Er du en af dem, der er dyt ligeglad med, hvad andre mener?
I sidste uge var jeg som allerede fortalt til spændende møde med Avène, der opdaterer deres serie Dermabsolu med bl.a. en natcreme, der lover 30% mindre slap hud. Det kan nogle af os godt bruge noget af, og selvfølgelig vender jeg tilbage med det, der forklarer, hvordan de griber opgaven an. Lige til dette skriv rammer farven plet, men det kunne jeg ikke vide noget om.
Min mand driller mig hver gang jeg skal til pressemøde, for jeg hiver tøj ud og prøver og hiver mere ud og prøver…..Ikke fordi jeg køber en masse nyt tøj, for det gør jeg i den grad ikke, men fordi jeg føler mig som en slags hjemløs, når jeg ikke er i sweater og gummistøvler. Men sweater blev det i torsdag, og da jeg valgte den, tænkte jeg:
Åh, bare X ikke er der! Ikke fordi jeg ikke holder meget af min modekyndige kollega, som jeg har kendt i 40 år og oplevet prêt a porter i Paris sammen med, men af alle farver kan hun slet ikke lide beige. Heller ikke gråt. De to farver, jeg sammen med mine olivengrønne bukser opholder mig mest – og bedst – i.
X var der, og da vi gav kram, afslørede jeg min skræk, og hun er et ærligt menneske, så hun bekræftede med mine og få ord, at beige er en rædselsfuld farve. Så sagde jeg, at det vel hjalp lidt med blå skjorte og bukser, og jo, det gjorde det da. I øvrigt fravælger jeg ikke farve på læberne. Det gør X heller ikke, men det er der sandelig mange, der gør, og det taber manges hud glød ved. Hele ansigtet bliver beige, kunne man sige (;
Foto: Selv neglelakken matchede ♥ Skjorten er noget med 30 år gammel og noget forvasket men også meget holdt-af
Selvfølgelig bider det ikke alvorligt på mig, men at jeg overhovedet havde tanken, da jeg tog sweateren på, siger jo noget. Da jeg var ung var jeg mere farverig og kunne lide at pynte mig, men i dag er beautynørden her mest til det bekvemme, der passer ude i naturen.
Jeg er i øvrigt heller ikke helt enig med X i, at vi absolut skal iklæde os farver. I hvert fald klæder alle farver ikke alle. Her hylder jeg stadig 90’ernes store trend, hvor man f.eks. var en årstids-farvetype. På vejen i toget sad jeg for eksempel overfor en ung kvinde med det skønneste brune hår, og hun var jo helt tydeligt det, man dengang kaldte en efterårstype. Farvetypen til de dybe, varme kulører som vi ser dem nu i naturen. Men hun havde en lys kølig-grøn bluse på, som sugede al hendes naturlige farve fra hende.
Jeg skal lige nævne, at der er alle farver til alle i den farvetype-guide bare i lyse/mørke og kolde/varme udgaver. Jeg tjekkede lige endnu en gang min forårsfarve-guide (en lys udgave af farverne til efterårstyper), og jeg må godt gå i beige (; og den blå skjorte og jeans er også om ikke lige i øjet på mig, så lige efter guiden.
Jeg tænker ofte på, at de farver, man vælger at iklæde sig, det er jo ikke farver, man selv ser medmindre man spejler sig eller kigger ned ad sig. Ens tøj og makeup for den sags skyld er farver man påvirker andre med. Det er noget, man arbejder meget med inden for marketing men også inden for indretning af rum, og især hvor mange opholder sig. F.eks. vil for meget rødt næppe være en god idé i en lufthavns afgangshal, når der er aflysninger. Farver påvirker enormt men selvfølgelig afhængigt af farvefladens størrelse.
Og her tænker jeg så videre på, at jeg indeni er/kan være et temmelig kulørt menneske, hvilket de, der kender mig, kan bekræfte. For eksempel gav min nevø mig bogen ‘Damer, der var for meget’ af Sara Alfort. Måske er det en god idé at dæmpe mig med beige, som har grundsignaler som ‘stille, blid, lun’, mens den blå har associationer til ‘nattehimlen, ‘moody blue’ – alt ifølge Farveordbog af Lene Bjerregaard.
En dag kommer jeg i det her plus gummistøvler, jeg skal lige samle lidt mere mod (; God læsefridag fra mig i morgen ♥ (hjerter skal være røde).
PS: Jeg elsker farver, dem alle, i naturen….
