Selv om det ikke er nogen trøst, så ved jeg, at jeg ikke er alene. Måske kender du problemet?
Den sved, de lycraklædte sveder, den er cool og mere end nogensinde. Birthe Linddal’s ord fra sidst jeg skrev om sved her i spalten i august 2018 passer perfekt til tiden: Sved er cool. Det er renselse. At svede sig gennem en lang løbetur viser stærk vilje, viljen til at gennemføre, overvinde udmattelse og smerte og atter engang vinde over sig selv. Komme ud på kanten og mærke, at man lever.
Foto: pixabay.com
Men det er den valgte sved og ikke sveden som vilkår ved hårdt arbejde, der er cool. Og slet ikke sved, der skjolder skjorten fordi man er stresset og usikker. Eller overvægtig. For så har man jo ikke kontrol. Det har jeg åbenbart ikke.
Det mærkelige er, at jeg faktisk ikke er nervøs eller stresset, faktisk meget sjældent, og jeg føler heller ingen hæmning sammen med andre mennesker. Tværtimod vil mange, der kender mig, nok sige.
Så måske er det den gamle historie om, at hvis man én gang har oplevet noget og har været generet af det, så frygter man, at det sker igen. For mit vedkommende hænger det nok ved fra en fortid, hvor usikkerhed og nervøsitet formentlig har skjoldet skjorten.
Ikke mindst i disse for os alle skræmmende tider er det en bagatel, der blegner, men lad os nu alligevel se på de hjælpemidler, der er. For hvordan stopper man den sved, der not er hot?
Vil man gå den radikale vej, så kan svedkirtlerne fjernes ved hjælp af en sugekanyle, som de beskriver det HER. Botox er også en mulighed, faktisk har det været brugt som svedlammer før det blev en populær rynkelammer. Som behandling mod armsved er den kun midlertidig. Og så er der en permanent ikke-kururgisk mikrobølgebehandling, miraDry, som de beskriver HER
Men hvad med antiperspirant? Den stopper sved effektivt, men der er rigtig mange, der vælger fra, fordi de ikke vil aluminiumklorid/aluminiumklorohydrat, som propper svedkirtlernes åbning til midlertidigt. Der har været skrevet om ophobning af affaldsstoffer i kroppen, fordi sveden i armhulen ikke kommer ud. Og også, at stofferne trænger ind i kroppen og vil kunne øge risiko for brystkræft.
Ifølge toksikolog Ewa Daniel, AllergyCertified HER, så penetrerer aluminium kun i ringe grad huden, så vi udsættes primært for stofferne via mad og vand. Og i øvrigt ses kontaktallergi sjældent i forhold til den ellers omfattende anvendelse, siger hun. Bortset fra hvis produkterne (antiperspiranter som deodoranter) indeholder parfume, tilføjer jeg.
Tænk kemi er af samme formening, at det primært er mad og vand og ser heller studier, der har vist risici i forbindelse med brystkræft. Artiklen i Kosmetik (link ovenfor) citerer også læge Bente Klarlund Pedersen for at udtale, at der er udført undersøgelser som specifikt har vurderet om der er helbredsrisici forbundet med anvendelse af aluminiumholdige deodoranter til kvinder i strålebehandling for brystkræft, hvor huden kan være beskadiget. Svaret er nej.
Men hvad med alternativerne, dem, der kalder sig aluminiumfri, men indeholder potassium alum (eller ammmonium alum/alunite/alun), som er den naturlige form? Om det siger cand.brom Anne-Dorte Mathiesen til Kosmetik, at det ikke er fair eller korrekt at kalde den fri for aluminium, da de også indeholder aluminium.
Foto: naturesolution.dk
Under alle omstændigheder er der tale om et sikkert produkt. Her taler man bare ikke om antiperspirant men bakteriehæmmende effekt. Fra firmaet Nature Solution har jeg modtaget DO2, og den indeholder ammonium alum. Jeg har brugt den i dag, men da udfordringerne ikke er til stede i øjeblikket kan jeg ikke levere nogen egentlig stresstest.
DO2 findes som krystalstift, som aktiveres ved at man væder den med vand, samt som spray (man fylder vand på). Den kan også anvendes under fødder, i håndflader og med sprayen kan man fjerne lugt i sko og andet. Produkterne er certificeret Astma-Allergi Danmark, og du kan læse mere om dem HER
I sidste ende er det et valg, man selv træffer og mange går naturens vej og overlader svedlugt til æteriske olier. Jeg har selv haft gode erfaringer med denne….
Jeg skrev om den og andre produkter i et deo-tema HER og mere om Aurelia’en og de udfordringer, den holdt til HER
OG så er FAQ skriv om sved HER. Jeg beklager mine longskrivertendenser, men jeg kan så godt lide at komme grundigt rundt om tingene.
