Men ‘fluerne’ har en del med emnet at gøre
Se lige de her! Sjove ikke? Det er jo sådan nogle fluer, som lystfiskere bruger, og dem sidder husgartneren/husbageren alias min mand og nørkler med. Ufatteligt, at han kan, for han har pænt store fingre.
Selv om jeg synes, det er synd for fisken, der går på krogen, så er det unægtelig en skånsom metode set fra mange vinkler. Ikke mindst jo bevarelse af havbund og dermed af fisk og andet liv. Alger/tang og ålegræs for eksempel, som jo er forudsætning for andet liv dernede.
Og det blev jeg mindet om, da jeg læste ‘Natur og Miljø’, medlemsblad for Danmarks Naturfredningsforening. Der var nemlig en artikel om de fiskeredskaber, der bruges ‘professionelt’. Det er skræmmende til det forfærdelige set med mine øjne. Du kan læse artiklen HER.
©Natur og Miljø
Og det jeg hentyder til i overskriften, det blev jeg mindet om forleden, da jeg læste artiklen HER om alle de alger/tang, som vores forfædre gnaskede. Fulde af livsvigtige næringsstoffer og noget af det med klimavenlige, vi kan spise. De har ikke brug for hverken jord, ferskvand, kunstgødning eller pesticider. Og så gror de hurtigt. Som artiklen beskriver det.
PS: Alger er også en fantastisk ingrediens for hud.
Må jeg endnu en gang have lov at anbefale at bibliotekslåne eller købe Ole G. Mouritsens’s bog ‘Grøntsager fra havet’. Den er intet mindre end fantastisk uanset om man har i sinde at spise tang eller ej (der er opskrifter). Men det gjorde de i store mængder i stenalderen viser nye studier, hvor man har analyseret tænder på skeletrester fundet forskellige steder.
Jeg har tidligere pralet af, at vi her i Odsherred ikke bare er de bedste til gulerødder men også til tang. Kig/lyt videoen, hvor Claus Marcussen, der står bag Dansk Tang, fortæller…..
Karin Winther skriver
Jeg er tangspiser ☺️ Og glæder mig til nyhøstet hvert forår. Og gerne fra din hjemegn Lise 💚
I år nåede jeg ikke at lave tangchips selv ! Nu ærgrer jeg mig! Men heldigvis er det let at få købt !
Og den bog skal jeg have !😋
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg må indrømme, at det er jeg ikke selv om jeg er begejstret for Dansk Tang. Tangchips lyder ellers lækkert! Har du været på tangsafari?
Spørg du lige Claus Marcussen om Ole G. Mouritsens bog – jeg gjorde engang – og det er deres guru. Og så er der altså opskrifter, som en allerede-tangspiser som dig helt sikkert kan inspireres af. Den må være på biblioteket, så du kan se, om du vil anskaffe den <3
Karin Winther skriver
Jeg skal da SÅ meget se om jeg kan finde ud af at komme på tang Safari 😁
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Måske en barnebarnstur – hvis de har waders i lille størrelse (;
Karin Winther skriver
☺️👌
Pernille S skriver
Hvor er Claus Marcussen dog behagelig og vidende at høre på. Endnu en bekræftigelse på hvor vigtigt det er vi passer på vores have i dobbelt forstand; dem på jorden, og dem i det blå ocean. Liv og grøntsager dyrkes begge steder.
Tang hentet i strandkanten, er fast inventar i mit aspargesbed ( tåler salt). Smækfyldt med mineraler og sporstoffer, er tangen et uovertruffent gødningsmiddel. Flydende økologisk tang hvor saltet er udfaset, fåes desuden på velrenomerede planteskoler (Havero) Tak for et grønt indspark Lise💚 https://www.havenyt.dk/artikler/dyrkningsmetoder/goedning/533.html
Ps. Og så er det jo de rene små kunstværker manden din laver. Imponerende!🪰 Har man een gang fået en fisk på krogen, ved man hvor lykkelig man kan blive😉
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det er jeg så glad for, at du synes – at Claus Marcussen er god, for jeg har så stor respekt og beundring for det enorme arbejde, han har lagt i det her. Odsherred kommune er ikke for kvikke til at forstå, hvad der trækker mennesker herop, de tror, at det er bord-og-bænk-sæt, som skæmmer ethvert ledigt sted ved fjord og i skov. Men oppe i Annebergparken i de gamle bygninger, der var sindsygehospital, der sker alt det rigtige. En Michelin-restaurant, et fantastisk mikrobryggeri og ikke mindst Dansk Tang og så Isøre økologisk is. Plus kunstnerfløjen og de mange arrangementer, de laver.
Nu fik du lige lidt Odsherred-reklame/begejstring og jeg/vi fik gode haveråd fra dig. Tak kære.
Og ja, ham manden han er ret dygtig til mangt og meget herunder håndbyggede knive. Og nu har han så genoptaget fluebinderiet. Begge dele til at sælge på markedet i Rørvig, når det starter igen. De yngre mænd hænger ud ved hans stand for at lære af den gamle, og det er jo hyggeligt. Lidt som det med de personlige historier, der skal fortælles videre, så vi ikke bliver historieløse.
Det var en ordentlig omgang kommentarsvar <3