En af fordelene ved at have været ‘omkring’ i mange år, som jeg har, det er, at man ser ‘må og må-ikke’ ‘smart og ikke-smart’ (og hvad det nu kaldes) komme og gå. Kaffe som jeg skrev om i går er en af de ting, der har være inde, ude og nu inde igen. Og vel at mærke inde igen både på det mode-livsstilsmæssige og det sundhedsmæssige. Men som helsedrik kommer kaffe nok aldrig til at slå te. Der er heller ikke noget to-go over te, som der er over kaffe. Men fælles for alle tre drikke er, at de kommer fra naturen og indeholder de stoffer, vi kalder antioxidanter. Fælles for dem er også, at varme drikke er hyggeligt. Og her er der ikke meget, der kan slå kakao en dag som i dag, hvor den iskolde vind går gennem ‘marv og ben’.
Selv drikker jeg to kopper kaffe om dagen, kakao i ny og næ og te for resten, og det er hovedsagelig grøn-hvid og urteteer. Jeg er ikke så stærk i sorte teer selv om en blød og rund Darjeeling kan finde vej til koppen. Men matcha er jeg på den grønne side ikke nået til. I øvrigt var jeg forbi Perch’s i mandags, og der var kø ud på gaden, det siger jo noget om te-popularitet og kvalitetssans. Hvis du ikke har været i Perch’s Tea Room i København eller Årshus, så skriv det på to do listen. Det er en stor oplevelse. Den helt store te-ceremoni er fantastisk men der er mange andre muligheder – også matcha og chai og såmænd Irish Perch med whisky og flødeskum. Se menuen HER
Jeg blev inspireret til at vende tilbage til emnet af HeLene’s kommentar i forbindelse med det HER skriv, for det er jo så rigtigt, at vi møder hinanden med fordomme. Og jeg har også oplevet, at andre føler sig på en eller anden måde personligt angrebet, hvis de hører om mine kostvaner. For eksempel, at jeg kun spiser frugt om morgenen. Er du så også vegetar, spørger mange. Men nej, det er jeg ikke. Og hvis jeg så siger, at jeg spiser kød men kun økologisk eller fra fritgående dyr, så kan jeg godt se, at jeg ryger over i en boks som frelst.
Det er, som HeLene skriver, synd, at vores privilegerede mulighed for at vælge at spise forskelligt leder til neuroser omkring mad. Vi bruger mad i det vindue, hvor vi præsenterer os selv for omverdenen, og det lægger mange under et pres for ikke at leve op til det, der lige nu er ‘det rigtige’. Men helt overordnet er der kun en ting, der er rigtig, og det er variation. Så undgår man ulemperne ved overdosis af eller mangel på enkelte næringsstoffer og skævvridning af den biologiske balance. Det bliver også sværere for andre at sætte én i bås.
PS: Jeg sidder og tænker…..briterne har jo holdt godt fast i deres tedrikning og sydpå går de stærkt ind for kaffevarianterne, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen dansk eller skandinavisk historisk tradition for nogen drik? Det skulle lige være mælk, men det må vi hellere lade ligge, for ikke meget deler meningerne lige for tiden som mælk. Og det er jo heller ikke en hyggedrik på samme måde som de varme og de alkoholiske. Og på det sidste kan vi nok være med.
…….egentlig havde jeg planlagt et helt andet emne i dag om noget i vores celler, som alle vil i snak med for tiden. Der er nemlig også trends inden for biologien, og de her havde sidst fokus i 70’erne. Og nu altså igen, fordi man har opdaget nyt. Det er dem her “Originally thought to be merely the “powerhouse of the cell” (as if that were not enough), interest in these organelles resurged after they were implicated in a variety of cellular functions and pathobiologies including cell signaling, metabolism, cell death, aging, and cancer.” Det vender jeg tilbage til. Foreløbig god påske til jer alle <3
Ja, det er sært at vi har det sådan…at vi bliver lidt irriterede hvis folk spiser anderledes. Provokerede. Min datter valgte for et par år siden at gå all-in på vegansk mad, og det har der altså ikke været meget forståelse eller interesse for i vores ellers søde og deltagende familier på begge sider. Det er lidt træls, at hun skal være så besværlig – og hvor kan man nu købe det! Måske man melder sig lidt ud af fællesskabet på en måde, gør sig lidt ‘besværlig’? Og det støder vores danske ‘vi er alle lige’ , højskolefællesskabet og janteloven…’du skal ikke komme her og tro du er noget, det vi spiser må også være godt nok til dig ‘ er det, jeg fornemmer. ISÆR hos mine svigerforældre fra ‘arbejder’ -klassen (også et fy-ord, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive). Faldt lige over den her tekst, og den refererer netop til mad og klasser. Den ‘feminine mad’ er selvfølgelig ‘det sunde og grønne’:
“Den feminine mad er på vej frem. I dag udkæmpes klassekampen nemlig på livsstilen. Madeliten kæmper hele tiden for at bevare deres unikhed i forhold til den brede gruppe af ”wannabees” og de traditionelt spisende”
Det er ikke trendy i DK at være alt for unik ifht den brede masse. Der er også noget m det wannabees, som vi tror at vi gennemskuer – de traditionelle mistænker det andet segment for ikke at være helt ærlige, at det er noget de tillægger sig for at fremtræde unikke. De kunne sagtens spise det her, de vil bare ikke! Det bliver opfattet som lidt provokerende at skille sig ud, ikke?
