Og det vidste jeg faktisk ikke
Der var engang – gab, nu igen! Men der var faktisk engang, hvor jeg havde virkelig flotte negle – og hænder i øvrigt – men for hver dag, man er heldig at leve, bliver stadig mere fortid. Bedre bliver det unægtelig ikke, hvis man som mig ustandselig har sine handskeløse hænder i alt fra rengøring til havejord og så lige glemmer at give dem og neglene – ja, en kærlig hånd.
Ydermere var min levevej nærmest manicure i en ungdommelig fortid som kosmetolog. Jeg arbejdede hos en af Københavns største frisørsaloner, hvor fine damer kom og fik manicureret sig mens de charmede den smukke frisør iført permanentspoler og curlere. De kunne næsten ikke overkomme at lægge deres fornemme fingre på puden, så jeg kunne nå dem. Tal lige dårlig arbejdsstilling.
I øvrigt – uden sammenhæng med nys skrevne – så var en af dem, jeg gjorde negle på, Lise Nørgaard. Det var dengang, hun beskrev farvemixet gråt/gyldenblondt hår som ‘pis i sne’. Hun fik altid en helt lys Dior perlemorlak, og forinden var hendes og de andre kunders negle masseret med Dior’s ikoniske Crème Abricot.
Ikonisk er også Herôme og for mig ikke mindst deres negleolie, Nourishing Nail Oil. Herôme har fået ny agent her i Danmark, og de har været søde at sende mig olien og noget, jeg glæææder mig til at genprøve når nu mine negle har fået om ikke fordums smukhed tilbage så dog ser plejede ud. Så skal jeg nemlig lave fransk manicure, og Herôme har French Manicure Set i flere udgaver.
Men tilbage til negleolien, som fra første påsmøring viste mig, at det skulle forblive en daglig rutine, for lige som med den HER, så stirrede jeg på det, der var et lille mirakel. Og som gammel manicuredame burde jeg jo vide bedre – altså være forberedt. Jeg kiggede selvfølgelig på ingredienslisten for at se, hvad miraklet skyldtes, og så stoppede jeg ved en bestemt olie. Den står ikke øverst men som nummer tre, og jeg synes ricinusolie er interessant i denne forbindelse.
Jeg husker amerikansk olie, som man bare kaldte det, da jeg var barn, til brug mod forstoppelse, og det er en egenskab, der stadig nævnes. Der er faktisk nærmest ikke det, den olie ikke har udrettet gennem en tusindårig historie som alt-muligt-middel herunder medicinsk anvendelse.
Som mange af jer sikkert har hørt/læst berømmes den også i forbindelse med hårtab. Det nævnes nu flere steder, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at olien kan genetablere tabte lokker. Jeg har i øvrigt prøvet det og fandt den lovlig fedtet og svær at vaske ud.
Men hud- og negletalenterne de holder hele vejen. Nu er jeg jo ikke kemiker, men hos INCIdecoder forklarer de noget af det specielle ved olien med, at den selv om den er tykkere end andre olier i sin kemiske opbygning er ekstra ‘water loving’ og samarbejdsvillig over for andre ingredienser. Ud over de mono-umættede fedtsyrer (ricinoleic acid) indeholder den omega-6 fedtsyrer*.
* Har du hørt, at dem skal man ikke have nogle af, så er det i kosten, fordi de er i stor mængde i meget færdigmad m.v
Castor-/ricinusolie fremhæves altså for sine fugtbevarende egenskaber samt for at øge optagelse af andre ingredienser og så er den helende. Og til det helende og reparerende får den hjælp fra E-vitamin, som også er den stærke antioxidant, der beskytter alle olierne i Nourishing Nail Oil.
Du kan google dig til masser af viden og anprisning af castor-/ricinusolie, men skulle du støde på noget om, at castor-/ricinusolie er giftig pga. indhold af ricin fra ricinusplanten – fra hvis frø, man udvinder olien – så fjernes det ved fremstilling af olien til kosmetik og selvfølgelig farmaceutisk brug. I øvrigt er olien testet til høj tolerance, som du kan læse HER. Og vil du vide endnu mere, så er der læsning på healthline HER.
FAQ: Selv om man kan sammenligne hud og negle så langt som, at neglepladen svarer til hudens forhornede celler, så har hud unægtelig noget bedre næringsforsyning og naturlig barriereforstærkning. Sædvanligvis tildeler de fleste af os nok også hud mere omsorg end negle.
Kis skriver
Ja ja – vi er nogle der er lidt oppe i årene og fingrene er lidt krogede, men jeg gør meget ud af at have korte vellplejede negle – gerne med en lys nude neglelak, men da også med lidt kulør her til sommer. Lange negle er da superflotte, det er bare ikke mig.Sjovt at læse om produkterne – jeg husker da Herome og jeg er stor fan af Diors Apricot,og den er på min ønskeseddel hvert år til jul. Nem at arbejde med og opsuges af neglen lige med det samme.
Sjove minder du deler Lise – det må bare have været så sjovt at være en del af.
Er I nogen der har erfaring med shell lak på tåneglene, I vil dele – det overvejer jeg lidt pga dovenskab men jeg er bange for det ødelægger overfladen på neglene.
