Men vi har masser af indflydelse undervejs.
Overgangsalder er på jeres longskriv-ønskeliste, og det er et klogt valg. Uanset om man er i den. For den kommer, og det begynder længe før den første hedetur. Ingen af os slipper for overgangen fra fertile til ikke-længere-fertile. Naturen sætter os på langsom afvikling. Vi tager lige en ultrakort introduktion….
Vi er som roser også smukke i alle faser ♥
Omkring de 40 år daler østrogenniveauet og skaber et totalt anderledes biokemisk miljø i os. Mange vil begynde at mærke forandringer i søvn, energi, humør og måske sexlyst. Og så en dag bliver menstruationerne ustabile og slutter helt. En fase, som man har delt op i før-menopause, selve menopausen med de uregelmæssige menstruationer og endelig, når de er udeblevet i et år, post-menopause.
Statistisk set sker det mellem 48 og 52 år, men der er store variationer. Personligt kender jeg eksempel på én, der sluttede sin fertile periode, da hun var 40 år og en anden, som lægerne besluttede at afslutte, da hun havde passeret de 60 år
Lige som puberteten er det en af de mest livsindgribende naturlige processer, vi alle skal igennem. Vores hormoners kommen og gåen er noget af det vigtigste for hele vores livsformåen og -kvalitet. Og vi har østrogenreceptorer i mange væv og dermed har hormonet enorm indflydelse på hele vores væren OG udseende.
Når der bliver mindre østrogen bliver der mindre af meget. Der er faktisk ikke rigtig noget sted, den ændrede hormonstatus ikke sætter sig præg. Og selvfølgelig på vores hud, som har østrogen-receptorer i både over- og læderhud. Østrogen har betydning for hudens elastiske talenter og vand i bassinet (hyaluron) og beskytter endog hudcellerne mod oxidative skader.
Som ovennævnte eksempel siger lidt om, så kan variationen være adskillige år, og selv om østrogen spiller en stor rolle også for hud, så vælter hudulykkerne jo dels ikke lige hurtigt ned over os og dels ikke fra det ene øjeblik til det andet. Det er en langsom fremadskridende proces, som vi har indflydelse på.
Forebyggende ikke mindst. Og ved at indse at der kommer en tid, hvor hidsige overgreb ikke længere kan honoreres af huden. Dens kapacitet til heling (celledeling) er ikke længere optimal og risikoen for inflammation er større = inflammaging, som har stort fokus både inden for det medicinske og kosmetiske.
Jeg ville gerne illustrere faser og kan jo ikke rigtig misbruge andre, så det blev 3 x lise i svingende fotokvalitet fra før-menopause til post-menopause (;
Vores udfordringer er forskellige, fordi vores udgangspunkt (gener og livsstil bl.a.) er forskellige og endelig har vi jo forskellige forventninger.
FAQ-klip fra lærebogen
“Østrogener spiller en vigtig rolle i vedligeholdelsen af hud og slimhinders normale struktur og normale funktioner……østrogener kan påvirke alle hudens forskellige celletyper (inkl. i hårfolliklerne, red.)…..Østrogenerne menes at stimulere fibroblasternes (celler i læderhuden, red.) syntese og modning af kollagene og elastisk fibre samt dannelse af hyaluronsyre i dermis…..Det menes, at østrogener stimulerer til mitotisk (celledeling, red.) aktivitet i epidermis, så tykkelsen af epidermis vedligeholdes…..Melanocytterne (overhudens pigmentceller, red.) kan aktiveres af bl.a. østrogener til øget produktion af melanin (hudens pigment, red.)…..
…..Hudens normale aldersforandringer medfører et tyndere og mere skrøbeligt epidermislag (overhud, red.) samt udvikling af dybe rynker p.g.a. et lavere vandindhold, specielt i dermis. Der dannes færre kapillærer, de kollagene og elastiske fibre forandres, og antallet af fibre daler. Denne udvikling forstærkes hos kvinder i forbindelse med menopausen…..men arvelige og miljømæssige forhold spiller også en afgørende rolle.” Og så slut med lærebogssnak.
