Vi er godt dækket ind kosmetisk, faktisk med specialprodukter fra top til tå og fingerspidser til hårspidser. Og i erkendelse af, at der er grænser både økonomisk og tidsmæssigt for, hvor meget vi vil have på hylden, så er der kommet en del ‘global’ produkter, som man kaldte de forskellige sera, der kom for nogle år siden og løste problemer med både rynker, pigment og hængehud.
Og vi bliver mindet om det hele tiden. Hvor alderen afsløres, hvis ikke vi passer særligt på. De sårbare zoner med den særlige hud. Øjne, hals, hænder afslører, at vi er oldgamle selv om vi har postet formuer i at glatte hud i ansigtet. Men selv om det så er, så er der stadig en overset og meget synlig del af os, ingen favner hverken med sit eget specialprodukt eller i et global. For har du måske set et serum, der foruden wrinkles og alt det andet skriver ears? Eller en øjen-læbe-ørecreme?
Det er også lige meget, for det er et spørgsmål, som ofte rejses, om det nu er nødvendigt med speciel creme til øjenomgivelser (og især da, hvis producenten skriver, at den ikke kan anvendes på øjenlåget!), til hals og decolleté, som det så fint hedder, og en til hænder. Jovist har hud forskellig beskaffenhed men der er flere ligheder end forskelle og i sin grundessens har hud brug for fugt og fedt i passende mængder all over.
Kort og godt: Husk dine øreflipper, når du fordeler serum og/eller creme i ansigtet op under øjnene og på halsen (og nakken) og bruger det sidste på håndryg og neglebånd.
Bruger jeg aldrig specialcremer? Joda. Jeg bruger f.eks. i øjeblikket Environ Youth EssentiA serien om aftenen inklusive Eye Gel. Og jeg har Avivir Aloe Vera Hand Cream på mit skrivebord. Halscreme gids jeg derimod ikke, men jeg husker hals OG nakke med det hele – essence, serum og creme. Plus øreflipperne. To gange om dagen. Og jeg siger til jer, der er yngre: Gør det, for øreflipper bliver gamle før tiden (smil). Hvis nu der var nogen af de store kosmetikbrands, der læste BeautyBlog, så ville der inden længe blive lanceret en antiage earlobe-gel, tror I ikke?
FAQ Gamle kinesiske skrifter siger, at “øret er det sted, hvor alle energibaner mødes”. Ifølge auriculoterapi, øreakupunktur, er alle kropsdele aftegnet i øret og øreflippen refererer til bl.a. øjne, tunge og mandler, hvilket passer med den franske læge Paul Nogier’s teori fra 1950 om, at øret svarer til et foster med hovedet nedad (øreflippen er hovedet).
Vi får de ører, vi får af vores forældre, det bestemmes af generne om de er små og tætliggende eller store og flyvende. Nogle mennesker har næsten ingen øreflip og de slipper så for de ‘rynker’ som os med ‘frie øreflipper’ får med tiden.
Det har været hævdet, at rynker i øreflippen kan indikere hjerteproblemer. Det har også været hævdet, at ører (og næse) vokser hele livet, mens andre har afvist. Læs mere HER. Personligt mener jeg, at det er rigtigt, at ens ører vokser. Måske bliver de bare længere, fordi de også slappes og synker sydpå. Ændrer sig gør de i hvert fald
PS: Bemærk Clarins Double Serum på foto, det er den nye opdaterede version af et kultprodukt af en genistreg, der har 25 års jubilæum. Og pst! Clarins bliver gavmilde i den anledning, så husk at kigge ind.
Charlotte AS. skriver
Tak til Eva B ???? for at dele din erfaring med exuviance’s cream til fusserne???? lyder som en jeg vil prøve. ???? god aften to alle.
Eva skriver
Hej Charlotte
Fik det råd på Beautyspace at tjekke en beauty-yuotubekanal ud, som hedder ‘Hotandflashy’ , og det er en kvinde med en utrolig flot hud og 300.000 følgere, som lægger videoer op om gode produkter og rutiner. Nå, men jeg så et par stykker, og et af hendes ynglingsprodukter var et af Exuviances; nemlig en solcreme, som hed etellerandet med ‘sheer Daily protection” eller noget i den stil. Lige præcis den solcreme scorer så faktisk også full House hos Paula Begouns Beautypedia, og de har anmeldt ret mange Exuvianceprodukter https://www.beautypedia.com/skin-care-reviews/?N=4294966879+4294965094&Nr=AND%28Site%3Abeautypedia%2CLocale%3Aen_US%29
Har du ikke læst hendes reviews før så bliv ikke forskrækket over de mange lave karakterer -æteriske olier trækker fx voldsomt ned pga allergirisikoen, men jeg elsker en sensorisk oplevelse oveni.
