Og så ellers bare god weekend ♥
Det er ikke sikkert, at makeup er det de fleste bruger tid på lige nu, men hvis nogen af jer har det som mig og føler, at den vintertriste hud næsten smitter indad på ens følelsesmæssige stemning, så vil jeg dele med jer, hvad jeg selv gør for at peppe gråheden op. Give huden glow, som det hedder på nudansk. Hvis du kan huske, at jeg har nævnt det før, så er det rigtigt, men det virker stadig.♥
Jeg bruger Embryolisse CC-cremen og den er fantastisk, flot finish, og den dækker som en foundation. Men lige nu er huden nedenunder så trist, at jeg kom i tanke om det med at mixe lidt af Sensai’s Brightening Makeup-Base med CC-cremen. Og det virker perfekt. Huden får lidt af frisk naturlig huds glans uden at skinne af perlemor. Jeg indsætter tæt-på-foto nederst, så I måske bedre kan se glansforskellen.
Og så er der det med blush. Jeg har fornemmelsen af, at mange har droppet det makeup-produkt, og det er synd. Især hvis man ikke længere har ung hud. Træt farveløs hud og blege læber er ikke ligefrem foryngende. Men det er farve. Bare lidt blush der, hvor kinden får farve, når man har været ude i frisk luft og gerne lidt på hagespidsen og måske et dut på næsetippen. All natural ♥
Og glem alt om, at smalle læber skal glide i ét med ansigtet, for så opdager man ikke, at de er smalle. Giv dem lidt farve, det betyder så meget for hudens udstråling. Selv om vi ikke må bruge udtrykket for Anette, så er det ren anti age.
Ilia Multi-Stick Batonnet-Plus kan bruges på kinder. læber og øjne, som man lyster.
Og så et rent makeup-teknisk tip: Creme fungerer bedst på creme og pudder bedst på pudder. Jeg indsætter eksempler på sidstnævnte herunder. IDUN Minerals er en powderfoundation, der altså dækker som en foundation og samtidig giver huden et mat skær. Sisley er en compact powder (Phyto-Poudre Compact), som giver huden det smukkeste silkeskær. Har man fejlfri hud, så bruger man den bare alene og ellers over foundation.
Og vær nu sød ikke at tænke: Kalket hud! Jeg ved ikke, hvorfor den påstand overlever, for tro mig, jeg ved det, jeg har været med længst, der er altså sket forbedringer også med pudder. Jeg plejer at miste med min Avène kildevand på god afstand for at fiksere.
Og så det lovede tæt-på-foto. Jeg bruger selvfølgelig mest CC-creme og kun en lille klat brightening (her har jeg overdrevet mængderne). Fingrene er det bedste at fordele makeup med, hvis I spørger mig.
Og så de kærligste ønsker om en dejlig weekend, hvor vi vist kan forvente noget sol, så vi kan komme ud og hente lysenergi. SÅ husk nu: Ingen solbriller!
Pst! Det her hjælper også på humøret, det er ganske vist ♥
Karin winther skriver
Ajjj her skrev jeg noget helt vildt intelligent 😁 men det er blevet væk 🙄 nå, jeg har lært at sige pyt !! 😌
Pernille S skriver
Vil du på ældre hud anbefale creme blush istedet for pudder blush?
Jeg bruger “Vintage” fra Tromborg, som jeg synes har en fin naturlig farve, men gør huden noget mat…
Embryolisse er en fantastisk base for makeup-creme!
Jubi! Weekend! Så er det ud og få luft og lys 🥰 God Weekend søde Lise
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hvis du ikke bruger pudrede produkter på huden, så vil jeg klart anbefale cremeblush. Googlede lige Tromborg, og de har en creamy lip cheek eye rose, og den farve vil jo give en anden frisk-kind effekt end Vintage, som mere er bronzer eller kontur – ‘shade effect’, som de selv skriver. Når Tromborgs blushere (på nær den der creamy multi) er powder, så passer det jo med deres mineral foundation.
Og ja Embryolisse-cremen er fantastisk base for makeupcreme lige som La Mer Le Lotion, som godt nok er en anden pris men også indeholder mineralsk fedt.