Annie R skriver
Da jeg gik væk fra antiperspirant (aluminium) prøvede jeg temmelig mange forskellige deodoranter af. Den eneste jeg synes der fungerer for mig (og endda i flere dage hvis den ikke vaskes af med sæbe) er nuud. De bruger sølv ioner til at hæmme bakterie væksten.
Lise Grosmann skriver
Annie R: Den kendte jeg ikke, så tusind tak for at fortælle. Det lyder lidt som de viskestykker, jeg skrev om for nylig, hvor det er sølvklorid, der stopper bakterievækst i tekstil. Spændende…
Dorthe C skriver
Den bedste deo jeg har prøvet hedder 5 days deo. Den er aluminiumsbaseret og dufter ikke. Jeg ser ikke godt nok til at kunne læse indholdsdeklarationen, men den kan findes på nettet.
Den findes også som fodspray. Jeg har ikke prøvet den men skal prøve til sommer
Lise Grosmann skriver
Dorthe C: Tak for at dele erfaring <3 Jeg kendte den ikke men fandt den på matas.dk og indsætter lige link til andre, der gerne vil stifte bekendtskab med den på din anbefaling https://www.matas.dk/safety-five-antiperspirant-30-ml
Karin winther skriver
Meget aktuelt skriv for mig! 🙌❤️
Jeg fik pludselig sidste efterår voldsomt sviende og kløende udslet i mine armhuler, efter jeg havde påført min deodorant! Jeg tåler ikke parfume eller æteriske olier, så det var en helt natur en jeg havde brugt i årevis! Første gang tænkte jeg, at jeg måtte ha gjort et eller andet helt forkert, måske under hårfjerning. Jeg ventede til udslettet og kløen var væk ! Men straks jeg brugte deodoranten sprang det lyserøde udslet frem igen! Det sved frygteligt og bredte sig værre end første gang!
Jeg blev meget skræmt, og i en lang periode var jeg uden deodorant, men prøvede noget talkum. Så fik jeg anbefalet en aloe vera stift, som jeg prøvede forsigtigt. Problemet var bare, at den ikke var særlig effektiv, når jeg gik mine lange ture, lavede yoga eller løb. Virkelig belastende, pludselig at lugte af sved, på den der rigtige “svedlugt” måde.
Nu faldt jeg over den deo der hedder Relevant, for et par uger siden, tog chancen, og jeg er virkelig virkelig glad for den !
De stakkels armhuler er jo blevet udsat for meget igennem livet og jeg har netop været meget opmærksom på ingen parfumer eller aluminium!
Tak for skriv 😊
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Hvor skønt <3
Jeg gruer lidt for at opleve det samme med min højt værdsatte Aurelia, for der har været en tendens til svie og ubehage i armhulen et par gange, så jeg sparer i den forstand, at jeg kun bruger den, når jeg skal noget. Til daglig er jeg helt uden, og dermed sker det jo altså, at jeg pludselig - som du skriver - lugter af sved på den rigtige svedlugt måde. Og den synes jeg er blevet grimmere med alderen.
Jeg har faktisk fået henvendelse fra Relevant, som ville lave et samarbejde, og det gør jeg jo ikke i - og så glemte jeg det igen, for jeg kunne jo sagtens skrive alligevel. Jeg ved, at Silke Grane har skrevet og sikkert mange andre. Og nu får vi så en test og en anbefaling fra dig, så stor tak for det <3
Karin Winther skriver
Og det med alderen og den ændrede svedlugt skrev du, og ikke jeg 😃 Men det var præcis hvad jeg selv, også fortvivlede over ! Jeg tænkte” hvor er der dog blevet af min rigtige DUFT der bare var krydret ! “
Men nu krydser jeg fingre for Relevant ! Så et par sportskvinder anmelde den, og også Grane, og tog chancen ! Og den funker 🤞🏼
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Nu googlede jeg lige, for jeg kan huske, at jeg engang læste noget om det men ikke hvad. Det var nu ikke det, jeg læste dengang, jeg fandt, men denne side. Jeg håber ikke, vi er nået dertil, men i hvert fald byder de ind med en kemisk forklaring https://www.agingcare.com/articles/old-person-smell-174839.htm
Fortæl endelig videre om testen af Relevant. God weekend <3
Karin winther skriver
🙌❤️
KarinVS skriver
Kære Lise 🌹
Tak for det spændende long-skriv 😅
Er meget glad for der er kommet mere balance i snakken om div deodoranter, det stemmer ret godt overens med noget en af Danmarks dygtigste naturlæger sagde til mig for 10 år siden ca:
‘Aluminium er ikke noget problem, det eneste tidspunkt det kunne blive farligt er hvis man har en infektion’! Hun forklarede videre at hvis man har en infektion i kroppen er cellerne mere modtagelige for forgiftninger, ellers er de små velfungerende lukkede fabrikker (cellerne altså).