Exuviance anbefales faktisk rigtigt pænt, såvidt jeg hurtigt skimmede, dog ikke alle produkter, og dem kan man jo så styre udenom. Jeg kan ihvertfald gode lide hendes minutiøse gennemgang af indholdsstoffer og dokumenteret effekt. Efter jeg læste hendes anmeldelse af La Mer, har mit hjerte aldrig higet efter den creme mere ????
Lise Grosmann skriver
Eva: Jeg skal ikke blande mig bare tilføje, at mit hjerte stadig higer efter La Mer The Moisturizing Soft Lotion lige som Anette aldrig slipper Embryolisse, og de har jo en ting fælles ((;
PS: I øvrigt er Exuviance flittig bruger af silikone, men det har Paula ikke noget imod – kun æteriske olier og åbne krukker (; Med hensyn til sidstnævnte er jeg helt enig med hende.
Christina Hansen skriver
Kære venner
Hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke finde ord. Det ligner ikke mig, men det her er så rørende og hjertevarmt, at det går rent ind. Jeg har gåsehud fra top til tå. Suger det hele til mig. Hvert et ord, hver en tanke og hvert et ønske om bedring. Trøst, kram og rosende ord. Og alt sammen til kun mig. Kan tydeligt mærke varmen fra det lejrbål, som du, Eva, så malerisk beskriver. Må ilden aldrig brænde ud <3 Tak, fordi du ville sætte så meget tid af og bruge så meget blæk på mig. Dele dine tanker og dit overskud. Plus så mange roser – nu er det mig, der bliver helt genert ????❤
HeLene, du har selv været savnet på et tidspunkt herinde. Fornemmer, at du selv har haft dit at døje med, hvilket gør dine ord endnu mere værdifulde. Mange mange tak ????????
Anne-Marie, du aner ikke, hvor glad jeg blev for at læse om din mormors positive behandlingsforløb, trods den første læges farlige fejlvurdering. Den første del ligner skræmmende godt min mors tilfælde. Håber virkelig, at næste del vil gå ligeså godt, som med din mormor.
Det var lige det, jeg trængte til at høre. Tusind tak, fordi du ville dele. Jeg er meget taknemmelig. ????
Lige nu fatter jeg slet ikke, hvordan det har været muligt for mig at undvære jer alle sammen så længe.
Kæreste Lise, vi snakkes ved på sidelinjen. Du ved forhåbentligt, hvor meget du, din blog og spalteplads betyder for mig. Dine ord er uvurderlige og går direkte i hjertet. Endnu engang har den kloge hunelefant svinget snablen og fået samlet flokken ved lejrbålet, som kun hun kan. <3 ❤ <3 ❤ <3 ❤
PS Jeg må svare på selve indlægget i morgen. Nu er det godnat
Lise Grosmann skriver
Christina Hansen: Tak også fra mig – og ja, der er altid åbent på mailen. Også for jer andre. Snabelkram <3
Charlotte AS. skriver
Hej lise. Ih lyder da super godt ???? det vil jeg glæde mig til at høre lidt om. Tak for altid god og spændende læsning???? god dag til alle????
Hanne TS skriver
Og så skal jeg da ellers lige love for, at mine øreflipper fik serum og creme i dag ;-). Jeg synes ellers selv, at jeg var blevet så god til at huske halsen, men nu er flipperne også røget på listen.
Sikke et dejligt forum, hvor der er plads til både de helt store og små tanker.
Kærlige hilsner til alle, der læser med og bedste tanker til jer, der går gennem hårde og svære tider.
Lise Grosmann skriver
Hanne TS: Det var godt, og det er jo meget nemt egentlig – sådan bare lige at køre en tur ud omkring flipperne (;
Og jeg er så enig i, at det er et dejligt forum her med plads til store og små tanker. Tak til dig for kærlige hilsener <3
Charlotte AS. skriver
Hej lise. Vil høre om du har noget kendskab til exuviance produkter, og hvis du har , hvad mener du om disse. Eller er der andre her inde, der har prøvet det mærke, eller bruger de produkter. Har kigget lidt på det mærke og kunne godt tænke mig hvis nogle her inde evt har noget erfaring med det mærke. Forsat god dag til alle????
