontaktallergi med antallet af “naturlige” ingredienser i en fugtighedscreme.
Hos MDerma har vi derfor valgt at fremstille disse effektive og hudvenlige cremer med veldokumenterede ingredienser, da vi ved, at de kan hjælpe en masse mennesker med hudlidelser af forskellig art. ”
Uffe Koppelhus, Scientific Advisor, Klinisk lektor, hudlæge, cand.scient. (biokemi), ph.d.
Jeg vil gerne opfordre jer til at kigge nærmere på serien HER. Læs HER om, hvad det vil sige, når en creme er hydrofob, hydrofil og keratolytisk. Og HER har I alle tiders oversigt over ingredienser, som I ofte støder på også i andre produkter. Gem den godt ♥ I det hele taget er mderma.dk et nyttigt opslagsværk for dig, der gerne vil vide mere om hud fra mennesker, der har arbejdet med netop det og udvikling af produkter i mange år.
Jeg undskylder den ualmindelig dårlige kvalitet på der her foto, men jeg tror, man godt kan ane, hvad der står. Og det er jo noget af forklaringen på alle de mange ingredienser, der ofte står i INCI (ingredienslisten).
Liv Davids skriver
Tak for dit indlæg.
Jeg er meget glad for Mderma serien. Jeg er velsignet med en atopisk hud, og så har jeg (velbehandlet) rosacea. Min hud er tør, også i ansigtet. Milde cremer med Petrolatum og parafinolie kan virkelig lindre mit sarte tørre ansigt, uden at irritere. Ren Petrolatum duppet på halsen efter en mild ansigtsmist, gør underværker, når huden er helt tør og vanskelig. Jeg har ikke opnået samme effekt af vegetabilske fedtstoffer og olier… og jeg har prøvet en del ?
Jeg nyder at læse med her hos dig, din viden er stor og du formidler den supergodt, tak for det ?
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Hvor er det dejligt at høre. Selvfølgelig ikke, at du døjer så meget med din hud, men at du kan bekræfte, at der faktisk netop er hjælp at hente i det mineralske fedt, når hudbarriere revner og sprækker og er hypersensitiv.
I sådan en tilstand er der brug for en membran, en forbinding på huden, der giver ro. Naturlige planteolier indeholder så mange stoffer, der kan gøre godt på en sund hud men kan trigge immunforsvaret i en syg hud som din. Og du kan godt bilde mig ind, at du har prøvet en del.
Og så et stort tak for ros til mig, det betyder mere end du aner, tak kære <3
Anette Waaben skriver
Måske skulle jeg forsøge med MDerma.
Det er ligemeget hvad jeg prøver af Nicinamid, Beaute Pacifique og andre meget roste produkter, så får jeg tørre pletter og røde plamager efter et par dage. A-vitamin i forskellige former tåler jeg heller ikke, for min hud ligner en ulykke efter få dage.
Lige nu bruger jeg nogen cremer fra Yves Rocher og der er kommet nogenlunde ro på, men jeg vil da prøve MDerma, når de slipper op.
Lise Grosmann skriver
Anette Waaben: Allerførst er det jo dejligt, at du har fundet noget, din hud ikke skriger nej til. Og det fryder mig lidt, at det er Yves Rocher. Måske husker du min tekst ‘Snob nu af’ netop om, at de gode produkter fravælges på grund af et ikke så tjekket ydre.
Det kan være mere end svært at finde ud af, hvad der hysser hud og somme tider må man bare konstatere, at man skal holde sig fra det. Og ellers går vejen jo over tests – egne og hos hudlægen.
MDerma er på det punkt et godt sats, fordi produkterne er udviklet af en hudlæge, der kender til, hvad der trigger problemer og så er de ydermere dobbelt allergicertificeret.
Lise skriver
Anne-Marie Andersen: Ved pressemødet blev Uffe Koppelhus spurgt virkelig mange gange om det med petrokemiske ingredienser og silikone og tilstopning, men han lod sig ikke rokke. Og det kan meget vel være, som du skriver, at det er noget med formuleringen.
