Længelever-eksperterne er vilde med dem

Men hvordan virker de, stofferne, der gemmer sig bag farverne?

Det har antioxidanter* nu altid været, livsstyrkende, for de er jo i den mad, de fleste bør spise mere af. Nemlig de frugter og grøntsager, der hænger på træer og buske, gror op af og i jorden. Logisk jo. Ellers var vi her ikke. Vi er jo efterkommere af urmennesker, der måtte klare sig uden supermarkeder og plastikindpakket færdigmad. De var jægere og samlere, som man benævner det.
* flavonoider, anthocyaniner, fenoliske syrer

Antioxidanter har uendelig mange og ofte u-udtalelige navne, som vi har givet dem, og som med så meget andet her i livet, så stråler nogle mere end andre. Altså ifølge os mennesker med hang til medieomtaler. Så er det resveratrol og så quercetin og lige nu er longivity-folkene vilde med fisetin.

 

Hit med noget af det, tænker mange formentlig. Men så er det, at der står andre kloge hoveder og siger: Tøv lige! Og hvordan virker det overhovedet?

Man kan formentlig gå ud fra, at naturen har en mening med de her flere tusinde stoffer, og man er nogenlunde enige om, at det går ud på beskyttelse og forsvar. For eksempel har man kunnet se, at et stof som resveratrol øges, når planten skades eller stresses. Stoffet skal altså tilpasse planten til nye udfordringer.

Nogle steder nævnes det, at man ser det som en form for hormesis, altså en let provokation for at vække forsvarsværkerne. Og det mener man så kan overføres til os, når vi spiser planter med disse stoffer. Men hvordan virker det i givet fald?

For studier viser, at dels optages de fleste antioxidanter ikke særlig godt via fordøjelsen og at de er ude af kroppen hurtigt. Det er kun i meget ringe grad intakte polyfenoler, der når blodbanen og dermed ad den vej celler og væv.

En af de fremmeste danske forskere, Lars Ove Dragsted, har således givet udtryk for, at hvis flavonoider var rigtig vigtige for os, så ville vi suge dem til os lige som vi gør med vitaminerne. Men det gør vi altså ikke, idet optagelsen i tarmen er lille. Det kan jo så tyde på, at de slet ikke skal ind i cellerne i vores krop, men at deres vigtigste funktion er i tarmen.

Men hvordan kan de der longevityfolk (og andre forskere) så sige, at det virker? Altså hvis vi ikke optager ret meget af stofferne, når vi kæmper os gennem råkost og frugtskåle! Og i øvrigt også på huden både indefra og udefra.

Vi nærmer os….

“Når vi spiser uforarbejdet mad som hele korn og grøntsager er næringsstofferne indpakket i plantecellevæggens fibre. Det betyder, at næringsstofferne ikke kan blive optaget, før fibrene er blevet spist af tarmens bakterier”, siger Anette Sams, som er lægemiddelforsker til Berlingske Tidende.

 

Grafik fra denne artikel

Antioxidanterne optages altså ikke i den mængde, man måtte formode i forhold til betydning, de indgår derimod som en væsentlig faktor i forbindelse med tarmens mikrobiom og det er ad den vej, de har den enorme effekt fra hjerne til hud og alt derimellem. De antioxidanter, vi spiser (!) os til regulerer tarmens homøostase. ved bl.a. styrke kroppens eget antioxidative forsvar. Det er jo ikke ganske uvæsentligt, da mikrobiomet i tarmen er overvejende aktør i vores immunforsvar.

Forvirret? Ja, men jeg føler på den anden side selv en vis logik i, at disse plantestoffer jo altså virker men især virker ved at påvirke. Altså få vores eget system fit for fight. Det bringer os så frem til sidste spørgsmål (her i hvert fald), for skal man tage tilskud? Her siger Lars Ove Dragsted, at det næppe er én specifik type flavonoid, der har en sundhedsmæssig effekt men en blanding af mange. Så ingen anbefaling. I øvrigt bør man altid erindre sig, at fordi lidt er godt, så er meget ikke bedre.

Du kan læse mere HER med gode forklarende illustrationer undervejs. Hvis du googler ‘antioxidants and microbiome‘ så ligger der meget mere interessant læsning.

Så jeg holder fast i min kun-frugt-morgenmad og råkost før anden mad, som var temaet HER.