Det er 2 diskurser der støder sammen – en sundhedsdiskurs, som handler om mad der giver helse til kroppen, og en nydelsesdiskurs, der mere handler om at prioritere nydelsen, måske på bekostning af kolesteroltal, fedtprocent etc.
Og så ligger der meget identitet forbundet m madvalg. Vi har de her forskellige kasser vi putter folk ned i. Siger man nødder, matcha-te, ingefær og lime kan man næsten se typen for sig i dagligvarebutikken, hvorimod citronmåne, flæskesteg og morgenbrød fra bageren giver et andet billede, ikke? Generaliseringer gør verden meget nemmere at forstå. Desværre modvirker generaliseringerne nok til en vis grad vores forståelse af hinanden ????
Eva: Jeg kan kun være enig og det er et meget rammende indlæg, du gengiver…..jo, man ser typerne for sig ‘nødder, matcha-te, ingefær….’ er bestemt ikke noget for ‘citronmåne og flæskesteg….’ og omvendt. Og dog findes vi nogle, der tænker sundt og ‘syndigt’ sammen, for det er jo balancen, der er afgørende.
Skriver jeg vel vidende, at der er meget mere i det end sund fornuft, som du også skriver. Det er lidt provokerende at skille sig ud. Og forvirrende, hvis man så bryder fordommene og æder en stor kage efter salaten ((; Vi må vide, hvor vi har hinanden, hvilken boks vi åbner låget til.
Jeg tror og håber, at stadig flere melder sig i flere segmenter, som de kalder os inden for marketing. Faktisk er de forvirrede derude, fordi vi ikke altid bliver i de kasser, men bevæger os på flere ‘platforme’ som det hedder. Det gælder både med hensyn til alder og køn og socialt. Der er opbrud. Annoncører er forvirrede, og det kræver også mere af vores indbyrdes kommunikation.
Men indtil vi har adopteret en mere nuanceret forståelse, så vil citronmåne tænke om matcha: Du skal ikke komme her og tro du er noget! Og der vil stadig være en elite, der også prøver at lægge afstand med deres mad-og livsstilsvaner (ud over tøj, bolig, bil osv.). Det er vanvittig spændende, hvad vi her fik taget hul på.
Ja, man kan godt komb. de to ting 🙂
Mon ikke det skyldes globaliseringen, det du siger m opbrud fra kassetænkningen og med at reklamefolk og trendspottere (tænker jeg du hentyder til) er forvirrede. Globaliseringen har især taget fat indenfor de sidste ti år; billigere flybiletter, nemmere bevægelse ml. landegrænserne (medmindre man er flygtning) og internettet og de sociale medier åbner vores øjne for andres madvaner direkte hjemme i stuen.
Hvem var det, der sagde, at ‘Danmark er en andedam’? Uffe Elleman eller Anders Fogh? Manden havde ihvertfald ret.
Og alligevel – noget omkring det her m mad lader osse til at være et globalt fænomen, for det er jo rigtigt som Anne-Marie skriver, at man fornærmer værten, også i andre lande, hvis ikke man spiser deres mad. Men det er en lidt anden ting, det her m at acceptere, at folk har forskellige preferencer for mad tror jeg ikke vi er så gode til, som de er i lande m større multikulturalitet.
Tror vi skal have en citronmåne m matcha-te i aften…????
