Men kan det noget, spurgte jeg hudlægen?
Jeg nød som nævnt mit Bjerring-moment med hudlægeros. Noget af det, han mente, jeg måske havde betjent mig af for at holde huden i form, det var peeling. Og jeg havde netop spørgsmål om hjemmebehandlinger som nåleruller og peeling. Om det giver noget seriøs hudforbedring eller om det er bedre at gå dybere og så lade huden få fred til at hele. Jeg har tidligere været inde på det, men nu ville jeg gerne have hudlægens ord.
Så jeg spurgte Peter Bjerring….. er det ikke bedre at få lavet ordentlige dybe huller hos kosmetolog eller hudlæge eller få en dyb peeling, der komme ned i hudlagene end at stå flere gange om ugen og småskade sin hud? Kontrolleret skade, som det kaldes, fordi det jo er det eneste, vi har adgang til derhjemme.
Foto: Flere år siden fra før armene helt kreppede og halsen slap. I øvrigt kan fenolpeeling, som jeg nævner herunder, ikke anvendes på kroppen og hvorfor, det får du svar på i linket om fenolpeeling
Peter Bjerring, som i øvrigt er en af de få i landet, der laver fenolpeeling*, var helt enig, og hans forklaring er ganske tankevækkende: Hjemmerulleri og egen-peeling laver ikke nok skade til at huden gider reparere! Og de behandlinger, der gør, herunder laser, de må kun udføres af hudlæger og kosmetiske sygeplejersker.
* Jeg skrev om fenolpeeling HER – bemærk, at Bonnie Erichsen fortæller, at denne peeling fjerner hele overhuden og genskaber den i en 10-15 år yngre udgave.
Og vi taler reparere i den forstand, at der laves opbyggende og hudforbedrende kollagen. For selvfølgelig reparerer huden også hjemmerulleri, vi kan jo ikke gå rundt med åbne huller eller på anden måde utæt og skadet hudbarriere. Men at danne de gode vævsopbyggende proteiner og undgå sammenhobning af de forkerte er ingen enkel sag for huden. Det kræver mange processer, og de kræver tid.
Det her er på ingen måde sommeregnede behandlinger, så der er tid til overvejelse. For hvis der på din ønskeseddel står noget virkelig synlig hudforbedring, så lad huden få det overstået med en behandling, der kan det, og så få tid til at hele og forny. Og sørg for at lægge den behandling i hænderne på den dygtigste.
Gentagne prikkerier skaber risiko for inflammation og alskens hudproblemer. Der er i det hele taget meget, der kan gå galt med hjemmenålerier. Hvad er det for en rulle, hvad er nålene lavet af, bliver den ordentligt renset før brug og hvad bruger man efter behandlingen?
Det mest indlysende er at bruge Bioeffect EGF serum, fordi der kun er få og rene ingredienser og fordi vækstfaktoren kan hjælpe til at skabe lidt mere end bare hurtig reparation. Hjemmepeeler du, så husk høj procent og lav pH.
Og er du ikke til peel og prik, så er der jo alle de stabile og hjælpsomme ingredienser – ABCD-vitaminerne samt netop vækstfaktor og alle peptiderne med de mange forskellige talenter for cellekommunikation. Solcreme ikke at forglemme. Og husk antioxidanter under!
Foto: Eksempler på fine C-vitamin-produkter. Der er noget C-CV HER, hvorpå jo blandt andet står opbygning af kollagen ud over at være en potent antioxidant. Men nogle C-typer er mere stabile udvortes end andre.
Og a propos dem, antioxidanterne, så spurgte jeg Peter Bjerring, om det var det, de arbejdede på med ‘systemisk solbeskyttelse’ i form af kosttilskud i det nye Videnscenter for Hudkræft, men svaret var nej. Og så tilføjede han, at huden havde svært ved at udnytte antioxidanter indvortes i tilstrækkelig grad, så man burde tilføre dem udefra.
Og så tror jeg, at I skal have forlænge weekend med longlæsningsfri fra mig i morgen, for vejret er jo vidunderligt ♥
Pernille S skriver
Altså Lise!!! Så hellere øllebrød end pletter fra en møgspreder😂. I min “state of mind” er du smuk. Basta!