I hvert fald nytter det jo ikke at være så pokkers imod bare for at være imod, hvis det kan give huden ro. Det har jeg selv oplevet på et tidspunkt, hvor 8Hour var løsningen.
Mange nævner mineralsk olie/vaselin som noget snavs, man lige tager fra ved en olieboring og så fylder på krukker. Hvad miljø angår, så er det der jo som biprodukt under alle omstændigheder. Uanset om det bliver brugt i medicinske eller kosmetiske produkter. Hvor det selvfølgelig er renset.
Hvad silikone angår, så var der en for nylig, der sagde til mig: Ved du, at det er i coveret på mobiltelefoner! Silikone bliver jo også brugt i enorme mængder i industrien.
Det er Derma, der fremstiller produkterne, og de laver i forvejen certificerede produkter, så de har know how. Det er ret overbevisende – også – synes jeg.
Hvis du prøver noget fra serien, så fortæl gerne lige som jeg skrev til Maj.
Anne-Marie Andersen skriver
Jeg har hentet appen SkinCoach, der udfra mit foto analyserer og sætter mit hovedproblem til at være moderat sensitiv. Appen viser de steder der er rødme i huden tydeligere end det blotte øje umiddelbart ser. Og jeg troede ellers lige jeg var godt kørende, men jeg kan godt se den har ret. Den fraråder præcis de ingredienser jeg har størst problemer med (høje doser A-vit. Glycol og frugtsyrer, samt sæbe) og anbefaler beroligende produkter.
Det bedste jeg har prøvet til dato for at lindre akutte irritationer er at forfugte med Avene mist og bruge en god øko. ansigtsolie som jeg tilsætter Bio-Kult. 3 dråber af det på den våde hud masserer jeg til det ikke føles grynet (=hinden om mælkesyrebakterierne opløses af vandet og de levende bakterier frigives). Måske et fif Maj kan bruge, det er i hvert fald en meget økonomisk løsning til os der ikke har budget til Esse.
Jeg kan også tydeligt mærke irritation af nogle naturingredienser. Nu ved jeg tolerence fra Avene er et bedre valg for mig end fugtmaske fra Origins. Derma har jeg været glad for, så MDerma kunne bestemt komme på hylden herhjemme?
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Endnu et tip, hvor er I bare goe <3 Jeg må da prøve den app - hvis jeg tør (smil).
Bio-Kult og ansigtsolie er også nyt for mig, og tak for tip fra os alle her. Vi håber, at Maj læser med.
Avène-misten er guld. For nylig havde jeg besøg af en, hvis øjne kløede hun kunne ikke holde fingrene væk. Så hentede jeg misten og slut med kløe. Nu kan man ikke rigtig bruge Bioderma's SOS spray på øjnene, men den har jeg dæleme haft glæde af mange gange. Også lige nu, hvor jeg blev stukket af en hestebremse og det begyndte at hæve.
At Avène, La Roche-Posay, A-derma og Ducray er så fine til sart hud er jo fordi, de er udviklet med henblik på det og ofte indeholder det, mange kalder 'kemi'. Men ingredienser skabt i laboratorium og altså sådan noget som mineralske fedtstoffer indeholder jo ikke de allergener, der er i den ellers så dejlige natur. Derfor vælger de dem også meget nøje hos MDerma, fordi mange produkter netop er til den sarte eller egentlige syge hud.
Maj B-D skriver
Hvor meget Bio-Kult tilsætter du? Er lidt i tvivl om hvad du mener med tre dråber ?
