Den er forhadt men den er naturlig
Jeg elsker naturen og jeg elsker at se dejlige planteolier og blomstervand på ingredienslisten af min hudpleje. Jeg kan identificere mig med det, kender det fra haven, der omgiver mig og botaniktimerne i skolen. Men der er jo sket en del med disse olier, plantesmør, krydderurter og blomster før de er blevet til ingredienser i en creme.
Nogle af planterne gror i jord andre gror måske i sand og noget kommer fra havet. Nu havde vi elektrolytter på programmet i går, og prøv lige at skimme historien om magnesium HER – hold da op! Naturligt jo, men man forstår, at der er sket en del med det, før det ender i sin PCA-form med de mange talenter i de skønne produkter.
Så er der stearate, som for eksempel octyldodecyl-stearoyl-stearate, det tror jeg ikke, jeg har set nogen brokke sig over, men ikke desto mindre kan det altså, som du kan læse, være hentet fra animalsk fedt men også vegetabilsk. Den er jo svær at gennemskue, hvis man nu kun vil have vegansk. Det samme gælder lanolin, der udvindes af fåreuld.
Jeg husker netop den ingrediens fra min kosmetologtid. Inge Dreyer, klinikkens indehaver, lavede sine egne produkter, og en af de mest populære cremer var lanolincremen. En anden var lecithincremen, der som bekendt kan være hentet i æggeblomme men også fra plantekilde lige som stearate. Jeg siger bare, at efter massage med en af dem, så havde folk glowing skin.
Og nu nærmer vi os, for ud over alkohol, som har mange ansigter, så er petrolatum og mineralsk olie (udvundet af petrolatum, ses også som liquid paraffin) og silikone nok de mest forhadte ingredienser. Faktisk er det sådan, at hvis man bare skriver ‘uden’ de to, så rykker man allerede op i kvalitetshierarkiet.
Jeg gætter på, at mere en en af jer har haft gode oplevelser med en eller flere af disse gode cremer – kapslerne er Elizabeth Ardens hyaluronkapsler, hvor jo også er ceramider.
Du må hellere holde op med at tro på den creme, som lægen udskriver, hvis det passer, at det blokerer for aktive ingredienser og ‘kvæler’ din hud, for det er mere reglen end undtagelsen, at man anvender mineralsk olie eller petrolatum i medicinske produkter.
Jeg vil stadig hellere se olier og blomstervand i min creme, men ikke desto mindre er også de to forhadte hentet i naturen. I jorden/havbunden og fra sand. En del af økosystemet*. Men der er unægtelig sket en hel del med dem før de står der med deres forhadte navn på ingredienslisten.
Det er utroligt, at så mange lige med de her ingredienser og ikke en eller anden rod gravet op af jorden, mener, at især petrolatum/mineralsk olie i kosmetik er så møgbeskidt som kom den lige fra boreplatformen. Og så er der snakken om miljøforurening med silikone. Men så er det da en god idé – i øvrigt for begges vedkommende – at vende blikket mod industrien. Og for silikonens vedkommende til sin mobiltelefon.
Faktisk er de begge måske renere og mere hudvenlige end de fleste ingredienser. Det er derfor de er i produkter til sart og skadet hud og medicinske produkter til behandling af hudsygdom. For nu ikke at longskrive for meget nørd, så læs i indsatte links herunder hos Mrs. Cop alias Paula Begoun og ‘sure Paula’, som jeg ofte har skrevet.
Åh, nu hende igen, tænker nogle af jer måske. Men helt ærligt, hvis man har dybdegravet ingredienser i SÅ mange år og skrevet utallige bøger om netop det – og i øvrigt erhvervet sig meget stor viden om hud og forskning – så tager jeg hatten af og linker HER og HER og til skriv om silikonen HER og bemærk lige sammenligningen med teposen.
Og har du øjne til mere læsning, så snup lige med, hvad hudlæge Uffe Koppelhus fortalte mig om hud og barriere HER . Og måske har du også lyst til at (gen)læse, hvad jeg skrev HER om en ‘hudfremmed ingrediens med skønne egenskaber’ og de former, den kommer i.
Og ja, der er helt sikkert mange, der modsiger, men tro mig, silikone forsvinder ikke lige med det samme med de talenter. Mens petrolatum formentlig vil blive i mange produkter til huden med den skadede barriere. Fordi den er bedst til det og virker som en forbinding, der ikke generer og fremkalder allergi eller anden hys. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har oplevet, at Eight Hour som sidste redning også var redningen. Den virkede hver gang på hullet hud.
Ingenting er som det var der, hvor det blev hentet, før det blev ingrediens i din creme. Og der er masser af plantesmør-typer plus bivoks for eksempel, der okkluderer, giver god tæt og beskyttende barriere, men de vil altid være forbundet med en lidt større risiko for allergi, hvis hudbarrieren er svækket.
