Vi oversvømmes i øjeblikket af velmenende påmindelser om at spise og tænke – ja endog male – mindfuldt. Vi skal huske det, vi har glemt, vi skal genlære at være til stede i nuet. På samme måde oversvømmes facebook af videoer af dyr, der endog på tværs af race bliver gode venner og viser hinanden omsorg ikke mindst ved berøring. Dyr er ikke hæmmet af hverken Iphones eller ikke-erkendte behov. Vi derimod tænker for meget og gør for lidt af det, vi engang ikke tænkte over.
Foto: naturligSMUK.dk
Hænder og hud kan noget med os. Både vores egne hænder og de hænder, vi køber os til hos ’professionelle berørere’ som massører og kosmetologer (som dygtige Heidi Maltby), frisører og fodterapeuter og alle de andre, vi frekventerer på berøringens marked. Men intet kan heale som hænderne hos dem, vi elsker. På et bliksekund kan en berøring fremkalde alt fra ophidselse til tårer. Jeg vover den påstand, at nærhed og berøring er lige så vigtigt for vores sunde udvikling som vand og mad. Og Joe Lewis’ Skin Health pyramide.
Jeg læste for flere år siden om et videnskabeligt forsøg, hvor man gav en abeunge mulighed for at vælge mellem mad eller et stykke skind, der skulle gøre det ud for den kontakt, den normalt ville have til sin mor. Den valgte at kramme skindet. Nu er vi ikke aber, men forskellen er ikke så stor, som vi måske ønsker. Det er anerkendt, at børn har dette behov, og det kan som bekendt gå gruelig galt, hvis de ikke får opfyldt det.
Jeg har en teori, som sikkert er videnskabeligt underbygget, for i den proces, hvor ægget efter befrugtning deler sig og danner et trelaget embryo, da skabes hud (epidermis) og nervesystem (neural tube) af samme lag (ectoderm), som det ses markeret med blåt i illustrationen nederst. Der er direkte forbindelse fra vores udvendige side til det, vi føler og tænker. Du må hellere huske at kramme dem du elsker og ikke glemme dig selv.
I det hele taget er vores sanser en livslang – og ganske gratis – ledsager til det begærede mindfulde liv. Lad os huske at nyde den sommer det trods alt er med alle dens dufte, farver og sindsberoligende lyde af fugle, der har travlt med det, livet i virkeligheden handler om.
Jeg håber, at I alle får en skøn Skt.Hans Aften.
Illustration: studyblue.com
Louise skriver
Kære Lise
Jeg overvejer at prøve Elisabeth Arden Pros solcreme. Men jeg har meget sart hud. Er det en solcreme du vil anbefale til den hudtype. Jeg har spurgt en forhandler af den og hun siger at det kan man sagtens. Men vil egentlig godt høre en ikke “sælgers” mening inden. Den er jo lidt dyr
Lise Grosmann skriver
Louise: Jeg er tilbøjelig til at give forhandleren ret, fysiske=reflekterende uv-filtre er netop velegnede til sart hud og jeg forestiller mig heller ikke, at hverken DNA-enzym-complex eller antioxidanter vil give problemr. Derimod er det vigtig beskyttelse også af din huds immunforsvar. Men kan du ikke få lov at prøve!
Helle Rick skriver
Berøring kan meget meget mere end ord. Der må krammes 😉 God aften og pas nu på ved bålet 🙂
Carina C skriver
Kære Lise. Hvor er det sandt! Du får mig til at tænke på P.Hein’s citat: “Husk at elske mens du tør det,
– husk at leve mens du gør det!”.?
Lise skriver
Carina: Ja, så enkelt kan det siges…han var god til at ruske os, ham Hein (;