Vi kender det alle sammen, der er tidspunkter, hvor livet slår fra sig på den ene eller anden måde. Ingen slipper fri. Og så trænger vi til <3 samvær, som jeg skriver i overskriften (det forsøg på hjerte blev nu ikke så godt, men bare I forstår). Samvær med mennesker, som man har det særlige med, som gør, at man lukker hinanden ind. Man bliver ikke nødvendigvis personlige venner og omgås i stort og småt, men man har det bare sjælegodt i hinandens selskab.
Man lytter og bliver lyttet til. Det sidste har jeg haft lidt ekstra brug for siden jeg i april trods håb og bøn måtte sende min lodne lama vovse Nikko til de evige jagtmarker. Og I har allerede trøstet mig og vist så enorm medfølelse og forståelse for, at sorg også kan følge tab af en firebenet sjæleven. Men om nogen forstår Ibbe det, tante Ibbe, som jeg altid sagde til Nikko, når der kom hundeslik fra det skønne menneske, som de fleste af jer kender som og fra ibbyheart. En fantastisk blog, der favner livet med skønhed, hund og sygdom.
I går havde hun inviteret mig og Kitt til brunch og hyggeformiddag. Kitt, hvis fulde navn er Kitt Andersen, er journalist – en af de mest velskrivende overhovedet – hun har skrevet bl.a. i Berlingske både om ‘vores stof’ men også interviews og alt det journalister nu skal kunne. Og så har hun skrevet nogle af de bedste rejseartikler og er i dag redaktør på et rejsetidsskrift.
Kitt er også kvinden bag en af mine favoritshops, Soul & Scent, som jeg af og til har linket jer til. Blandt andet har hun forhandlet den fine serie Evolve længe før, den fik en ‘autoriseret’ forhandler i Danmark. Hun forhandler også en anden serie, Mad Hippie, som jeg ofte har henledt jeres opmærksomhed på. Og flere andre fine naturserier samt nu også smykker. Kig på det hele HER (der er tilbud i øjebikket – 30 til 50%!!!). Men Kitt har også et kreativt øje og styr på alt det i maskinrummet af en blog, og hun har generøst hjulpet både mig og Ibbe. Og for nylig lavet begge vores blogs ekstra flotte. Jamen, tænk at være så heldig at kende mennesker af en sådan uegennyttighed.
Vi havde tre vidunderlige timer, som gjorde mig rart dybt i min sjæl. Vi talte ikke om døde Nikko, vi talte bare godt sammen. Og til alt det andet dejlige, Ibbe havde sat på bordet, kan føjes den goodiebag på foto. Det morer vi os meget over, os i denne branche, at når man i forbindelse med det pressemøde, man beder os til – og som vi altså bruger tid på – giver os det produkt, der bliver omtalt, for at vi skal teste det, så kalder man det en ‘goodiebag’. Det tør ingen nu mere efter en af mine kolleger råbte op og bad om, at det blev kaldt pressemateriale, hvilket det jo rettelig er.
Men Ibbe gav Kitt og mig den goodiebag (foto) med søde og andre lækre sager i, som hun personligt havde købt og sammensat. Blandt andet en fantastisk Foot Spray fra Boots, som jeg i den grad havde brug for, da jeg landede i Odsherred efter en lang, varm køretur. Der er mynte, troldhassel og cypress i. Jamen, hvad skal jeg tilføje…….det var en hjertegoodiedag <3
PS: Ved I, hvad der i den grad også varmede mit hjerte – blogmutterhjertet – det var, at både Kitt og Ibbe nævnte jer. De sagde, at det er et ganske særligt kommentarfelt, der er her hos os. Alle er engagerede i at hjælpe hinanden, og det gør mig taknemlig hver eneste dag. For hjælpsomhed er nok ikke det mest fremherskende i den tid, vi lever i.
Og nu er I nok nogen, der er nysgerrige efter, hvem der VANDT de seks forførende DUFTE, så her er de seks muselykkehjulet trillede frem:
Proenza Schouler Arizona – Marianne HH * Yves Saint Laurent YSL Black Opium – KMH * Yves Saint Laurent Mon Paris Couture – Annelise * Lancôme La Vie Est Belle L’Éclat – Anna-Sofie P * Lancôme La Nuit A La Folie – Lilian Nielsen * Carven Paris Seville – Bente Groth
Skynd jer med adresse og telefonnummer til hello@lisegrosmann.dk
STOR TAK til jer alle for at have the spirit og bruge tid på kommentar selv om der jo kun kunne blive seks, der vandt
Anne Mette K skriver
❤️ det er så dejligt at læse om jeres venskab, der er jo heldigvis ingen regler for hvornår man ‘må’ kalde sig venner, det er hjertet der bestemmer. Det gør mig så ondt med Nikko søde Lise. Vi måtte sige farvel til vores lille Frede for 3 år siden og selv om der nu er flyttet en lille Monty ind, som jeg knuselsker, så savner jeg jo stadig Frede. Han havde sin egen personlighed og han hjalp mig i en svær tid. God weekend Lise
Lise Grosmann skriver
Anne Mette K: Ja, det er hjertet, der bør bestemme, og vi, der har opdaget det, vi må gøre vores bedste for at vise og fortælle det til de unge, der er så forvirrede af hype og trends – og mest af alt på sig selv.
