Man kunne tro, at jeg igen ville skrive om råkostkur og nytårsforsætter. Det vil jeg på sin vis også, men denne gang er det huden, der er dækket op til. Alt, hvad du ser her er relevant i forhold til din serum, creme og faceoil. Men selvfølgelig er der ikke hakkede tomater, moset avocado og lakridspiber i. Men der er de stoffer i, som har gjort disse madvarer til ’superfoods’. Stoffer vi har valgt at kalde anti-oxidanter samt selvfølgelig de gode gamle vitaminer og mineraler, fedtsyrer og aminosyrer – polysakkarider ikke at forglemme – som også løfter opgaven.
Anti-oxidanter bliver endnu mere ‘big issue’ i hudplejen i de kommende år. Fordi man har set, at det virker for huden. Disse fytokemiske stoffer laver et første værn, som nogle taler om er vigtigere end uv-faktor. I hvert fald bliver anti-oxidanter en vigtig ingrediens i solbeskyttelse fremover.
Og hvad er det så lige, de gør, de fytokemiske stoffer, som kosmetikindustrien og deres råvareleverandører leger med i laboratoriet? De gør deres bedste for at neutralisere skadeeffekten af løsslupne frie radikaler. Vi taler hullet og forharsket cellemembran og dermed fri adgang til cellens maskinrum, og vi taler kædereaktion, som skaber den inflammation, som jeg har skrevet om mange gange, fordi det er årsag til rigtig meget plagsomhed og sygdom i både krop og hud. Alt det, der svækker og gør os gamle før tid. Derfor er anti-oxidant og anti-inflammation uløseligt forbundet med anti-ageing, og da verden er ageing er det her, der kommer fokus i dette og de kommende år.
De madvarer (og kosttilskud), du ser på foto er på ingen måde fyldestgørende, det var, hvad jeg havde. Men de har det fælles, at de alle er spiselige. Og det var hele ideen for nu. For jeg ville alligevel gerne trække en tråd fra den sunde mad, som vi ved, beskytter huden indefra, til de deraf inspirerede ingredienser i sera og cremer, som formentlig sparer ikke bare huden men via immunforsvaret (blandt andet) hele kroppen for stress. Man kan ikke kun blive skøn indefra, men kan formentlig også blive sund udefra.
PS: Man (jeg) hører meget ofte påstanden, at huden står sidst i rækken med hensyn til at få del i de næringsstoffer, vi spiser os til. Det er rigtig svært at tro, at vores krop skulle være så ufornuftig at forsømme at styrke sit yderste værn – huden, vores eneste udvendige organ – med alt den har til rådighed. Men skulle man dele den opfattelse er det jo blot så meget vigtigere at sørge for en god cremediæt.
PÅ FOTO fra øverste venstre hjørne: Tang, E-vitamin kapsler, grøn te, natlysolie-kapsler, bifido/mælkesyrebakterie-kapsler, krydderurter, ingefær, Q-10-kapsler, blåbær, champignon, tranebær, gulerødder, avocado, oliven, tomat, sojabønner, omega-3 fedtsyre-kapsler, vindruer, kokos, hasselnødder, mandler, citron, gurkemeje, chokolade (kakao), lakrids (lakridsrod), rød te og solsikkekerner. Jeg havde det rigtig sjovt med at lave det billede (;
Måske ikke sæsonens bedste ‘skud’, men nye og eksisterende produkter, der serverer sundt for huden.
Christina Hansen skriver
Så skønt at høre, at du havde det hyggede dig og havde det rigtig sjovt med at dække op til det ufattelig indbydende billede.
Jeg havde nok fået lidt stress med alle de ting, der kan trille rundt – selvfølgelig med den undskyldning, at jeg havde været nødt til at ryge den pibe før tid. 🙂 Jeg elsker, at den lige har knebet sig med på billedet som den ligger der og frister med pink røg.
Når det kommer til fordelingen af næringsstoffer fra kosten, så føler jeg mig da ret overbevist om, at huden får sin andel. Jeg er vel ikke den eneste, der får varm og prikkende hovedbund af frisk chili, og sved på kinder, overlæbe, hvis det er virkelig hot.
Ligesom jeg får en sjov frisk fornemmelse i øjnene, når jeg spiser kiwi, brombær, hindbær, spidskål mm. Jeg er sikker på, at huden også sidder med til højbords og tager for sig af retterne – slubrer og suger til sig.
Det er direkte virkning for pengene.