Sjovt nok begyndte jeg for 5 år siden at bruge D02, og den var super effektiv, men pludselig fik jeg voldsom kløe der hvor jeg sprayede den på, og så vendte jeg tilbage til min yndlings: den med det grønne låg fra Vichy 😊
Hav en god eftermiddag ☀️☀️🌷🌷
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
KarinVS: Du er bare sød, tak kære <3
Ja, somme tider skruer det sig op til skræmmekampagner. Kloge råd og ord, du har fået og nu deler med os.
Jeg kan godt huske snakken om alun-alternativer for år tilbage men testede det aldrig. Og nu, du nævner VIchy, så tror jeg da, at jeg brugte den. Men nu er det altså Aurelia jeg indkøber i ret dyre domme, men den har vist sig effektiv, og det virker jo dobbelt, for så spekulerer jeg ikke over det med skjolderne.
Det blev en god eftermiddag, tak <3 knus lise
Pernille S skriver
Erfarer selv at min sved i armhulerne har ændret karakter med alderen. Har sjovt nok i mine unge dage aldrig rigtig været plaget af sved. Det er kommet snigende – ligesom alderen😆
Har prøvet Aurelia, men den kan slet ikke holde svedlugt væk gennem en arbejdsdag iført syntetisk kittel. Det kan derimod Rudolph Care. Altid den jeg vender tilbage til 👌🏼
Hvad angår en formodet sammenhæng mellem aluminiumklorid/aluminiumklorohydrat og brystkræft, så er der ingen evidens herfor Kh Pernille
S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg blev faktisk ret chokeret første gang, jeg opdagede, at min svedlugt var blevet virkelig ubehagelig, men noget af forklaringen ligger måske i det med fedtsyrer og antioxidanter, som beskrives i det link, jeg har sat ind i svar til Karin Winther.
Der er jo også det med hormoner og feromoner, som ikke længere er aktuelt, da vi ikke skal bruges til familieforøgelser længere.
Jeg har slidt to store krukker Aurelia op, og den virker næsten som en antiperspirant og i hvert fald har den grimme svedlugt ikke en chance. Men bare vi finder det, der virker for os.
Dejligt med et fagligt indspark på aluminium/brystkræft sammenhængen, som altså ikke er der. Kh lise og god weekend kære
Kis skriver
Kære Lise – beklag aldrig dine longskriv. De er informative, velformulerede og understøttet af fagpersoner og fakta. Jeg glæder mig til dem hver eneste dag.🌞
Kunne du ikke have lyst til at lave et skriv om plejeprodukter i kapsler?
Jeg er begejstret for Elisabeth Ardens retinol/ceramide kapsler- de er ikke helt billige og jeg tænker om jeg kunne få samme udbytte af creme med retinol.
Nyd den dejlige forårsdag.
Knus Kis
Tine skriver
Er der mon nogen her, som kan anbefale en ekstra effektiv antiperspirant? Jeg har længe ledt efter en afløser for den røde Vichy, da dens ‘duft’ er alt for gennemtrængende og sætter sig i mine bluser. Men det er desværre ikke lykkedes mig at finde et alternativ, som kan holde mine armhuler tørre – f.eks. er Aurelia helt håbløs (selvom den til gengæld dufter skønt 😊).
Lise Grosmann skriver
Tine: Jeg har ikke meget erfaring med antiperspiranter, det er mange år siden, jeg brugte dem. De sidste par år har jeg været utrolig glad for Aurealia, som du altså ikke kan med. Min mand er meget glad for sin Nivea, som vist ikke har særlig markant duft – jeg kan i hvert fald ikke lugte det (;
Det kan jo være, at nogen kommer med gode bud og ellers vil jeg foreslå dig at snakke med dem på apoteket, hvor du kan få aluminiumkloridsprit i forskellig koncentration. Måske er det noget – eller måske for kraftigt. Jeg googlede lige og fandt bud her på webapoteket https://www.webapoteket.dk/personlig-pleje/deodoranter-og-dufte/antiperspirant-til-kraftig-sved
Lise Grosmann skriver
Kis: Kæreste Kis, hvor er det utrolig sødt af dig at skrive, tusind tak <3
Og jo da, jeg vil gerne skrive om produkter i kapsler. De væsentlige årsager er jo dels at beskytte sarte ingredienser mod lys og ilt og forurening og så kan man spare konservering. Men et retinolprodukt i en pumpeflakon, som er lufttæt, kan være fuldt så beskyttet.
Og du kan tro, jeg fik nydt den smukke dag og gået den daglige tur. Knus lise