Lise Grosmann skriver
Charlotte AS: Hvordan kunne du vide, at jeg den seneste tid har prøvet at samle mig om at skrive om denne spændende serie (; Og jeg gør det, men hvis nogen har erfaringer, så kom endelig frem med dem og hjælp Charlotte.
Eva B skriver
Kender kun deres fodcreme mod hård hud, og den er den mest effektive og konsistens- og duftmæssigt mest lækre, jeg nogensinde har prøvet. Alene af den grund har jeg også ofte tænkt på mærket, men for filan, der er jo så mange lækre mærker, så jeg har ikke nået det endnu. Men min fornemmelse ud fra egen oplevelse -af et enkelt produkt, hvilket jo ikke er underbygger meget! – og reviews jeg er stødt på hist og pist, er at det er en højteknologisk doktorbaseret serie
Lise Grosmann skriver
Eva B: Jeg var nær røget af (; Men det er Exuviance, du tænker på, ik’? Og ja, det er en vældig underbygget doktorserie. Jeg tager fat på den lige om lidt – og tak for at komme med input om fodcremen.
Eva B skriver
Yes Yes ????
Christina Hansen skriver
Når vi nu alligevel snakker om mangler, så har Beautyblog virkelig været savnet i mit liv i de sidste 7 ugers tid. Og selvom du altid kun er et par klik væk, så har jeg ikke kunnet overskue at læse med.
Jeg havde lovet – mest mig selv – at kigge forbi i dag og fortælle hvorfor. Tiden er godt nok ved at skride, men jeg når da at starte inden klokken slår midnat.. Om jeg når at afslutte forinden er dog tvivlsomt.
Vi havde jo holdt en dejlig uges ferie i dit smukke Odsherred med sol og strand. Vidste godt, at jeg skulle til læge med min mor på Herlev hospital, når jeg kom hjem, da hun har fremfalden/nedsunken blære i ret ekstremt tilfælde. Det endte bare med at blive en dag, vi desværre nok aldrig glemmer.
Jeg var tilfældigvis med inde i rummet, mens min mor blev undersøgt bag et forhæng. Kunne høre, at hun pludselig skulle undersøges andetsteds. Lige i nærheden. Der blev med ét meget stille og jeg skal sent glemme lægens chokerede ansigtsudtryk, da hun kom ud. Hun stirrede stift ud i luften, drejede sig helt langsomt mod mig og stirrede mig tomt i øjnene. Vendte sig igen nærmest som en robot i slowmotion og gik hen til vasken med samme tomme og chokerede blik.
Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået… Mærkeligt nok. Men hun sagde det med øjnene. Og min mor var intetanende ved at tage tøj på.. Sekunderne føltes som år, før hun kom ud og satte sig ved bordet og lægen kunne starte.
Nu handlede det ikke om blæren –
overhovedet. Men en meget stor svulst i endetarmen… Jeg spurte, om hun dermed sagde, at min mor har kræft? Fattede ikke, at jeg blev nødt til at tage det forbandede k-ord i brug. Svaret var ja.. Uden at hun kunne sige det 100%, men det var bestemt, hvad hun meget vel mente, det kunne være.
Spørg lige, om hele verden ramlede, mens vi sad der med udsigten fra toppen af Herlev hospital.. Nu skulle min mor pludselig hastes videre til den ene undersøgelse efter den anden. Indlæggelse og til stor kikkertundersøgelse. Samtaler i massevis og senest scanninger og flere undersøgelser. Det har bare gået slag i slag og man har dårligt fattet det endnu.
I går fik vi heldigvis den super gode nyhed, at kræften ikke har spredt sig, selvom lægerne mener, min mor må have haft den svulst i lang tid. Jeg kan ikke forklare, hvor stor en lettelse det var at få af vide. Næsten for godt til at være sandt. Havde selv gået og følt, at det var det bump, vi skulle over, før jeg magtede at give lyd fra mig. Og nu er jeg her.