Nej, man glemmer ikke dem, der var, fordi nye flytter ind – heller ikke når det gælder vovser. Nikko ligger nu begravet i haven ved siden af Bobby, og det er vist godt, at jeg har besluttet, at Nikko var sidste vovse i mit liv, for ellers ender vi jo som hundekirkegård (;
God weekend kære og tak for dine dejlige ord
Martha L skriver
Kære Lise
Jeg nyder mit frirum her på bloggen med rigtige mennesker – i modsætning til damebladene, der er blevet meget upersonlige – kvinder der vil hinanden det godt, og ikke er karrige med hjælp og råd. Måske virker emnet banalt på overfladen, men der er masser af dybde og alsidighed her.
Ghita K. Olsen skriver
Tak for et smukt og hjertevarmt indlæg om kærlighed og venskab både mellem mennesker og dyr.
Kender også Ibbes dejlige blog. Og nyder hver dag livet med min elskede kat med den bittersøde bevidsthed, at alt har sin tid.
Lise Grosmann skriver
Ghita K. Olsen: Tak for dine ord, og ja….hvad skulle vi gøre uden hinanden mennesker som de dyr, vi knytter os til. Tænk, hvad hunde udretter for mennesker og samfund på så mange forskellige måder fra blindehunde til bombehunde. Men missekatter er også dejlige på deres helt egen måde (; Jeg var stærkt fristet, da en svigtet sommerhuskat bestemte sig for at bo hos os, men det var synd for gamle Nikko og vi fandt nyt hjem til missen.
HanneTS skriver
Kære Lise.
Det gør mig ondt at høre, at du har måtte sige farvel til Nikko. Jeg har været lidt fraværende herinde, så jeg erfarer det først nu og beklager, at jeg ikke har givet udtryk for min medfølelse tidligere. Jeg ved præcis, hvordan du har det. Det gør forfærdeligt ondt.
Jeg har ingen børn, så mine dyr er mine små “børn”. Da vi pludseligt sidste efterår måtte sige farvel til vores kat, var jeg helt ødelagt af sorg. Jeg savner stadig den lille mis, også selv om det nu er over et halvt år siden, vi sagde farvel. Små poter sætter også dybe spor i hjertet ?. Bedste tanker til dig ?. Kh. Hanne
Lise Grosmann skriver
Hanne TS: Åh ja, så fint, du skriver det kære Hanne….små poter sætter også dybe spor i hjertet.
Og selv om vi godt ved, at vores dyr ikke at vores børn, så er deres hengivenhed og trofasthed jo helt særlig og man kan ikke undgå af blive knyttet og føle sorg, når man mister dem.
Tusind tak for ord og tanker og kærlig hilsen fra mig
Rie Viola Dyrnes skriver
Lyder som en rigtig dejlig dag. Er glad for at læse med her, og er lige så vild med Ibbyheart <3
Lise Grosmann skriver
Rie Viola Dyrnes: Jeg tror, at Ibbe er elsket ikke bare af sine mange læsere men også af alle sine blogkolleger – og med god grund, for hun er en spreder af glæde og kærlig karma <3
Anne-Marie Andersen skriver
Tillykke til de snart velduftende… Så dejligt indlæg, hvor kærligheden mellem to og firebenede griber en om hjertet. Det er jo livets sande gave, så pyt med hvem der vandt. Jeg synes nu 6 vindere er enormt flot?
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Kald det kærlighed – og tak fordi du gjorde det, for jeg mener jo også at man kan have kærlighed for en firebenet ven og måske – what the bleep do we know(; – kan et vovsehjerte også elske. Det føltes i hvert fald sådan.
Og tak for at have tabersind (;
Ida Østergård skriver
Kære Lise, du er altså noget specielt, ikke nok fortæller du os, hvordan vi holder os så smukke som muligt udvendig,……men også indvendig, rørende læsning. Stort tak for det ❤️
Lise Grosmann skriver
Ida Østergård: Kære Ida, nu er det mig, der bliver meget rørt og glad. Glad over, at mit skønskriv kan bruges og utrolig rørt over, at I også vil følge mig, når jeg forlader det nærliggende emne for en beautyblog <3
Kitt skriver
❤️❤️❤️
Lise Grosmann skriver
Kitt: Selv stort <3
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Det er så fin læsning, hvor er i bare skønne I bloggere som gør verden et bedre sted, for hinanden og alle os som læser med og lærer og inspireres!
Mit hjerte smelter!
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Det smelter ikke lige så meget som mit ved dine ord <3 Og ja, heldigvis vil vi hinanden godt, vi bloggere, det er rart at vide og føle
Marlene Høj skriver
❤
Camille skriver
Kære Lise !
Tusinde tak for endnu et (hjerte) varmt og rart indlæg.
Sorg over vores elskede kæledyr skal og kan ikke undervurderes. Selv går jeg fortiden med en ubehagelig knude i maven, over at jeg må affinde mig med at min 13 år gamle bedsteven af en labrador ikke lever for evigt. Jeg forsøger dog så vidt muligt, ikke at skænke det en tanke og i stedet prissætte og stornyde den tid vi endnu har.
Lise Grosmann skriver
Camille: Tusind tak kære Camille, og du kan tro, jeg kan følge din tankegang. Nikko blev 13 år og fire måneder, døjede med syg hofte og så pludselig mistede han appetitten, også appetitten på livet, nyrerne blev syge og vi måtte træffe beslutnigen. Den som vi hundemennesker jo ved kommer en dag, men vi kan ikke lide at tænke på det og skal heller ikke, du skal stornyde hver dag af den tid, I får, netop fordi den jo ikke længere er mange år.