Hvis du godt vil nørde lidt mere med aldring og hvor hurtigt, det sker for hver enkelt af os, så kan du læse HER, at det afhænger af proteiner, som cirkulerer i blodet. Undersøgelsen viser desuden, at den fysiologiske aldring tilsyneladende sker på tre specifikke tidspunkter i livet. Og den viser ligeledes, at kvinder og mænd ældes forskelligt.
Jeg håber, jeg kan fortsætte i morgen med de planlagte fra- og tilvalg, men netværket her i området har tilsyneladende fået hedeslag, så det fungerer langsomt – og indimellem slet ikke.
Pernille S skriver
Åh, Lise du er så smuk i alle aldre♥️
Tak for et godt og vedkommende skriv. Kan også nikke genkendende til manges oplevelser i kommentarsporet.
Som sidebemærkning kan jeg føje til, at kvinder i Skotland nu får gratis menustrationsbind. Begrundelsen er, at kvinder har flere personlige udgifter grundet deres køn end mænd har. Måske skulle postmenopausale kvinder så tilbydes silkelagner 😘
Dårlig nattesøvn efter vinsmagning og klimaanlæg som kører på fulde gardiner i naboejdommens butikker 😣 Nu krydser jeg fingre for regn og temperaturfald!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg ender altså med at sætte mig-fotos på hver dag med alle de søde ord, jeg høster <3 Og så endda fra en på tiltrængt ferie. Jeg kan få helt hys ved tanken om et larmende klimaanlæg som nabo ):
Sæføli skal vi tilbydes silkelagner, bor vi vel ikke i et land, hvor vi gør op med al forskelsbehandling (;
God feriedag i bakkeland
Jette Berg skriver
Kære Lise. Sikke smukke billeder. Tak for introduktionen i dag. Jeg glæder mig så meget til at læse videre i morgen.
Lise Grosmann skriver
Jette Berg: Tak kære, jeg håber forbindelsen holder, for i formiddag var internettet helt i udu….
Charlotte skriver
Hvor ser du skøn ud på alle fire billeder Lise😍💃
Jeg vil gerne have læst linket du har lagt op men jeg har ikke energi til at læse det på engelsk er det ikke muligt at du nogen gange kan oversætte linkene eller er det umuligt?
jeg kan ikke selv finde ud af at oversætte det på min telefon🙈🙈
Jeg glæder mig til fortsættelsen følger selvom jeg er forbi overgangsalderen
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Hvor er du sød, tak Charlotte <3
Jeg kan desværre ikke tilbyde at oversætte, bare undskylde, at disse studier - såmænd også når de er danske - ligger på engelsk. Men jeg håber, at de næste opslag bliver brugbare - i hvert fald på dansk (;
Katin Winther skriver
Nu ved vi jo godt at det ikke altid bare gælder om udseende, men jeg vil sige som dig, da du forleden sagde Vissevasse …. For vissevasse, vi vil gerne blive ved med at være den bedste udgave af “self “ uanset alder. Som roserne.
Det er mange år siden, jeg startede mine østrogene udsvingninger, og hold da op, hvor er det store forandringer at gå igennem. Og som kvinde kan det være yderst uretfærdigt at se på, hvordan mændene holder på muskler og hud i årevis længere . Kunne det der science-team ( når man følger linket og nørder lidt videre) finde en måde at give os de tabte proteiner tilbage i blodet, vil det helt sikkert være en guldgrube.
Håber på mere netværk i morgen 👌🤞
Jeg elsker dine sort hvide fotos. Nu er du jo ikke ude efter komplimenter, ha ha , men jeg vil sige at alle dine aldre er smukke som rosernes . 💕
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Vist vil vi da så – indefra og ud fra knop til fuldt udfoldet.
Det er godt nok også en del år siden, jeg passerede post-fasen og selv om jeg slap forholdsvis nådigt igennem, så slipper ingen jo for følgerne. Og mændene beholder deres hormoner – inklusive det østrogen, de også har – længere end os, så det må jo være naturens mening, at de skal være formeringsproduktive længere.
Tro mig, der skal nok komme ungdomsscience i massevis, men på en eller anden måde virker det lidt uhyggeligt på mig. Og i forvejen er der ikke rigtig plads til flere af os – og slet ikke til alle de andre skabninger i dyre- som planterige.
Jeg skar det ene foto af, så det kun blev fra før til post menopause. Og nej da for pokker – ingen komplimenter, men TAK kære <3