Solen driller lidt her, jeg troede, at den kom, men nu er det diset igen. DET skal dog ikke afholde mig fra at gå en seriøs tur ((: God weekend også til dig kære <3
Susanne christensen skriver
Jep 😀 tænkte selv ,at nu går der vist for meget joggingbukser over mig 😃😃 så på med lidt make-up det hjælper da 😍 men kæmper stadig med blush , I ved den lille effekt der giver liv til ansigtet og ikke som en fartstribe ,🧐🧐så gide tips 😍😍
Lise Grosmann skriver
Susanne christensen: Hi hi, jeg går i termobukser, så jeg er ikke meget bedre. Men dem kan man i det mindste ikke se i spejlet (; så her hjælper lidt til at dække trist hud og friske op. Du skal ikke lade dig drille af blush. Start på selve kindbenet og så fordel på undersiden af det og ikke op til øjnene. Prøv at se dig i spejlet næste gang du har været ude i den friske luft og se, hvor din hud har fået kulør – det er der, din blush skal ligge, for det er det, den skal illudere. God weekend kære <3
Charlotte skriver
Jeg bruger også makeup nu 👍🏻det liver ikke kun mit ansigt op men hele mig😊
Bruger it cc creme og jeg er ovenud begejstret for den,efterfulgt af mascara og altid blush og læbestift også de dage hvor jeg ikke bruger mascara for det giver så meget liv til hele ansigtet.
Jeg bruger dog hverken fast pudder eller mineral pudder over cc cremen mere da jeg synes at det sætter sig i mine rynker.
Men vil da gerne ha silkeskær i min hud🤩så den må testes når forretningerne åbner igen.
Jeg skal også nyde solen stråler i weekenden🌞 desværre kan jeg sjældent holde ud og gå uden mine solbriller da jeg nemt får hovedpine af at gå og knibe øjenene sammen .
Rigtig God weekend søde Lise🌻
Knus Charlotte
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Ja, man kan jo ikke undgå at komme forbi det spejl nogle gange om dagen, og det gør ikke gladere, hvis man ligner noget gråt og udvisket, hvis man har en tendens til at føle sig sådan – situationen p.t. taget i betragtning.
Hvis din CC creme har den rigtige finish, så er der jo ikke grund til at bruge pudder, det gør jeg heller ikke over Embryolisse. Mange holder meget af mineralpudder, men jeg er personligt ikke den store fan. Så hellere en god foundation og så lidt løst eller fast pudder over med den store bløde pensel. Man kan jo eventuelt nøjes med at pudre i T-zonen. En pudder som Sisley’s er smuk på huden.
Når man har den lave vintersol lige ind i øjnene, så er det naturligt at bruge solbriller, men hvis man går med solen i ryggen, så synes jeg, man skal lade være og få lyset og se farver i det rigtige lys. Jeg bruger meget lidt solbriller, men jeg gør det da, når lyset generer.
GOD weekend også til dig, weekendknus herfra, Lise
Ida Østergård skriver
Kære Lise
Det var da lige noget der kunne bruges…… for hvor bliver det da bare endnu mere kedeligt, hvis det man ser i spejlet, også er gråt.
Den CC creme fra Embryolisse skal bestemt prøves.
Chokoladen er også en sikker vinder.
Vi håber på sol, og rigtig dejlig weekend ☀️
Lise Grosmann skriver
Ida Østergård: Tak kære Ida og hvor dejligt, at det kunne bruges. Jeg har prøvet mange gode foundations men jeg synes, at Embryolissen er fuldt på højde og så dækker den betydlig bedre end mange BB og CC med flot finish. Desværre havde jeg ikke nogle af de der brune lækre kugler, men heldigvis en plade, og der røg lige et par ‘tern’ til kaffen.
Vi får vist sol, så vidt jeg har forstået og bare så den storm ville lægge sig.
Jette B skriver
Jeg bruger makeup også i denne tid. Det løfter mit humør, det har jeg så meget brug for! Jeg bruger CC creme fra PhFormula, en setting pudder i en vandfast udgave (fungerer godt under masken) fra Gosh, blush, mascara og lipgloss fra Nilens Jord.
Lise Grosmann skriver
Jette B: Alt er godkendt (smil) <3
KarinVS skriver
Kære Lise 🌹
Ej øv jeg troede lige det var et tæt-på billede af dig 😃❤️🤗
Kender slet ikke den fra Embryolisse, er den også god til tør hud? Jeg spørger fordi jeg bliver 54 om et par måneder og siden jeg blev 50 er min hud blevet tør ( selvom marine collagen har hjulpet en hel del) og lige netop CC cremer har en tendens til at snerpe huden helt sammen! Selv den højtbesungne CC ting fra It Cosmetics, uha den er ikke god her.
Rigtig god weekend 😃
Mand, hund og jeg er på vej ud i en dejlig skov – bliver så skønt 😃
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
KarinVS: Kære Karin, nu er alder jo ikke en hudtype, men jeg er ældre end dig og har bestemt hud til den tørre side, men Embryolisse CC er bare god. Det forudsætter selvfølgelig, at man har gjort forarbejdet og fyldt fugt på (;
GOD TUR derude i den dejlige friske luft. weekendknus, Lise