Og du sparer en masse penge
Jeg håber, at I havde en dejlig påske helt efter ønsker og planer. Fik ‘skovbadet’ en masse, som det hedder i dag. Og måske også skruet hudrutinerne ’tilbage til naturen’ = mindsket antallet af produkter. På trendsprog hedder det beauty fasting og dækker over at bruge færre produkter og dermed få færre ingredienser på huden og nedsat risiko for hudstress. Og måske endda bedre resultater.
Det passer ligefrem ind under begrebet hormesis, der er ved at få fat for alvor. Det med, at lidt skidt er godt men for meget vælter balancen. Men for meget af det gode er nu heller ikke af det gode. Og alt, hvad vi byder huden er kemi, som den skal tage stilling til.
Om det så er home-lab-lavet kosmetik med ingredienser sanket i naturen, så vil indholdet være taget ud af en sammenhæng. Et afkog af en plante vil – uanset, hvor velgørende og helende det er – kun indeholde visse elementer fra planten. Når du drikker en kop grøn te, så får du jo ikke alt fra tebladet.
Vitaminer, antioxidanter, AHA/BHA, fedtsyrer, essentielle olier, fugtstoffer, peptider, stamceller, vækstfaktorer m.m. er i sagens natur også taget ud af en sammenhæng eller de kan være syntetiske efterligninger.
Og når man tager ting ud af en sammenhæng, hvor der er naturlige hæmmere og fremmere, og somme tider yderligere optimerer gennem bioteknologi, så kan effekten blive ganske potent. Godt for os, når vi har brug for resultater.
Men det betyder også, at det er en god idé, at du fokuserer og ikke overdoserer. Også fordi, der følger meget med.
Et eksempel kunne være, at du bruger måske 4-5 produkter i ansigtet, 2-3 i håret og det samme på kroppen og så solcreme og makeup. Forestiller vi os, at der er parfume i alle produkterne, så hjælper det jo ikke, at hvert enkelt af dem var formuleret kløgtigt, for du er hende/ham, der overdoserer.
Og ud over, at du utilsigtet kan komme til at blande ingredienser, der aldrig skulle have mødt hinanden, så reagerer din huds immunforsvar på den totale mængde, som samlet ud over den eventuelle parfume kan være over hundrede kemiske stoffer. Måske 148, som en kyndig kvinde nævner HER. Og selv hvis du ikke har brugt hudpleje i påsken, så udgør de stadig 8 procent af hudens økosystem.
En fugt/antioxidant-mist plus serum og creme gør det fint. Huden får overskud til at arbejde med nøjagtig det, der kan hjælpe den og slipper for stress over overflødigt. Og billigere bliver det i hvert fald.
YB skriver
Jeg vidste ikke, at jeg, på mine gamle dage, var gået hen og blevet trendy … men netop her lige før påske besluttede jeg at skære ned på mine mange daglige ansigtsprodukter, når nu der skulle føjes et ekstra lag til – nemlig solcreme.
Nu består min rutine kun af mist fra Ling samt en god dagcreme eller solcreme alt efter vejrudsigten – og det må siges at være beauty fasting (foreløbig ser det ud til at fungere fint🍀
Lise Grosmann skriver
YB: Ja, det er en branche med mange anglidanske begreber (; men den her er god at følge, og Ling-misten kan næsten gøre det alene, det er et skønt produkt. Klog at have den med til at lægge en god og holdbar fugtbase. Så ja, du har flot styr på det <3