God foårsweekend til alle – hjertelige hilsner fra Kis
Lise Grosmann skriver
Kis: Ja, er der noget sted, der indlysende nok må slides gennem et liv, så er det jo hænder og fingre (; Nu om dage har jeg også lys lak på fingrene, mens sommertæerne får knaldrødt. Sjovt at høre, at du bruger Abricot-cremen, men det må der jo være mange, der gør, siden den stadig er her og i samme søde lille krukke. Mht. manicure-jobbet, så ved jeg ikke, hvor sjovt det var – beauty og al dens væsen var ikke rigtig noget endnu, så der var lidt ‘slave’ over det (;
Jeg har ikke selv fået shellac, men jeg vil absolut anbefale CND Shellac. Modsat gele-og akryl kan det dog ikke bruges til at forlænge neglen. Få det gjort hos en professionel.
God forårs-weekend også til dig med hjertelige hilsener, lise
Karin winther skriver
Få så et par havehandsker på Lise 🤓. Det brugte Lise Nørgaard bestemt nok også . Og jeg kan nærmest høre hende sige det oppe fra Englebaren 😃
Der findes så mange lækre derude at vælge mellem.
Min hænder bliver vrisne, hvis/når jeg glemmer handskerne. Jeg har udsat mine hænder for utallige skrab, snit, rifter, sol, brandsår og vabler gennem årene, ( der var ligesom ikke handsker i vikingetiden 😅) men huden blev jo stadig nogenlunde pæn når det helede . Jeg har altid haft korte negle, og elsker stadig chanel sort neglelak, som ser sejt ud, også når den bliver skrammet. Så leger jeg rock-chick 🤣
Suk de hænder er ligesom kroppen i øvrigt ikke hvad de har været. Men gør det så godt heg kan, og takker det hele for, at vi stadig er sammen om livet 😊😍
Og jeg vil massere neglebånd i hele ferien snart 😇 jeg tror også olivenolie kan noget !
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Ja, ich bin en idiot, for jeg har dem jo og har lige købt nogle ny, de ligger derude under havebordet, men ofte er det jo ikke planlagt lige at hive og kradse i jorden, og så er skaden sket. Og til rengøring….jeg lærer det nok aldrig for alvor, faktisk er det sjældent, at jeg tager gummivanter på.
Åh, Karin, jeg sidder her og storsmiler…..vikingen med de sorte rockchikke negle. Du er skøn <3 Men nej, negle holder som resten af os heller ikke sit ungdommelige udseende, men bare man kan bruge dem og de hænder, de sidder på, så må man være så inderligt taknemlig. Massér du bare med olivenolie, den er fuld af squalane, som er en rigtig hudolie. I Herôme-olien er der jo også mandel- og andre olier, jeg faldt bare over den amerikanske, fordi jeg ikke forbandt den med neglepleje.
God aften <3
Karin winther skriver
Du har ret. Med havearbejde kommer det pludselig over en, og SÅ er det bare ind efter handskerne.
🫒🫒🫒🇬🇷
Oliven og mandler bliver godt ! Dernede på Ønskeøen .
Jeg brugte faktisk amerikansk olie på et tidspunk til vipper og bryn, men vidste heller ikke det om neglesupport 😍
Og det var/er altså voldsomt fedtet.
God weekend 🎈🇩🇰
Det står på børnefødselsdags ballade …. 👵🏻 Den glade mormor rock chick 😅
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Ja ja – af sted efter vanterne, skal nok prøve at huske (;
Jeg ville ikke bruge den til vipper, selv om der faktisk står eksempler på brug i øjnene. No go ville jeg sige, for den er netop voldsomt fedtet. Jeg tror også, at jeg skulle være vældig forstoppet for at snuppe en snaps. Men det er fantastisk, som naturen konstruerer multigenier, og det må man jo sige, at olien her med de mange navne er.
Og mormor rockchic havde forhåbentlig en fantastisk dag <3 God weekend kære
Karin winther skriver
😍🎂🍰❤️🎈
Ja 😌
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Øv altså, at jeg ikke kan emojie, men <3 hilsen
Annette skriver
Kære Lise
Det er spændende at høre om din erfaring med de “fine” damer og deres negle. Sjovt for mig, at Lise Nørgaard lige som jeg foretrak en ikke alt for højt råbende neglelak. Det mærkelige er, at i takt med, at mine pæne hænder og negle også har mistet noget af fordums glans, er jeg ikke helt afvisende for at prøve en neglelak med lidt afdæmpet rød farve på mine kortklippede negle.
Det er vist den omvendte verden, jeg tror det er fordi jeg så håber, det vil pynte lidt. Men jeg tror ikke, jeg kan finde en varm afdæmpet neglelak, så jeg fortsætter sikkert med de klare.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, ja, det er utroligt at tænke på, at jeg sidder her endnu, for det virker jo som forrige århundrede. Hvad jeg ikke skriver er, at man skulle tiltale dem med titel – mandens vel at mærke. Den eneste, jeg kan huske, det er ‘fru murermester Knudsen’ (; Hvad Lise Nørgaard angik, så var det jo sjovt at sidde der og være med på en lytter, for hun gav den jo ordgas også dengang.
Som det er med ansigtet selv om vi passer huden, så ældes den jo alligevel, og vores negle bliver jo også præget af alder, for de celler, der producerer neglen, de er jo ikke i samme form som da vi var unge. Og da neglene lige som hårstråene, der også er død keratin, ikke har næringsforsyning og den fornyelse, som hud har, så svækkes de jo.
Da jeg var ung havde jeg stort set altid røde negle men i dag er det kun tåneglene, der får pangfarve, mens fingerneglene – NÅR de lakeres – får lys eller bare klar lak. Men det har ikke noget med alder at gøre, det er bare fordi hænderne er noget gigtprægede. Men jeg synes da, at det er flot med rødt til både negle og læber uanset alder.
Mange hilsener
lise