Godt nok helt færdig som gårdsanger, tappet for al energi og kørt ned til sokkeholderne. Men det føles nu meget rart at være tilbage. Også selvom det ikke er med lutter lagkage og pastelfarvede cremedåser. Jeg kunne have holdt denne smøre på privat mail, for ikke at gøre nogen dårligt tilpas, men vi ved jo alle sammen godt, at livet er som en rutsjebane. Desuden siger de, at kræft rammer hver tredje, så jeg kan desværre regne ud, at flere herinde må have været ude for nogenlunde det samme.
Og præcis derfor er dette selvfølgelig heller ikke et forsøg på at tiltrække opmærksom eller medlidenhed. Bare en ærlig udmelding til en forsamling, jeg holder af.
Det er i forvejen mig, der hjælper min mor med mange ting. Og mig, der tager med på hospitalet hver gang. Simpelthen fordi, der ikke er andre. Foran os ligger ca 6 uger med daglige ambulante strålebehandlinger. Og højst sandsynligt operation efterfølgende. Men jeg føler mig nogenlunde ved godt mod nu. Eller tvinger i hvert fald mig selv til at være det. Det bliver jeg nødt til for at kunne holde det ud.
På en sær måde har det også føltes som om, en lille god fe har holdt hånden lidt over os. Det er svært at forklare, men hun har svævet der i denne svære tid og jeg har haft to ret specielle oplevelser. To møder/samtaler med to helt forskellige damer – uafhængigt af hinanden og helt tilfældigt på tilfældige steder i Brønshøj, hvor min mor bor. Men måske slet ikke så tilfældigt, som jeg først troede. Begge gange har det føltes så utroligt sært og som om, det var meningen, vi skulle møde hinanden.
Den ene var en tudsegammel dame, jeg aldrig havde mødt før. Før jeg havde set mig om, havde jeg fulgt hende helt hjem og op til anden sal. Imens vi fik en særlig snak i en times tid. Det var samme dag, vi fik meldingen.
Den anden dame var en meget kær fælles bekendt af min mor og mig, som vi ikke har set i årevis. Hun havde spottet mig og løbet efter mig ind i Føtex – den dag min mor blev indlagt. Spurgte som det første til min mor. Som om hun vidste det allerede.. (Hvilket ikke var muligt) Ønskede hende alt det bedste. Og så var hun væk igen. Som dug for solen. Det var næsten endnu mere sært og intenst end mødet med den ældre dame. Begge gange var det som et tegn fra oven på, at det nok skal gå. Og det vælger jeg at tro på. Sådanne oplevelser er nemlig ikke hverdagskost for mig.
Hvornår jeg får tid til at kigge her forbi næste gang, ved jeg ikke. Men lov mig, at passe på hinanden så længe. Det er jo det, vi er så gode til herinde. <3<3<3
PS.Så fik jeg da indhentet og udfyldt noget spalteplads, skal jeg love for..
PPS. Jeg husker altid at smøre øreflipperne! Gæt selv, hvem der har lært mig den gode vane 😉 <3
Eva B skriver
Åhhh, Christina….kan altså ikke lade være med at blive berørt og vil ønske jer begge god vind på den rejse, din mors liv fører hende ind på. Det bliver sådan en rejse, hvor man ikke når at få hoved og sjæl med fra dag til dag, men bare må hænge på.
6 uger med daglig strålebehandling. Jamen altså. Det kræver jo umenneskelige ressourcer, også fysisk af din mor, hvis hun bliver dårlig. Det er heldigvis ikke alle, der bliver det. Jeg har en nær veninde, som så sig selv i præcis samme situation som dig, under vores eksamensprojekt i foråret. Hendes mor behandles for brystkræft, og knuden var 6 cm ( også meget!), heldigvis heller ikke med spredning. Det, jeg ville fortælle, var egentlig, at hendes mor faktisk ikke bliver dårlig af strålebehandlingen – og det giver et lille overskud midt i sorgen, en lille fornemmelse af, at denne her del går godt. Jeg HÅBER for jer, at i også må opleve små dele i alt det mørke, som er til at håndtere – som gør det muligt at komme videre fra dag til dag. Den sygdom er så værdiladet med mange forskellige billeder i hovedet, og vi husker selvfølgelig de værste, selvom helbredelsesprocenten er høj. Og hvor er det godt, at det ikke har spredt sig trods at det har været der længerevarende. Det tyder på en knap så aggressiv form, og det er dem med de gode helbredelsesprocenter.