Annette skriver
Kære Lise
Du har fuldstændig ret i, at hun er en vintertype, og hun er så flot i de stærke farver
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Godt spottet af dig, og hun er heldig, at du gjorde det <3
Karin Winther skriver
Glæder mig til at se dig i den dragt og gummistøvler ! Og jeg vil ikke irriterende spørge “ hvor er den dragt fra? “ 😂
Min datter er efter mig med “stil” nogengange. Eller mangel på samme! Ha ha men jeans og hvide skjorter forbliver sommer hit hos mig, og jeans og sorte turtlenecks om vinteren. Og så er der pludselig en dag med blå måske…..
Har aldrig fået lavet farvetest, heller ikke med make up. Men du har fået mig i gang med læbefarve. Ikke noget vildt, eller rødt. Bare lidt sart touch, så alt ikke får ud i et, som du siger 😅
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Naaaj, nogen spørger, hvor mit tøj er fra. TAK Karin, det er aldrig sket før <3 Jeg måtte lige kigge i nakken på den, og der står Signal, og jeg kan overhovedet ikke huske fra hvornår....mange år i hvert fald.
Nu har din datter, som jeg jo har kendt en del år rent jobfagligt, en ret skøn stil. Netop elegant afslappet, så lyt endelig til hende. Men der er jo det, at du er naturmenneske, og det kræver ofte et andet udstyr. Netop det der med sweater og gummistøvler (;
Som det lød i kommentarerne her og på Instagram, så skal man jo iføre sig det, der giver indre velvære og måske lære sig at være ligeglad med, hvad andre tænker. Selv om det i jobsammenhæng - og med alderen! - er lidt svært (;
Glæder mig, at læberne får lidt kulør. Jeg praktiserer der ikke selv, men jeg har altid syntes, at franske kvinder med bare røde læber og ingen øjenmakeup så forrygende ud - men de har jo ofte også det mørke hår.
Karin Winther skriver
Husker godt Signal mærker ! Det findes vist ikke mere.
Jaja jeg lytter da også lidt til hende den Livlige❤️ Især angående jeans og jakker. 😇 som med produkter ☺️ er jeg nogengange heldig med noget “aflagt” smart! Til når jeg ikke boltrer mig i naturens elementer .
💚
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Morsomt, at man har sit tøj så længe, at firmaerne forsvinder (;
Du skal så meget lytte til datterbarnet, for hun har en tidløs og på sin vis også aldersløs stil. Jeans og skjorte/sweater/jakke, det rammer jo altid meget godt i den variation og de materialer, der passer anledning. Og haps til aflagt (; Derude in the wilderness skal det mest være praktisk <3
Annette skriver
Kære Lise
Jeg har lige genlæst her, og jeg er nok klar over, hvem det er, der ikke kan lide beige.
Jeg kommer pludselig til at tænke på en situation for mange år siden, hvor jeg nok gik lidt for tæt på. Alligevel tror jeg det ikke, for det “endte godt”.
Min svigerinde var som ung sorthåret med helt lys hud. Så blev hun ret hurtigt fuldstændig hvidhåret, og huden blev også mere bleg. Hun har lyseblå øjne, og er yndig i de rette farver.
En dag havde hun taget en beigefarvet overdel på, og var næsten usynlig.
Da sagde jeg til hende, at jeg syntes, hun skulle tage andre farver på, som virkelig gør noget godt for hende, og lade den beige være.
Det hørte hun efter, og nu er hun klædt i farver, der gør noget godt for hende, og hun taler selv om, at hun skal undgå beige, og jeg roser hende for det. Jeg kom heldigvis fra det, uden hun blev ked af det, måske tværtimod, men det var da en risiko at tage, kan jeg se nu.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, jeg tror, at der ikke mindst blandt kolleger var en del, den gættede rigtigt. Alle med enorm respekt og beundring for X’s forrygende stil og farveglæde.
Det lyder som om, du gjorde ret i med følsom indlevelse at sige ærligt til din svigerinde, at hun udviskede sig selv og sine smukke naturlige farver med beige. Det lyder lidt som om, hun ville være flot i de stærke klare farver – at hun er det, man i farvetest kalder en vintertype.
Alt endte godt, og det er jo det bedste. Det er jo også noget med hvem man er og hvilket relation man har til den, hvis farvevalg man kommenterer (;
Mange hilsener
Lise
Sidse Pipi Nygaard Andersen skriver
HA ha ha jeg synes du ser skøn og meget veltilpas ud på det billede, og det må da være det vigtigste 🙂
Lise Grosmann skriver
Sidste Pipi Nygaard Andersen: Du spottede det (; og du har ret, det er jo det vigtigste, at man er i noget (også tøj), som giver en velvære (:
Anita christensen Christensen skriver
Tja har også fået farvetest 😃😃 men går vist mere i hvad jeg kan lide . Så det virkede ikke .. elsker grøn / blå
Som var ikke lige var mine farver 🥺 men pyt går i dem og har det godt 😊😊
Lise Grosmann skriver
Anita Christensen: Det er det vigtigste, at man, som jeg skriver til Sidse Pipi, er i noget, man kan lide og har det godt i/med (: Men der er alle farver til alle – også grøn og blå. Kvinden, jeg så i toget, ville have set fantastisk ud i en varmere og måske mørkere grøn end den lyse grågrønne, hun havde valgt.