*) Olie er resterne af mikroskopiske dyr og planter, der er blevet presset sammen i undergrunden gennem mere end 100 millioner år.
Men JO jeg vil alle mulige miljø- og natur- og klimavenlige omlægninger, men også når det gælder hudplejeingredienser må det ske på et oplyst grundlag.
TAK til Karin for spørgsmål, og svaret blev jo lidt længere, end det var egnet i et kommentarfelt.
Anette Kristine Poulsen skriver
Spot on, Lise. Det er jo netop to ingredienser, der yderst sjældent giver folk allergi. Og åhhh. Jeg får sådan en lyst til lecithincremen (og en massage). Det er en alt for undervurderet ingrediens.
Jeg sad i et interview for nylig med hudlæge Janne Touborg (hun arbejder side om side med sin mand, professor Christian Grønhøj), og hun gentog: “Vi hudlæger, mig selv inkl., har jo altid været glad for at anbefale cremer med mineralolie. Det har vi kendt bedst. Men jeg må erkende, at flere og flere kom i min praksis og meldte tilbage, at det var for tungt for deres hud, så jeg må sande efter at have studeret det nærmere, at den type olie langt fra fungerer for alle”.
Selv er jeg vild med måden, Embryolisse cremen fungerer under makeup, hvis man skal ud (og det skal vi jo desværre ikke så meget), men den har ‘Paraffinum Liquidum’ helt højt oppe som nummer to på indholdslisten. Ingen kan af den grund tage fra den, at den der er tale om muligvis verdens bedste primer-creme.
KH Anette
Lise Grosmann skriver
Anette Kristine Poulsen: Ja, den er uforlignelig den Embryolisse, det samme kan La Mer Soft Lotion men unægtelig i en anden prisklasse. KH lise
Liv Davids skriver
Kære Lise, endnu engang tak for et godt langskriv, som man bliver klogere af. Jeg er glad for at du forsvarer de mineralske fedtstoffer, for de virker fortrinligt for mange af os med sart og hysset hud.
Min kombination af atopisk hud og rosacea kan blive irriteret af vegetabilske fedtstoffer i sarte perioder, men får ro og lindring af cremer med mineralske olier.
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Kære Liv, tak for ord, der gør mig glad. Og ja, somme tider kan et plaster være det, huden har brug for, så den kan få ro til sit helende arbejde. Jeg kender det jo selv fra udbrud af min psoriasis, hvor der kan komme revner i huden.
HeleneR skriver
Jeg har rosacea og tidligere døjet med sart og hysset hud, efter der er kommet styr på rosacean hysser huden mindre så det er dejligt, men silikone i mine produkter både hudpleje og makeup kan jeg på ingen måde tåle – udbrud og irriteret hud er det øjeblikkelige resultat,
Lise Grosmann skriver
HeleneR: Dejligt, at din hud er blevet hysset ned. Var det med petrolatum/minernalsk olie, eller? Hvis du ikke kan tåle silikone, så skal du bestemt går udenom, men jeg er nysgerrig….er det den samme type eller alle typer?
HeleneR skriver
Hej Lise, nej jeg har i mange år holdt mig fra silikone og mineralske olier i både hudplejen og makeup. Det fungere ikke for mig, min hud bliver irriteret og får udbrud, det er i hvert fald eneste fællesnævner jeg har kunne stille skarpt på. Ro på hys og rosacea skyldes et par år med behandling hos fantastisk hudlæge med b.la a-vit kur og nu i afsluttende laser behandling 🙂
Lise Grosmann skriver
HeleneR: Dejligt i hvert fald, at du har få ro på hys. Og ved, hvad din hud ikke bryder sig om. God weekend og tak for at melde tilbage
Elisabeth Hansen skriver
Det var helt som forventet. Kritik tåles åbenbart ikke, og især ikke af veninden Anette.
Hilsen E.
Lise Grosmann skriver
Elisabeth Hansen: Det må du sørme undskylde, jeg har været ude at købe ind og gå tur. Og da du åbenbart ikke kommenterer fast, så skulle din kommentar godkendes herinde ‘bagved’. Det er den nu og nu vil jeg besvare den. Venlig hilsen, Lise
PS: Jeg bilder mig ind, at jeg har et godt forhold til alle mine kolleger og vil ignorere din hentydning, hvad der så ligger i den…
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Åh tusind tak for dine tanker og ord angående disse forskellige ingredienser der får en del til at rynke brynene 😅
Ja det er ikke så ligetil det hele, det ved jeg! Og nu nævner du selv Eight Hour som en redningsvest og ja det er den!!
Er det fordi “man” forbinder cremer, sera mm med den mad vi spiser, for ang mad så har “clean food” jo længe nu været det sunde valg (og citronmåner hører ikke dertil selvom man kan lave lækre udgaver af dem selv 😅) og når maden skal være så clean som muligt så skal vores hudpleje også? Eller har jeg misforstået det helt?
For det er da så sandt at både silicone og petrolatum kommer fra naturen….
