God vilje og ikke mindst initiativ tæller – også selv om der er lang vej igen
Jeg har vist skrevet det nogle gange, men det tirrer mig somme tider, at man (mange) helt unuanceret går efter at kritisere skønhedsbranchen for alt fra giftig kemi til miljø og dyrevelfærd (brug af forsøgsdyr). Nu ER det jo en temmelig omfattende branche og temmelig world wide, så selvfølgelig rammer kritikken berettiget mange gange ude i verden.
Foto: Lad os starte med produktet længst til højre, som jeg kom til at fotoklippe navnet af. Det er (selvfølgelig) Derma, den danske serie, der har alle de certificeringer, der fortæller, at de tager hensyn til vores hud og til miljøet. Og du har råd til at bruge solcreme NOK * Og så er der 3 x L’Oréal repræsenteret af Biotherm og La Roche-Posay. Man kan læse det tydeligt på emballagen, at der er skruet gevaldig ned for plast-forbruget. Og Biotherm er meget stolte af at have opnået det danske Svanemærke. Biotherm arbejder unægtelig ihærdigere end de fleste på at nedbringe plastikforurening, og så er de jo ‘waterlovere’, og tak for det også.
Men hvis vi holder os til Europa, som er det største marked for kosmetiske produkter i verden, så er der altså ganske mange initiativer at få øje på. L’Oréal som verdens største for eksempel. Og formentlig også DE største, når det komme til at arbejde plastik væk, bruge mindre vand, skåne naturens sjældenheder og udfase dyreforsøg ved bl.a. allerede for mange år siden at have skabt kunstig hud til tests.
Foto: Her har vi et af de nye fine danske initiativer, [Re•Essence] Hand Soap. Og hvorfor så det? Fordi vi har vand i hanen, og det er der mest af i sæbe, og det vil sige, at vi bare skal genkøbe de små poser. Det sparer transport og CO2 og der bruges mindre plastik, når vi selv bruger mindre af det ved at genbruge. Det er en rigtig fin idé, som du kan læse mere om HER.
Hvor er alt det henne i modebranchen? Og hvad med de der flade alle går rundt med i hånden? Hvem sagde slid på sjældne mineraler ofte med fatale konsekvenser for miljøet? Og hvem tør sige børnearbejde i minerne? Næ, lad os vise nogle kaniner med røde øjne, fordi man tester mascara på dem. Der er stadig knuder, men ikke desto mindre…. “Har dyreforsøg været forbud i EU siden 2004 for færdige kosmetiske produkter og siden 2009 også til test af individuelle kosmetiske ingredienser.” Citat HERFRA.
Foto: Evolve er i det hele taget en ‘foregangsserie’ på det miljømæssige ved at være EcoCert økologisk certificeret (i nogle tilfælde hele 80%) samt Vegan og Cruelty Free. Og som noget helt unikt, så har de udviklet emballager af græspapir (Bio-Retinol + C Booster), som du kan komme i komposten. Men du finder også ingredienser med superkræfter fra naturen som svampe og ectoin
Måske er den største synder os selv! Vores forbrug! De valg, vi træffer! Vi stemmer som bekendt med indkøbsvognen! Hvis ingen vil købe dit skidt, fordi det er noget skidt, så bliver du nødt til at forbedre eller lukke butikken! Og så er der jo lige håndteringen af affald. Det hjælper jo ikke meget, at der arbejdes på genbrug og refill, hvis vi stadig bare smider væk.
Foto: Det er svært at overgå Aveda både i produktkvalitet og miljø- samt dyrevelfærdsinitiativer. Og læg hertil deres mange etiske initiativer ude i verden. Læs mere HER. De to produkter er forholdsvis nye, og de ligner det, som rigtig mange hårstrå – ikke mindst dem, der kom sydpå – har brug for efter ferien. Produkterne ‘lukker’ hårstråene, og ligesom med huden, så holder det fugt og smidighed inde og giver noget glow til det ydre * UpCircle Shampoo Crème er ny fra UK’s #1 Upcycled Beauty Brand, og det kan de med rimelighed kalde sig. Produktet skruer ned for vandforbrug og rækker tre gange så langt som en almindelig shampoo. B-Corp-, Cruelty Free-, Vegan- og Plastic Negative-certificeret og 100% naturlige ingredienser og genbrugelig emballage.
Som nævnt er der heldigvis mange, der bruger hjerne- og anden energi på at spare den vidunderlige natur, som vi er en del af, for mere af vores affald, og eksemplerne herover står heldigvis ikke alene.
Og herunder et eksempel på både naturens farve- og formrige generøsitet OG nabovenlighed ♥♥♥♥
GOD WEEKEND allesammen, lad os håbe, at den bliver til ikke alt for vådt udeliv ♥
Annette skriver
Kære Lise
Godt brølt løvinde! Dejligt at du er på mærkerne.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, tusind tak for ‘hip’ – og en gang imellem, så løber det jo af med løven her (; Mange hilsener, Lise