Nu, vi er ved vitaminerne, så er B3 da et must med mange talenter:
Pigment (misfarvninger), sensitivitet, porer, akne, ar, hudens egen beskyttelse og fugt hører til talenterne. Og ny forskning viser, at B3/niacinamid måske er den hudkræftforebyggende ingrediens, vi godt kunne bruge. Efter fire randomiserede, dobbeltblinde studier, hvor man anvendte simuleret kortbølget UVB- og langbølget UVA-stråling (altså ikke sol), sås en tydelig immunbeskyttende effekt. Selv ved stråling svarende til 20 minutters sol. Der blev anvendt nicotinamide (på dansk nikotinamid) – en anden betegnelse for B3* – i 0,2 eller 5 %. Endnu er mekanismen ikke klarlagt, men B3 er blandt andet vigtigt i cellernes energiproduktion.
* Betegnelsen B3 er fællesbetegnelse for nikotinamid og nikotinsyre, der tilsammen også kaldes niacin.
Og netop den meget vigtige oplysning om effekt i forbindelse med hudkræft, får mig til at huske, at Søren Frankild under sit foredrag, hvor han talte om bl.a. basalcelle carcinom, netop nævnte niacinamid. For basalcellekræft er i virkeligheden mangel på energi i cellerne, sagde han, og en af vitaminets betydninger i kroppen er netop at indgå i to co-enzymer, der er afgørende i cellernes energiproduktion.
På foto ses produkteksempler, hvor B3 står højt på ingredienslisten. Smuuk Skin Pure Skin er det af seriens produkter, der har højest indhold af vitaminet. Plus flere andre vitaminer herunder fra B-gruppen samt mineraler og antioxidanter. Altså en god indvortes allieret.
Foto: Pixabay
I kosten er det især kød, fisk, æg og mælkeprodukter, der indeholder niacin. Et mangelsymptom er i øvrigt sygdommen pellegra, der bl.a. viser sig som pigmenteret tør hud, hvor den udsættes for sollys.
Tine L skriver
Er B3 også en ingrediens, som huden skal vænnes til i en indkøringsperiode? Jeg har prøvet Pudderdåsernes version én gang om dagen i en uges tid, men fik meget tør hud og knopper i panden. Og nu er jeg netop startet på en natcreme med B3, men efter nogle få dages brug svier min hud som bare pokker ved påføring.
Jeg bruger den samtidig med BHA, men de er jo efter sigende ideelle makkere.
Lise Grosmann skriver
Tine L: Jeg har ikke selv oplevet tilvænningsbehov med B3, men hud er jo ikke ens. Jeg brugte i en lang periode netop Pudderdåsernes B3 uden de problemer, du nævner. Dog nævnes rødme – tingling/flushing – også ved indtagelse. Det kan jo også være salicylsyre.
Problemet belyses her https://www.allure.com/story/niacinamide-skin-care-redness-side-effect
Marie skriver
Pudderdåsernes niacinamid har en meget høj koncentration på 10% hvor der bliver anbefalet en koncentration på omkring 2% niacinamid.
Lise Grosmann skriver
Marie: I studiet er der anvendt en forholdsvis lav procent. Men Paula’s Choice har jo en med 20%, som jeg personligt heller ikke har problemer med. Men hud er jo ikke ens og jeg tror altså, at problemet for Tine måske er/var kombi med BHA – uden at jeg jo kan vide det.
Kirsten V skriver
Jeg har lidt pigmentfejl.
Hvilken creme ville du bruge til at lysne og helst fjerne dem?
Har du erfaringer med, Clinique Even better clinical dark spot corrector?
Eller ville du anbefale Cosmelan behandling eller IPL eller?
På forhånd tak Lise. 🙂
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: IPL er jo den sikre og mest effektive metode, jeg har selv fået fjernet en stor plet for år tilbage.
Jeg har ikke selv prøvet Clinique Even Better men hørt om fine resultater. Cosmelan har jeg heller ikke personlig erfaring med.
Til gengæld så jeg fine resultater med Vichy Liftactiv AOX Antioxidant & Anti-Fatigue Fresh Shot med 15% vitamin C. Ikke at pletterne forsvandt, men huden blev helt tydeligt mere klar og frisk.
Endelig er Ducray Melascreen Depigmenting (fås også som solcreme) et godt bud. Men der er jo mange lysnende produkter ‘derude’.
Kirsten V skriver
Mange tak, for dit altid gode og grundige svar Lise. 🙂