Jeg vil nærlæse de links du henviser til når jeg drikker min aftente og takker dig for at gå så meget i dybden med forklaringen 🤗
Hav en dejlig eftermiddag kære Lise, her skinner solen og om lidt skal min hund og jeg ud at gå og indsnuse den dejlige duft som jord og planter giver lige nu💕
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
KarinVS: Det kan vi ikke have – i går var det Pernille, der fik sved på panden og i dag får du rynkede bryn (smil).
Ms Arden fik godt nok Eight Hour lavet til sine heste, når de var skadet på deres dyre galopben, men skrammer er skrammer, og petrolatum forbinder, så helingen får ro.
Du har helt ret i din tydning af clean food og clean beauty, selvfølgelig er der en sammenhæng. En trend har det med at smitte enten den ene eller den anden vej. Og det linker jo også til hele opmærksomheden på grønne omlægninger osv. Jeg kom til at tænke, da jeg skrev, at vindmøllers motor sikkert bruger petrolatum eller silikone som mekanik ofte gør for at smøre og glide. Det er jo lidt sjovt, hvis man må fortsætte olieudvinding for at smøre vindmøllerne. Pst! det er min spøg, men tanken strejfede mig.
Det var dejligt, at du stillede spørgmsålet, for det gav en vinkel til at skrive om det. De to ingredienser er jo vedvarende fremme og bliver enten skammet ud eller får støtte, som jeg altså har gjort i dag.
Godaftenknus
Karin VS skriver
Åh ja! Arden brugte den geniale Eight Hour til sine heste! Det havde jeg helt glemt 😃
Jeg vil da prøve den til min lille hund når han kommer hjem med lidt skrammer (han er ikke en slagsbror, men han elsker at fræse rundt i skoven hvor alverdens grene og brombærbuske ligger 😃😃)
Tak kære Lise 🤗🤗
Lise Grosmann skriver
KarinVS: Ja, hun var en rig dame og brugte formuer på sine heste, men hun kom jo altså også til at tjene formuer på Eight Hour (; og den kan næppe skade vovse <3
Elisabeth Hansen skriver
Tak For en for en gangs skyld nuanceret beskrivelse af mineralske olier og silikone. Jeg synes ærlig talt, at nogle bloggere, især Anette fra Beautyspace, dæmoniserer nogle ingredienser; som er virkelige gode mod tør hud og til beskyttelse af hudbarrieren. At nedgøre dem som en billig ingrediens og kalde mineralske olier for petrokemiske olier er da helt hen i vejret. Så forstår jeg godt, at man undgår dem, hvis man tror, at de bliver hevet direkte og ufiltreret op fra jorden. Mineralske olier bliver filtreret til kosmetisk brug, og er godkendt af bl.a. FDA, og masser af hudlæger vil udskrive eller anbefale mineralske olier mod hudproblemer. Måske ikke lige Leslie Bauman; som Anette fra Beautyspace altid referer til, uden dog at henvise til validt kildemateriale.
Måske er der her også tale om interessekonflikter i forbindelse med, hvad man anbefaler.
Blot et lille indspark i debatten, da jeg er en smule træt af at læse om nedgøringen af mineralske olier og silicone. De bedste cremer, jeg kender, indeholder enten mineralske olier og eller silicone.
Lise Grosmann skriver
Elisabeth Hansen: Det er jeg glad for, at du synes. Hvad angår at dæmonisere, som du kalder det, så gør jeg det jo for eksempel med scrubs.
Hvad Anette angår, så har hun og jeg stor respekt for hinandens faglighed og en tæt dialog, og vi kender hinandens præferencer. Og du tager fejl med hensyn til de mineralske olier, for Anette synes jo lige som mig – og dig kan jeg læse – at det er en fin ingrediens til hud, der har særligt behov for at få beskyttet sin barriere. Men selv hvis hun ikke gjorde, så ville hun jo ikke være alene. Og selvfølgelig er det en godkendt ingrediens, ellers var den ikke i produkterne.
Jeg har godt nok en af Leslie Baumann’s bøger, men jeg har ikke lige styr på, hvad hun mener om mineralsk olie. Og hvad Baumann angår, så har Anette kontakt til mange hudlæger både her i landet og i USA, hvor hun ofte har været for at lave interviews. Hun skriver jo også til Børsen.
Hvad silikone angår, så citerer Anette mig i en af sine bøger for at skrive, at det er ‘en hudfremmed ingrediens med skønne egenskaber’. Men bortset fra det, så ER både mineralsk olie og silikone billige ingredienser på trods af deres hver især egenskaber.
Jeg har mest lyst til at ignorere din antydning om interessekonflikter, men lige for en ordens skyld, så laver hverken Anette eller jeg sponsorerede indlæg på vores blogs eller andre platforme. Og hvad platforme angår, så var hun den første til at like mit opslag om teksten her på Instagram. Det havde hun næppe gjort, hvis hun var skråt uenig.