Man kan jo også sommetider få trang til noget bestemt – og her tænker jeg ikke lige på kage, men noget mad, frugt eller en bestemt grøntsag, som man bare MÅ have f.eks. æg, ruccola, citron, tomater, avocado, lever, kål -hvad som helst. Jeg hører til dem, der tror, at kroppen selv beder om det, fordi den har trangen dertil.
Og det er så her, at rygetrangen også sætte ind. Det hænder da, at jeg giver efter og må gang i den pink glød.
Eller “stiller P-skiven” og for sat en stopper for trangen med en P-tærte 🙂
Lise skriver
P-tærte! Altså her måtte jeg Google Christina, jeg var totalt blank. Det var skærmbilledet, der kom frem, ikke….bund af fransk nougat med drys af jordnødder. Hvordan har jeg kunnet leve uden (; Det har nok noget at gøre med, at husstanden ikke tæller børn – kun en barnlig sjæl, som skal på P-research senere i dag (;
Det var faktisk sjovt at lave det billede – og yes det trillede og jeg skældte, manden rystede på hovedet og gik og hunden ventede på, at der faldt noget på gulvet, som han gad spise. Fotodag hos blogmutter (;
Men tilbage til det seriøse, så tror jeg, du har fuldkommen ret i, at en sund krop signalerer, hvad den har brug for. Og ellers har den gode mad, som du nævner, farvekoder.
Derimod tror jeg ikke, man behøver bladre langt tilbage i tilfældigt valgte ugeblade/magasiner for at finde udsagn om, at huden står sidst i køen med hensyn til fordeling af næringsstoffer. Og sikkert er det, at mangler der næringsstoffer, så ses det på huden. Men det er jo så fordi den er det eneste organ, der er synligt. Og som du nævner oplever man jo også ‘akut’effekter af madvarer ud i huden. I øvrigt endnu et eksempel på, at hud påvirkes både udefra og indefra, den er en membran med to sider og en krævende opgave.
Anneka skriver
Wauv for et sanseligt og inspirerende billede. Lidt Alladins hule over det. Og så løber tænderne jo lidt i vand når jeg ser chokolade og lakridspibe!! …hvorfor er mennesker egentlig så ufornuft indrettet at vi oftest får mundvand af at se på det vi egentlig burde (hader det ord :/) spise kun liiille smule af …og så til sidst / efter maden!
God søndag. Kh Anneka
Lise skriver
Hvor skønt, at du synes det Anneka. Her rystede manden lidt på hovedet, mens jeg tømte køleskabet og begyndte at lægge op til foto – og ydermere sagde, at det havde noget med cremer at gøre.
Jeg tror godt, vi må (; spise både chokolade og lakrids hver dag – af ordentlig kvalitet forstås. Og her lever min lakridspibe nok ikke liiige op til kravet (; Ikke desto mindre spiser jeg en hver aften og nyder den tilmed. God søndag aften til dig, Kh Lise
Anneka skriver
Hi hi han er nok ikke æstetiker så.
Uh hvor jeg blev jeg glad for du siger det!! Jo jeg tror så afgjort lakridspiber er af fin kvalitet. Uden alle mulige E numre. Også finsk lakrids og sød Panda, som jeg da vist har noget af i en kagedåse 😉 må lige tjekke…
Lise skriver
Jo, det er han egentlig Anneka – oven i købet fotograf og manden bag mange af de billeder, der har ledsaget mine artikler i tidens løb. Det var nok mere det abstrakte – at fotografere tomater, når man vil skrive om cremer. Men selv om han har fotograferet flere cremer end de fleste, så kan man jo ikke forlange, at han skal vide, at de somme tider indeholder lycopen ((;
Held og lykke med lakridsjagten, jeg ved heldigvis, hvor jeg har mine piber og nu er der kun et par timer til at jeg skal have en.
Jane skriver
Hej Lise. Et flot anti-oxidant-billede. Absolut. Da jeg nu ikke kunne få øje på lakridspiben, blev jeg rigtig glad for at se, at du da havde “skolekridt” med på billedet i øverste højre hjørne. Men ved nærlæsning så er det bifido/mælkesyrebakteriekapsler……..Håber det er ok, at jeg spiser en stor portion Ylette hver dag (og noget lakrids). Glæder mig til mange gode råd i årets løb. Godt år.
Lise skriver
Ha, Jane….skolekridt! Men det er ok, at du spiser Ylette OG lakrids. Faktisk spiser jeg selv en lakridspibe hver aften, og den ligger sørme da på foto – nede under citronen og den røde te, bare kig efter den pink (røg) i pibehovedet!