Så stå dig godt med dem
For nogle år siden kom tarme virkelig i det gode bogselskab med ‘Tarme med charme’ af Giulia Enders, som unægtelig også er en sjov titel og rekordhøje salgstal. Meeen som det ofte er, så var stien allerede trådt og tarme ikke helt underkendt, som det lød. Jeg er således indehaver af ‘Tarmens sundhed’ af dr. Erich Rauch, der var elev af den østrigske gastroenterolog Franz Xaver Mayr, som gennem sin forskning kom frem til, at en sund tarm er nøglen til sundhed og skønhed.
Læg især lige mærke til det sidste – skønhed. For det er jo så der, vi er kommet til igen. Gut/skin og gut/brain Axis, en kommunikation med alt, hvad det indebærer, som du kan læse om HER.
Foto: Skærmprint fra @neurohacker
Men Mayr levede altså mellem 1875 og 1965, og Rauch, der blev grundlægger af den moderne Mayr-medicin levede mellem 1922 og 2003. Foregangsfolk var de ikke desto mindre. Tænk, hvis man havde lyttet og taget det bedre til sig – meget bøvl kunne være undgået. Og såmænd sygdomme.
Mayr-metoden bygger blandt andet på, at fordøjelsen begynder i munden mellem tænderne og med blandemiddel fra spytkirtlerne. En must-regel bestemt af naturen og derfor stadig gældende. Og i øvrigt i den grad bekræftet af hele forskningen på mikrobiomet. For det er jo også i mundens slimhinde. Så bare følg bedstemors/oldemors formaning om at tygge maden 36 gange. Og pst! det har indbygget opstrammende facefitness.
Foto: Skærmprint fra @drweil
Ikke at det kan udelukke tarmsygdomme, men arbejder man videre på naturens logik med den rigtige mad og mest af den fiberrige planteslags, såkaldt præbiotika, som tarmenes gode bakterier kører godt på, så fortsætter det gode arbejde nede i tarmen, og så vil de fleste undgå irriterende gener med leveringen af restprodukt.
Men somme tider er det helt galt med de tarme, og det er temaet i det Helse, der ligger ude nu. Der er link HER, og på side 21 finder du en spændende artikel om Crohns sygdom og colitis ulcerosa.
Og selv om der som altid er individuelle forskelle, så har man fokus på vestlig livsstil og tarmbakterierne. Især en fætter ved navn Faecalibacterum prausnitzii er i søgelyset, som Christian Lodberg Kvas, klinisk professor og overlæge, fortæller til bladet. Meget interessant nævnes ud over de gode og dårlige bakterier også, at yoga og meditation er godt (også) for vores tarme.
Der er på side 24 en artikel om irritabel tyktarm, hvor kost ligeledes er synder men også stress. Faktisk er det de hyppigste faktorer siger Alice Højer Christensen, speciallæge i medicinsk gastroenterologi til Helse. Hvem sagde gut/brain axis.
Jeg synes, det er så godt at få noget vidensbaseret fokus på noget, som få mennesker måske er opmærksomme på, at de selv kan ændre til det bedre. Og som de i visse tilfælde bør søge læge med.
PS: Jeg kan ikke læse og skrive om vores bakterievenner og fjender uden at tænke på min kollega Helle Forum, som døde alt alt for tidligt. Havde hun levet med al sin passion for det her, så er jeg sikker på, at der var sket meget mere til det bedre både hvad angår kost og hudpleje. Det er jo dumt bare fordi vi er opdraget bakterieforskrækkede og måske synes, det lyder ‘ulækkert’, at ignorere, at naturen altså har skabt os med mere småskidt end celler. Vi må for pokker lære at respektere det og stå os godt med os selv. Al me-time-forkælelses-tid kan ikke opveje de problemer, der opstår i hjerne, krop og hud, hvis vi ignorerer biologisk fakta.
Pernille S skriver
Kloge ord at “tygge”på. Tak for det Lise💚
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Tak kære <3 men jeg sluger nu dine (;
Karin winther skriver
Jeg elsker den gode reminder om, at al optagelse af næring, og en god fordøjelse, starter med at sige velkommen i munden. Med gode tyggerier !
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Jeg ved ikke, hvorfor man springer det over og knalder for en formue grøntsager end i en blender. Det tæller kun for en servering, det giver ikke tarmen fibre og der bliver ikke tilsat, hverken enzymer fra spyt eller gode bakterier. Ligesom mundhulens liv heller ikke nyder godt….Det er bare dumt ikke at gøre som andre skabninger gør – bearbejde maden i munden mellem bisserne. God weekend <3
Anne Sofie A skriver
Altså den bog : Tarme med charme er simpelthen skøn, jeg ‘skreg’ af grin mange gange.
Men en rigtig god oplysende bog for uvidende.
Ikke fordi jeg er det men har senere foræret den til flere.
Meget anbefalelses værdig 😀
Lise Grosmann skriver
Anne Sofie A: Mærkeligt nok, så har jeg ikke læst den, men jeg kan se i linket til Ugeskrift for læger, at de også fandt den underholdende men vist ikke ‘faglig’ nok. Men somme tider er det bedre at interessen vækkes med lidt humor og så kan man ‘tygge’ videre på, om ikke der var noget der, man burde gøre bedre. Som du skriver. God gaveidé stadigvæk <3