Tina skriver
Kære Lise.
Åh ja disse farvetest. Jeg var til en og havde iklædt mig de smukkeste varme efterårsfarver. Den rare dame spurgte mig hvilken årstid jeg mente jeg var og jeg svarede efterår med største overbevisning. Damen så alvorligt på mig og svarede hvorfor i alverden tror du dog det! Jeg var den kolde vinter. Nu holder jeg meget af mine vinterfarver og kan godt se de klæder mig bedst, men det betyder ikke, at der ikke findes efterårsfarver i mit klædeskab😊.
Du har ret med læbestiften den gør meget dog synes jeg det er svært at finde en der både er cremet og holdbar, så man ikke hele tiden skal touche op, som det hedder på godt dansk😊
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Kære Tina, hvor er du bare heldig, for i min optik er hele vinterpaletten jo den flotteste, og I ‘må have’ sort og hvidt (:
Birgitte Schmidt, som stadig har Modeskolen og vejleder om stil og farver*, lavede min farvetest, og det tog hende ikke mange øjeblikke at sige forårstype – håret (dengang) gyldent og huden ligeså, mens sommertyper er mere platinblonde og har mere rosableg hudtone. Men jeg har jo, som dig, også ‘forkerte’ farver på hylde/i skab (;
Hvis du søger hos de største, Lancôme, så burde du kunne finde både en, er er holdbar og cremet – selv om der er en tendens til, at mat og holdbar følges ad. Men de er blevet bedre med teknologien med årene.
Mange hilsener
lise
*https://farvestil.dk/farvetest/for-kvinder/296-farvetest-for-kvinder
Annette skriver
Kære Lise
Da jeg var ung, blev jeg testet som blid efterårstype. Så forstod jeg, hvorfor lysegrå farver, som jeg så godt kunne lide, og stadig kan, ikke var gode til mig.
Nu har mit hår en kold grålig farve, mine øjne er jo stadig nærmest olivenfarvede, så det er blevet lidt sværere for mig at vælge tøj og makeup.
Da mener jeg, at I, der som unge var lyshårede, har det nemmere med de samme farver, som da I fik testen som ung, men måske tager jeg fejl.
Jeg kan stadig så godt lide sammensætningen at gråt, gult og råhvidt, men ser det næsten aldrig, og kan stadig ikke selv bruge gråt.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, der er også grå farver til alle – bare igen det med lys/mørk kold/varm nuance. Men hvis man godt kan lide en farve – som du og jeg kan lide grå – så kan man jo være tilbøjelig til at lade den dominere. Her kan et jakke/sweater/bluse mix jo sætte lidt krudt på gråvejret (;
Men vi lyshårede bliver også grå og samtidig mister huden jo noget kulør, så alt andet lige pepper små farveklatter jo. Og ellers skal man bare gøre som man har det bedst.
Næste gang du er i en god shoppegade, så gå i prøveværelset og test din favorit gråt og råhvidt, det lyder jo flot. Jeg bruger ofte gråt og kridhvidt, som også er flot. Den hvide – og sorte – farve er jo ifølge den farvetest, jeg fik, kun for vintertyper, men jeg husker, at Birgitte Schmidt sagde, at det var ok til forårstyper men den råhvide bedre.
Mange hilsener, lise
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Hvis jeg må komme med et lille pip?
Jeg er meget glad for ærlighed, men man behøver jo ikke være taktløs! Og i mine øjne er du klassisk og meget elegant! Havde egentlig ikke tænkt over det før, men måske er det netop den beige tone du tilsætter som giver det elegante look.
Jeg har er vild med beige i alle de nuancer der findes 🤩
Og blåt! I alle nuancer 😃
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, du må altid pippe kære Karin <3 Hun sagde jo ikke noget uopfordret, det var mig selv, der inviterede, fordi jeg ved, hun ikke kan lide beige. Vi ses jævnligt uden at X kommenterer, vi krammer og snakker bare. Men ellers har du ret....det ville være taktløst og sårende.
Og så ellers bare lige et kæmpe tak til dig for roseord, DEM vil jeg tænke på næste gang, jeg tager den beige eller den grå på, for det gør jeg jo ((;
Alle farver er jo netop i alle nuancer, kolde og varme, lyse og mørke netop som den farvetest dengang gik ud på.
Knus lise