Venligst Maj
Anne-Marie skriver
Jeg drysser 1 kapsel Bio-kult i en af de små pipetteflasker fra EGF-serum. Mener den er på 3 ml, og jeg fylder den ca halvt op. Ryster den godt hver gang inden brug. Med pipetten tager jeg en dråbe og sætter på panden og derefter en dråbe på hver kind. Sprayer med Avene mist enten før eller efter og masserer det i ansigtet. Håber det gav mening
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie: Vi håber, at Maj opdager, at du leverer opskrift og ellers sender jeg hende en mail. Tak kære
Maj B-D skriver
Dette indlæg er desværre som med et – temmelig ondskabsfuldt – trylleslag blevet relevant for mig. Jeg som ellers hyggede mig med at afprøve cremer etc for “hyggens skyld”, har i juli måned i år udviklet atopisk eksem. Om øjnene. Aaarrrh men altså… her gik man og var forfængelig og smurte fordi man bare gerne ville ha glow eller bounce eller noget andet og pludselig har jeg henholdsvis røde, hævede og brændende øjenlåg der ligner 8 timer i tropesol uden spf og dagen efter kløende, skallende, forhornede rosin-øjenlåg som får mig til at ligne Grauballemandens mor. På dag fire er jeg ved at være ok. Så har jeg to dage med sådan rimelig normal øjentilstand og så fandenrasme om det ikke kommer igen. Min akut tid (??!) hos hudlægen har fire ugers ventetid. Til den tid er jeg blevet single igen og mine børn har afskrevet mig som mentalt ustabil.
Pludselig har udtrykket desperate housewife fået en hel ny betydning….
Så TAK for dette indlæg og de fine links ❤️
Lise skriver
Maj B-D: Det er IKKE her, der skal grines, men det gjorde jeg altså. Humoren er det i hvert fald ikke gået ud over…..tak tak for en skøn kommentar <3
Men sikke noget hø med huden og hudlægen og så'n. Nu er det jo ikke for at komme til at tale om me sæl me sæl, men jeg er i øjeblikket ved at blive vanvittig af kløe som om noget bittesmåt stak mig fra hårbund og ned. Der er nu i mit tilfælde ikke noget at se, men jeg får ski da revet håret af knolden snart, for jeg kan ikke holde neglene væk.
Jeg har faktisk tænkt på hudlæge, men efter at have læst, hvad du skriver, så tror jeg, jeg opgiver den tanke og klør videre (;
MEN bortset fra det har jeg faktisk tænkt mig at smøre den creme MDerma kalder MD01 Lipid Balm i hårbunden, for det skriver de, at den kan bruges til. Og det kunne da være, at du kunne have gavn af deres cremer som jo altså er udviklet af en hudlæge, som har set en del til sådan nogle som os med hyshud.
Hvis du gør det eller finde anden løsning, så ville det være fantastisk at få at vide – please! Det ville jo være synd om din profeti gik i opfyldelse…åh, Maj, det var ubetaleligt at læse <3
Maj B-D skriver
Jeg har bestilt denne her
https://mderma.dk/produkter/vis/mderma-face-21-moisturising-gel-50-ml i første omgang. Jeg er ikke helt sikker på om jeg ikke også skal ha et “fedtlåg” til at holde på fugten, men det må jeg vurdere. Én ting af gangen, det tror jeg er devisen. Og selvfølgelig vil jeg melde tilbage. Radiotavshed er så lig med status quo.
Og der må gerne grines, for pokker da, det er da skæbnernes ironi. Det sætter ligesom tingene i perspektiv og gør cellulite til noget fuldstændigt arbitrært – jeg mener, der er ingen der ser min hytteost på lårene på stranden, når nu jeg kan fremvise et par øjne som dem jeg har haft i sommer… og så er jeg jo slet ikke ramt som så mange andre med svære lidelser. Makes you think
Lise Grosmann skriver
Maj B-D: Det er en ret let gel, men der er jo – som du skriver – bare at prøve og vurdere ekstra behov. Radiotavshed = det virker og ellers fortæller du ((;
Og så griner jeg ellers videre, du er da et talent med billedskabende ord Maj….hytteost på lårene, den havde jeg faktisk ikke hørt før. Men ja…vi er trods sligt heldige, og det makes you think og huske at være taknemlig og så ellers gribe vores overskuelige problemer praktisk an.
Anne-Marie Andersen skriver
Spændende og tankevækkende. Jeg har ikke prøvet MDerma, men har desværre erfaring fra min hud med øget tendens til tilstopninger, ved petrokemiske ingredienser og silikone. Men det kan jo være formuleringen ikke har været så god som i MDermas produkter. Jeg kender i hvert fald alt til værdien af at få ro i huden, så er meget taknemmelig for viden om det.