Solcremer har længe haft flere former, men alligevel er det her nyt. For der er – og tak for det – kommet mere fokus på at gøre det til en hudvelværehandling at bruge solbeskyttelse. Klistrede og hvidtende solcremer gør det til en sur pligt, man måske springer over. Det har mikropartikler og et bredere mix af filtre ændret på sammen med mere fokus på fugt og en lige så vigtig del af beskyttelsen som SPF. Der kommer en test af solprodukter her på bloggen, lige som jeg vender tilbage og skriver mere om sol.
For selv om man ved at læse, hvad jeg gennem tiden har skrevet om solbeskyttelse, kunne få den tanke, at jeg var imod brug af solcreme, så er det meget langt fra sandheden. Jeg prøver bare at understrege, at det ikke kan erstatte sunde solvaner som at blive i skyggen i middagstimerne. Det ER ikke et valg mellem pest og bylder, mellem at få kræft i huden eller måske kræft i kroppen et sted, fordi man mangler bl.a. D-vitamin.
Men tilbage til et par af de solprodukter, der varsler gode nye tider. For til plusproblematikken hører også radikalravagen, som UV-filtrene ikke stille meget op mod. Vichy har sendt tre ‘waters’ ud, tofasede olie og vand, og jeg vil især fremhæve Antioxidant, som indeholder polyfenoler fra blåbær. Og man skal huske, at antioxidanter skal på huden før man går ud, det er her, mens UV-strålerne udløser kaskader af frie radikaler, at de er vigtige. Så sørg for, at dit serum, som du bruger tættest på huden, også indeholder antioxidanter.
Der er også Hydrating, en ekstra-fugt spray med SPF, som vi allerede kender det fra Bioderma Hydrabio, der er røget ned af hylder lige så hurtigt, de blev sat op. Huden mister ekstremt meget fugt i solen, så det er en virkelig godt plus-tiltag. Og så er der to andre ret nye tiltag, som man kan overveje, nemlig solbeskyttelse, der ud over på traditionel vis via filtre at beskytte mod nye pigmentpletter samtidig arbejder på at reducere dem, der allerede er. Ducray Melascreen skrev jeg om HER og La Roche-Posay Anthelios Pigmentation har desuden lidt farve, så den dækker let.
OBS! Der er lille aber dabei ved disse mists, og det er, at man skal være ekstra opmærksom på at bruge nok. Man kan ikke rigtig på samme måde som med en traditionel solcreme dosere en teskefuld/håndfuld alt efter om det er ansigt eller krop. Fra Vichy lyder det, at man skal sørge for at gennemfugte huden, så meget, at man ikke mærker hudmodstand, når man smør produktet ind. Der skal være så rigeligt på huden, at det glider dækkende ud og fordelingen er vigtig som altid for solbeskyttelse.
Christina Hansen skriver
Det var da nogle spændende produkter fra Vichy, du har med i dag. Dem har jeg hverken set eller hørt om. Hvordan sikrer man sig egentlig at få rigeligt produkt på huden med den tynde konsistens?
Bioderma’s spray sprang jeg op og købte på apoteket, da jeg hørte om den for snart et år siden. Har haft den på én gang og den får aldrig lov til at nærme sig min hud igen. Den var forfærdelig! Lagde sig som et underligt og ubehageligt skjold og det værste var, da den skulle renses af om aftenen. Så grumset som sand eller kaffegrums..
Nu er jeg hoppet på to forskellige koreanske solcremer. Har dog ikke modtaget nr 2 endnu, men den første har kun overrasket mig positivt. Hvilket ikke er en selvfølgelighed, når det handler om solcreme.
I flere dage har jeg luret på Extreme Protect spf 30 fra iS Clinical, for jeg er i gang med deres Genexc serum. Jeg ved bare, du har prøvet den, er det ikke rigtigt? Er den god?..(selvfølgelig). Bliver man hvid?
Nåh, ja. Jeg kunne ikke modstå og har lige bestilt Premier Cru Le Serum fra Caudalie hos Magasin. Den har også bare at være god! Og billige Buffet, som de lige har fået. Der er jo 20% i dag.
Lise Grosmann skriver
Christina Hansen: Ja, det er. Jeg havde jo samme overvejelse som dig, så jeg spurgte. Svaret var, som jeg har skrevet, men det vil jo uanset det stadig være umuligt at vurdere mængde som ved en solcreme. Og mængde er afgørende for beskyttelsen, som vi alle ved her. Jeg har ikke fået testet dem, de få gange, jeg har været i solen, har jeg brugt Melascreen Light Cream, som jeg kun kan sige, føles rigtig god på min hud. Sidste år var min favorit Comfort Zone, som jeg jo altså sled op.
Jeg kan ikke erindre, at jeg har lavet testskriv på iS protecten, men eftersom jeg stort set har elsket alt fra dem, så er den uden tvivl god og beskyttelsen i top.
Med hensyn til Caudalie, så er den på min hud hver dag og den er skøn. Og det samme er Buffet, som jeg næsten har slidt op. Så det var efter min vurdering nogle gode køb, du gjorde.
HeLene skriver
Dejligt at du også kan lide Buffet, bruger du den sammen med caudalie, over eller under eller alternerer du dage med dem?
Lise Grosmann skriver
HeLene: Ja, jeg købte den for noget tid siden og jeg synes, det er et skønt produkt til 139 kr. Jeg bruger dem hyppigst på skift og har Buffet med Verso’s og Pudderdåserne B3 over om dagen og så Caudalie om aftenen. Men somme tider bruger jeg også Buffet under Caudalie om aftenen, selv om jeg oprigtigt mener, at flere lag serum er lidt spildt.