Puha, jeg har haft meget syge forældre. Men ikke akut syge. Du er nødt til at hive de næste måneder ud af kalenderen, og der er jo stadig job, børn og familie. Indkøb. Der burde følge en personlig shopper med, som sørgede for de daglige madindkøb.
Jeg bliver altså ret glad for, at du deler dit liv på den fine måde. Selvom det er på virtuel basis, og vi aldrig ses IRL, så ses vi jo på Beautyblog en gang om dagen – måske i weekenden, når der er tryk på ugen – og sådan har det jo været i nogle år efterhånden. Jeg tænker på BB som min dejlige dessert, og så sidder alle i dejlige piger også rundt om lejrbålet her, og man kan få sig en sludder om stort og småt, altid med et kram i enden. Det er da fedt. Jeg tænker på jer som virtuelle veninder, selvfølgelig særligt os/dem, der ofte deltager. Faktisk tænkte jeg den anden dag godt på, at det var længe siden, jeg havde ‘set’ dig.
Det var der så en grund til. Og man føler afmagt, for ingen kan gøre en skid.
Tanker til dig og din mor, Christina. Helsebringende ønsker til din mor ????
Stort virtuelt kram herfra ????
NB. Strålebehandling kan udtørre og påvirke huden meget. Der er du ihvertfald på hjemmebane.
Lise Grosmann skriver
Eva B: Jeg kan ikke tale og ej heller skrive, så rørt og taknemlig er jeg over, at du – som ofte før – er klar med trøst til en virtuel veninde, et medmenneske i frygt og sorg. Tak og kram fra mig over, at jeg må opleve det på BB
Eva B skriver
Nu bliver jeg helt genert. Tak.
Udover blogmutter, så har Christina i allerhøjeste grad været med til at skabe den helt unikke og smukke feeling på BB.
Glemmer aldrig metaforen med hunelefanten og hendes flok ❤️
Lise Grosmann skriver
Eva B: Du er ganske særlig til at være opmærksom, når der mellem linjerne fornemmes, at nogen har det skidt. Det er et smukt træk og som vi er blevet enige om, så tæller ordkram, når man har det skidt i krop eller sjæl <3
Lise Grosmann skriver
Christina Hansen: Vi har jo skrevet lidt ved siden af og jeg har, som jeg fortalte tænkt meget på dig og prøvet at sende kærlig energi og du skriver så sødt, at du har kunnet mærke det. Jeg tror på den slags. Jeg tror også på de gode møder, du oplever. Men i sidste ende er det fordi, du er åben og modtagelig som det omsorgsfulde og kærlige menneske, du er. Og som Eva, der er fagperson her, skriver, så skal det nok gå. Men hårdt bliver det. Godt at dine børn er så store, at de selv kan træde til i hverdagen.
Du og din fantastiske pen og utrolige humor har været savnet i spalterne, men jeg vidste jo hvorfor og mere end nogen sinde kunne jeg sige: Der er andet i livet end beautyblogs, men hold op, hvor er det dejligt at sidde med jer omkring lejrbålet (tak Eva <3...). Jeg ønsker dig og din mor styrke til at stå det her igennem og mine kærlige tanker og ønsker følger jer. Stort kram
HeLene skriver
Kære Christina, jeg har læst dit indlæg nu og på bloggen i dag. Det gør mig ked at I skal gå dette igennem, da jeg ved hvor hårdt det er. Eva skriver så fint, jeg har selv svært at finde ordene, men bliver meget berørt. Mange varme tanker herfra og det største ønske om bedring og heling. Stort krammer! <3<3<3
Lise Grosmann skriver
HeLene: Din kommentar står som svar til mig, men jeg er sikker på, at Christina får set den. Tak kæreste, og jeg ved jo, at du selv er udfordret. Des finere er det at rumme andres sorg med kærlige ønsker og verbale kram <3
Rie Dyrnes skriver
Min mormor havde øreflipper så store som femkroner (gamle femkroner) men det var nu fordi hun brugte øreklips. Men nøj hvor var de bløde…. Husker jeg elskede at nuller dem. Jeg bruger altså den samme dag creme på hals, nakke og øre :O)
Lise Grosmann skriver
Rie Dyrnes: Tunge øreklips er virkelig noget, der kan hive i flipperne (; Jeg tror, at alle børn har nulret øreflipper, når de har siddet på armen, der er noget med de øreflipper hele livet igennem – en yderst erotisk zone er de jo også (; Og så bliver de faktisk blødere med alderen kan jeg bekræfte.