Sjovt du nævner det med to-faseopdeling. Jeg ryster instinktivt beholderen inden jeg pumper et skvæt i hånden. Og lige meget hjælper det jo. Olien og det øvrige indhold kommer jo adskilt ud… Dumme mig😆
Hånden på hjertet kendte jeg ikke Tamarindfrugten, men har da straks fået hjælp af frk. Google. Fuglebjerggaard.dk alias Camilla Plum har en yderst informativ artikel herom.
Jeg stod med næsen i mine æbletræer i går, og klappede i mine små hænder ad de små vilde bier som flittigt bestøvede det som senere gerne skulle blive til saftige æbler. Jeg har en ven i Sverige som har en stor æbleplantage. Her har de kæmpet mod frost i blomsterne ved at tænde bål mellem rækkerne… Let skal det ikke være… Hvert år holder jeg vejret og krydser fingre for at det ikke sætter ind med frost når mine vinplanter blomstrer. Det er skisme ikke let at være storbonde🥴 Kartoflerne gror på livet løs. Hjulpet på vej af vandkanden. God søndag kære🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, der kan du bare se, og din state of mind ville nok være en anden, hvis du kunne se møget (((;
Der er sikkert noget, der bliver bedre fordelt i de to faser, så ryst du bare videre – og vil du være venlig IKKE at sige, at Pernille er dum <3 Sikke jeg pjatskriver, man skulle tro, jeg var beruset og det eneste, jeg har indtaget er alkolfri Erdinger, som i øvrigt er en fantastisk øl - pilsnerfrisk og skummedejlig. Prøv, hvis du er øldrikker!
Har du set, at Camilla Plum har en IG-profil @camilla.plums-raritetskabinet - DET kan hun også. Og jeg skal holde mig på afstand, for jeg har riiigeligt med rariteter efter et langt liv og arv efter to hold forældre....
Sidste år var især det ene af vores æbletræer virkelig virkelig fuldt af æbler, så grenene nåede jorden, men i år er der ikke mange blomster på nogle af dem - kun det lille James Grieve. Så jeg håber virkelig, at bierne har været flittige her.
Krydser så meget fingre for dine vinplanter. Og ja, vi storbønder har mange udfordringer. Og glæder. Og sjov med andre storbønder <3
God søndag aften kære <3
Pernille S skriver
Pestle & Mortar’s serum m C-vitamin som du viser på fotoet, havde jeg virkelig et anstrengende forhold til i starten. Syntes (og det gør jeg stadig) den lugter af tjære. Sjovt nok har jeg nu vænnet mig til den aparte lugt, og er kommet helt til at holde af den! Mht peeling, forstår jeg ikke helt hvorfor det kun virker i ansigtet? Huden bliver vel også tyndere med årene på kroppen? Tror jeg er en kylling, så afsyring i ansigtet springer jeg over.
Du er med statsgaranti stadig lige så smuk som fotoet her viser, og du har jo ikke en plet på huden! Siger hende, hvis hud på arme og ben ligner en øllebrødskrig! Rigtig god weekend Lise, og nyd det skønne sommervejr. Kh Pernille S 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, det er rigtigt, den lugter lidt – har lige snuset til den, men jeg har stor tillid til den og til dem. De bruger jo i øvrigt tre typer C-vitamin og tofaser dem i tæt emballage…..det kan vi gode lide (; Der er i øvrigt tamarind i, kan jeg se….kan det være det, der har den særlige lugt, det ved du mere om end mig?
Der er kun tale om fenolpeeling, som sikkert godt kan hive et lag kropshud af, men problemet er ifølge Bonnie Erichsen, at huden ikke kan hele skaden på kroppen. Jeg kan huske, at jeg undrede mig, da hun viste mig fotos (oh gru!), at folks hals stadig havde løs hud, mens ansigtshuden ganske rigtigt var totalt glat. Fenolpeeling er en heftig omgang, siger jeg bare….
Og stort smil: Din statsgaranti holder her lige så skidt som statens garantier ofte gør, men tak <3 Og pst! pletter er jo ikke det største problem, hvis man vil trække år fra sin alder, for de kan dækkes af makeup, som jeg gjorde og gør. Og det billede, jeg plejer at bruge (jeg bor jo på landet), det er, at jeg ligner en, der har gået efter en møgspreder.
Rigtig dejlig weekend også til dig og ja SIKKE et vejr, det koster skæve skuldre i vandkandeslæbning, men hold op, hvor vi trængte til at se lyset og mærke varmen. Kh lise <3