Ja tak HeLene, osse god påske til jer andre !! ????????????????
Eva B: Heldigvis <3
Jo, selvfølgelig globalisering og digitalisering. Det er en gave og en forbandelse. I den mindste landsby i Afrika sidder de i øjeblikket og kigger ind i andre verdener på deres mobiltelefon og ønsker sig vores lokkende rige liv. Og mister desværre så meget i forsøget. Hvis vi ikke taler om sult og sygdom, så har det enkle liv en bedre sammenhæng med både naturen omkring og i mennesket.....men det bliver vist for omfattende nu. Men trist er det, når nysgerrighed og trang til at være 'den første' får mennesker til uinviteret at bryde naturfolks territorium og deres gode harmoniske liv.
Jeg sad lige og læste en artikel om, hvorfor Amish-folket lever så længe og fri for alle de sygdomeforbandelser, der rammer så mange af os andre. Gener til dels, og de stammer hovedsagelig fra 200 familier, der indvandrede, men også, at alt foregår ved håndkraft. Sådan som de, der i dag er over 100 år jo også har levet deres liv. Jeg skal vist til at gå til København eller cykle....oh gru, jeg har gjort det engang i mit unge liv, det er godt nok en lang tur - og så tilbage også.
Pjat til side, du har ret, vi er nok ikke så gode til det med at elske mad og favne forskellighed, som de er sydpå. Selv Noma-konceptet er jo næsten sekterisk blottet fra al den sensualitet andre køkkener rummer.
Jeg tænkte også over Helenes kommentar. Kom til at tænke på, at når man møder andre kulturer langt fra vores egne himmelstrøg, får man ofte det råd, ikke at sige nej tak, til det man bliver budt at spise og drikke, da det er dybt krænkende for værten og anses som fornærmende og meget uhøfligt. Hvor frigjorte vi end er, er der måske nok en snert af dette eller mere…
Men der er jo mange sider i det, for en vært gør sig jo gerne umage med at være en god vært, og jeg tror nogle gange noget af humlen også ligger deri. At de ikke formåede at føle sig som gode værter, hvis det de byder ikke bliver modtaget af forskellige årsager. Som gæst med diverse maveproblemer er det virkelig svært at være den gode gæst og noget der fylder virkelig meget. Men der er ikke mange der har det godt med at vide, at det skal de ikke tænke over, jeg skal nok sørge for at have en bid brød jeg kan spise. De fleste reager mere positivt på helt konkret at vide noget, de kan servere.
Anne-Marie Andersen: Ja, det fylder nok rigtig meget – det kulturbærende, traditionerne og også de familiemæssige vaner og her kommer så det sociale ind. Hvad har man overhovedet haft råd til. Da jeg var barn fik vi grød ikke fordi det var smart eller man mente, at det var sundt, men alene fordi det var billigt og vi var i den grad ikke formuende. Og her var det en udskrivning af invitere gæster og ville være dybt sårende, hvis maden blev afvist. Og jo, der er bestemt stadig en snert af det.
Jeg har oplevet lidt af det, du beskriver, når jeg ikke kan spise så meget kød som andre kan og slet ikke rødt oksekød, min mave kan ikke klare det. Og så er det, at det er lige før, at jeg gør det alligevel, for så tror folk, at de skal lave specialkost. Og det skal de jo ikke, for jeg spiser bare mere af tilbehøret, som det jo hedder.
I 2002 var jeg sammen med forlag og kok rigtig langt i planerne om en bog, hvor tilbehøret var hovedretten og ikke bare ’tilbehør’ til kød. Kød og kartoffelfarvet mad skulle afløses af det kulørte køkken (;
Anne-Marie, det lyder lidt som vi gjort os lidt samme erfaringer…. Jeg kunne virkelig lide dit svar, som jo tager op det symbolske med maden op, maden som en gave, som man så siger nej til. Det er meget man kan tænke over der, og jeg giver dig ret i at det har den dimension.
Samtidig som det jo er svært hvis man skal takke ja, og så blive dårlig efterfølgende, så den svær balance. Men det tåler at tænke over.
Og som Lise også vender tilbage til er det jo et privilegium at kunne vælge og ikke bare spise af ren hunger. Men man kan jo heller ikke skrue tiden tilbage, og vil vi det? Det handler vel mere om at håndtere friheden på en god måde?
God påske weekend alle sammen!