HeLene skriver
Dejlige produkter og ditto billeder. Glæder mig at høre mere om double serum!
Lidt i linje med dagens skriv undrer jeg om du har noget viden om negle diagnostik? Det var noget jeg faldt over på nettet når jeg søgte om sygdomme og det virker spændene med hvad man kan se på neglene, især var det noget med om man havde måner på neglene eller ej så ikke lige riller eller tørre negle, men mere som når den kinesiske læge kikker på tungen og ser ‘det hele’. Om det passer ved jeg ikke, jeg har mest været opdaget af det mere rent kosmetiske, at huske olien og passe neglebåndene. Måske er det noget humbug, men det lod spændende…
Øre akupunktur har jeg ikke prøvet men altid været lidt nysgerrig på. Håber et tilfælde præsenterer sig en dag!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Vender tilbage <3
Lise Grosmann skriver
HeLene: Jeg har en seddel liggende for at minde mig, men i dag skal jeg til byen. Måske kan du bruge noget af det, der står i indlægget her https://www.lisegrosmann.dk/har-du-ogsa-riller-i-neglene/
Lise Grosmann skriver
HeLene: Måske kan du bruge denne http://www.webmd.com/skin-problems-and-treatments/ss/slideshow-nails-and-health
Anne-Marie Andersen skriver
Så langt ud har jeg ikke tænkt, må til at brede mig mere ud. Men tyngdekraften vil vel sætte sine spor før eller siden. Jeg ved min mormors ører og næse virkede større med alderen, men hendes ansigt sank også mere ind, så det er svært at vurdere om de rent faktisk blev ved med at vokse. Hun blev 103, så er det egentlig også ok at det kan ses????
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Milde moster – sikke gener, du har. Du må hellere komme i gang med at smøre flipperne (; Det kan jo set i større perspektiv være ret ligegyldigt, om man får rynkede øreflipper, men hvis man ellers plejer sig, så ville jeg bare minde om, at øreflipper ikke undgår tidens ‘tand’. God aften kære
Anne-Marie Andersen skriver
Ja det er ret vildt med de gener. Og nu hvor jeg læser dagens skriv, og er berørt af Christinas og Evas kommentarer, kan jeg fortælle min mormor også havde tarmkræft. Hun havde længe gået med det, hvor lægen slog det hen som hæmorider i flere år. Indtil lægen gik på pension og der kom en ny, der straks kunne se det var kræft. Men selvom hun var oppe i 80’erne gik alt godt. Også nogle år efter da hun fik tarmslyng gik det godt. Så ønsker alt det bedste for Christina og hendes mor.
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Tak kære, jeg kan se, at Christina har set din kærlige hilsen og svaret dig.
Anja Woeller skriver
øreflipperne, nej det vidste jeg ikke. maa huske det i aften.
Lise Grosmann skriver
Anja Woeller: Ja, vil du så komme i gang <3
Jette Berg skriver
Altså Lise, hvor er jeg glad for at du tænker for os der ikke kan selv????
Har ALDRIG i mine 58 år tænkt på mine øreflipper overhovedet????. Kun når der skal øreringe i går de opmærksomhed.
Starter i dag, og vil prøve at huske det hver dag fremover.
Tak for din dejlige blog????
Lise Grosmann skriver
Jette Berg: Smil <3 Det er jo nemt, når det først er blevet en vane at køre hænderne ud omkring ørerne, så man masserer serum/creme i ansigt og på hals.
Og tak for tak <3
Sidsel skriver
Jeg prøver altid at huske halsen, og hænderne får resterne…men øreflipperne har jeg aldrig tænkt på! Og det er da synd for dem, så jeg vil prøve at forkæle dem lidt fremover.
Er kæmpe fan af sera i øvrigt – og det lyder da spændende med Clarins opdatering 😉
Lise Grosmann skriver
Sidsel: Ja, vil du se at komme i gang med at forkæle de små øreflapper (; Double Serum er et spændende produkt, som jeg glæder mig til at fortælle om lige om snart.
Karin VS skriver
Kære Lise ????
Det er nemlig rigtigt det med at huske øreflipperne. Mine får en omgang med Tretinoin 0,05% hver aften – og de ser fine ud ????
Hav en god dag,
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Og så endda med tretinoin (: Du må have flotte flipper kære. God dag også til dig <3