Jeg kan bedre lide dr. Weil’s kostpyramide end den danske madpyramide. Der er nemlig chokolade med. Mørk forstås. I like!! Allerhelst, når den omslutter en flødebolle fra Summerbird. Eller er brugt rigeligt i kager. Det er derfor vegetarer ikke nødvendigvis er magre, de må gerne spise kager. Og nødder. Jeg spiser valnødder og mandler hver eneste dag. Fede sager, siger du måske. Jo, men fedt er ikke ét fedt, og det sunde fedt i mandler optages – på grund af de mange fibre, der også er i dem – ikke i lige så høj grad som fedtet i bøffen – der jo til overflod ikke er sundt.
Rent guf for øresneglen bliver det jo, når nye undersøgelser viser, at man rent faktisk kan tabe sig ved at spise 84 gram mandler hver dag i stedet for letfordøjelige fødevarer med samme kaloriemængde. F.eks. hvidt brød, som samtidig spolerer blodsukkerbalancen. Og den gør mandler også noget godt for. Lige som de indeholder stoffer, der holder dine blodårer sunde. Og hjernen kvik lige som også valnødder gør.
Nu skal jeg jo ikke foregribe andre nye undersøgelser, der måtte komme, men det skulle være mærkeligt, om ikke det samme gør sig gældende for andre grove madvarer. Godt gammeldags rugbrød med kerner f.eks. Slanker gør i hvert fald de fiberrige grøntsager og saftige frugter, som også indeholder antioxidanter. Dem vender jeg tilbage til, antioxidanterne!
De fibre, der er i frugt, er i øvrigt af en særlig detox-slags, for nu at blive i tidens trendy term. Så lad være med at spolere dem ved at lave alting til hippe smoothies. Det er faktisk også meget lidt mindful eating ikke at opleve sin mad med alle sanser – herunder fornemmelsen i munden, når man bruger sine tænder til at tygge med. Og derved også får tilsat fordøjelses-enzymer, som ikke kommer i aktion, når det hele bare skyller forbi. I kommende indlæg skriver jeg mere om enzymer og den omsiggribende mindfulness.
Og chokoladen, den får et laaaangt afsnit for sig selv, den grøntsag er nemlig for kvinder, hvad bøffer er for mænd (-;
Bibi skriver
Tillykke med din Beautyblog, Lise 🙂
Hvor er det fedt, at du endelig har kastet dig ud i at dele ud af din viden og dine erfaringer i blog-verdenen!