Måske tager jeg munden for fuld i overskriften, men i går var jeg til præsentation af en ny serie i Eau Thermale Avène. Og her er det vigtigt at have ’Eau Thermale’ med i navnet, for dette vand har for alvor vist sig at være helende på hud. Syg hud. Ekstremt tør hud. Eksem-hud. Jeg vender tilbage til Xera Calm A.D serien. Men Alexandre Couttet, som er farmaceut og var kommet fra Frankrig for at fortælle om de mange studier og de fantastiske resultater på ikke mindst børns syge hud, han sagde også nogle ganske tankevækkende ting om, hvorfor vi oplever så meget mere allergi i dag, at hvert femte barn har eksem.
Hygiejne-teorien, som jeg skrev om her, er en af dem. I dobbelt forstand. Altså at børn ikke længere udsættes for det naturlige miljø. De opbygger ikke et forsvar. Og så er der forureningen, men sagde Couttet, det er jo ikke bare bilos og fabriksrøg, det hænger også sammen med blandt andet den øgede hygiejne og de midler, vi praktiserer den med. Disse kropsfremmede stoffer ophobes i luften sammen med dunster fra maling, tekstiler osv. for vi lufter ikke ud mere. Et af de steder, de generer er selvfølgelig på huden. Og derfor, sagde Couttet, er rensning af huden faktisk vigtigere end pleje (men det er jo ikke lige meget med hvad man praktiserer det).
Og så er der kosten! Og her troede vi alle, at nu skulle vi høre om økologisk kontra ikke-økologisk og alle de sædvanlige kostmantraer. Men det, Couttet gjorde opmærksom på, var, at for nogle generationer siden, spiste man ikke så mange forskellige ting. Faktisk var kostplanen meget enkel og rummede i sagens natur mest det, der var til at få lokalt, så variationen bestod mest i den, der faldt naturligt med årstiden. Der landede ikke hver dag mængder af fremmedartede frugter og grøntsager på grønthandlerens hylder. Tænk, hvad unge og børn i dag er blevet præsenteret for – og i morgen er det en ny superfrugt de får med i børnehave. Det vil tage generationer at tilpasse sig for kroppen, sagde Couttet. Og imens vil stadig flere børn få allergi og eksem.
Jeg tror, jeg skal have grønkål i aften.
Anneka skriver
Min første tanke var også: ..tankevækkende!
Og det accelererer. Det er ikke så mange år siden at det var eksotisk og fremmedartet bare med pasta feks. Det var det så til gengæld nogle år. Nu kommer der nyt hele tiden. Ikke så underligt hvis fordøjelsesenzymerne heller ikke altid kan følge med. Og tarmene er jo også forbundet til immunsystemet.
Skønt at det lokale udvalg i sæsonen også er billigt …blomkål o.lign lige nu 🙂
Anneka skriver
PS. Og glæder mig hvis de kommer med en endnu mere dulmende spray fra Avenue Eau Thermale. Den er jeg lidt afhængig af!
Lise skriver
Anneka: Ja, pastaen kom ind og kartoflen røg ud og nu er det vendt igen. Den ny-nordiske madmode har en fordel, vi kommer til at spise lokalt og så kan det ikke blive helt fremmed for os og vores immunforsvar i tarmen (udgør 70%).
PS: Det er ikke en power-spray, der kommer, men man analyserede kildevandet og fandt THE active ingrediens (ud over mineralerne), og den udnyttes i en ny hudplejeserie til meget tør hud og eksemhud. Men man kunne da forestille sig, at Pierre Fabre – firmaet bag Avène – lavede en særlig dulmespray, som var beriget kildevand.
Helle Rick skriver
Ja, det er et under at jeg overhovedet har nået den alder jeg har. Jeg skal da lige love for, jeg har gjort alt det man ikke må mere idag 🙂
Jeg har som barn fået lov til at lege ude. Jeg har fået mine knops og har på den måde lært at passe på selv uden at mor og far står klar før der overhovedet er nogen grund til det. Jord under neglene. Orm har været i munden. I dag skal alt være så frygtelig klinisk rent. Hvordan kan man overhovedet få kroppen til selv at blive immun over for de situationer der kan gøre en syge, når man ikke får lov til at komme lidt i kontakt med det. Det er tankevækkende.
Lise skriver
Helle: Ja, førhen var man ikke så hysset med hygiejnen i det små, børns immunforsvar mødte udfordringer i etaper som de nu kunne komme omkring og finde orm (; I dag ville en pædagog velsagtens blive fyret, hvis et barn spiste sand i sandkassen. Man er jo opmærksom på det her inden for videnskab/medicin men derfra og til igen at etablere et naturligt forhold til livet med det derude og omkring os, der er lang vej. Der kommer nogle små trendbobler som den nye nordiske mad og så går også det over og det bliver noget fremmedartet, der er spændende. Det, man hele tiden skal huske, er, at en væsentlig del af vores immunnforsvar er i tarmen. Så alt, hvad vi spiser, skal der tages stilling til dernede. Er det noget vi kender? Ok, lad det passere! eller UPS, det her er farligt, det har vi ikke set før! Vores store nysgerrige hjerner er også ofte vores – og andre eksistensers – store problem (;
Rikke Bisgård Sørensen skriver
Tankevækkende!
Lise skriver
Ja, det er Rikke. Vi har så travlt med at støve fremmedartede ting op med antioxidanter, der måles efter en tabel, som har lukket sig selv (ORAC) og så gror det, vores krop trives bedst med hos os selv.
Marlene Høj skriver
Jeg døjer selv med pollenallergi – Især birkepollen forpester mit liv! Både når pollene er i luften (allergien var så slem i år – 12 dage med tungt hoved, hovedpine, træthed, kløende øjne, rindende næse – Jeg fik faktisk lidt feber af allergien og kunne mærke, hvordan lymfekirtlerne arbejdede ved halsen. Allergipiller, øjendråber og næsespray, binyrebarkhormon i pilleform og til sidst som indsprøjtning inden jeg fik det godt igen), men krydsallergierne er næsten lige så slemme… Æbler, pærer, blommer, nektariner, hasselnødder, mandler, kirsebær, ærter og så videre må jeg holde fra fra, så længe det er friskt 🙁
Måske er der noget om snakken?!
Lise skriver
Marlene: Det er jo i hvert fald hverken birkepollen eller de fleste af de madvarer, du nævner, der er skyld i det. For det er alt sammen ting, man har spist i generationer. Men andre ting kan jo sparke immunforsvaret ud af balance, og så er det i værste fald, at kroppen – som ved autoimmune sygdomme – kan begynde at angribe eget væv.
Men jeg føler med dig og dit bøvl, jeg døjede tidligere med birk og bynke og havde hyppigt nældefeber, men så voksede jeg åbenbart fra dig (men fik noget andet!!).