Læs mere om ‘stop the water’ produkter og mission HER
Spar på vandet, shop et træ, styrk et lokalsamfund, støt kvinder i forskning, køb/brug økologisk, fjern plastik fra havene, støt cancerforskning- og patienter og HIV/AIDS og meget meget mere. Alt sammen projekter, som skønheds- og modebranchen støtter økonomisk og/eller praktisk i bl.a. fair trade handelsprogrammer. Brancher som nyder meget lidt respekt og endnu mindre omtale på erhvervssider, hvor alle andre brancher stolter sig. Det er måske fordi, det er os kvinder, der forbruger stuffet, men så er det også os, der lægger midlerne til det gode arbejde….vris! Vi skal nok få stoppet den me-me-trend!
The Body Shop har sat barren meget højt med deres Enrich Not Exploit, og det er ikke småting, de forpligter sig til. Inden for fem år har de i sinde at være den mest etiske og bæredygtigt virksomhed på jorden!
Cover skriver HER om Adidas, der er gået ind i plastik. Vel at mærke i at fjerne plastik, som er ved at kvæle havene og deres eksistenser – og i sidste ende vil kvæle os selv. Hjælpen sker på flere niveauer, som f.eks. disse sneakers, der er lavet af plastaffald fra haven og bundgarn.
Foto Adidas
Og bliver vi i plastikafdeilngen, så har bl.a. Green People, grundlagt af danske Charlotte Vøhtz, og Sarah Brown, der er kvinden bag Pai Skincare, underskrevet et brev til premiereminister David Cameron for at få ham til at forbyde ‘microbeads‘ i kosmetiske produkter. Det er formentlig nogle af dem, fiskeyngel vælger frem for alger og som jeg læste i Metroxpress, så slukker det af en eller anden årsag deres sans for fare. De kan ikke længere lugte rovfisk og en meget stor del af dem ender i maven på sådan en. Som måske ender på vores middagsbord.
Hos Yves Rocher kan du shoppe et træ, de har som mål om at plante 100 millioner for at gøre verden grønnere. Projektet står Yves Rocher stiftelsen for i samarbejde med forskellige organisationer. Hver gang du køber deres Ecolabel Radiance Shampoo, Moisturizing Cream, Face & Body Comfort Cream, Nourishing Body Lotion, Nourishing Face Care, Nourishing Hand Cream eller Lip Balm, så planter Yves Rocher et træ på dine vegne.
Og L’Oréal har mange projekter, blandt anden Women in Science, som også danske kvinder mærker noget til hvert år. Der er netop igen uddelt dejlige penge, så de kan arbejde videre med lidt bedre økonomisk polstring. Og så støtter L’Oréal sammen med andre i branchen Feel Good Look Better arbejdet med at hjælpe kræftramte kvinder med netop det – at føle sig bedre tilpas ved at give sig selv lidt omsorg, der kan styrke velvære og selvtillid. Faktisk er deres pressechef Rie Munk formand. Den 1. september laver Look Good Feel Better et indsamlings-projekt med Magasin, hvor jeg er inviteret. Så hvis du er på de kanter, så lad os ses. Jeg vender tilbage, når der er tilmelding.
Og MAC har deres fantastisk Aids Fund, hvor de har indsamlet millioner af USD i årenes løb. Og vi har mulighed for at spytte i kassen til det fanstastiske arbejde og få fab produkter, hvis vi køber Viva Glam.
I morgen kan du læse om et par ildsjæle, der arbejder med karma, kærlighed og karakter. Og det er her i mit hood. Hvor Dennis Knudsen i øvrigt også vil skabe god karma den 17. juni på Højby Kro. De får en fest damerne med middag og bobler og al den spirit, som Dennis deler så generøst sammen med alle sine gode råd. Ham og Ole Henriksen, de er ikke med på me-me-holdet, de favner og deler.
Sisi skriver
Har først fået læst dette nu, takket være linket i dagens skriv. Jeg er vild med at du giver plads til dette på bloggen, det er vigtigt og vedkommende, og jo – jeg synes faktisk at det hører fint hjemme på en holistisk skønhedsblog! Det hænger i hvert fald fint sammen i min verden!
Anneka skriver
Ja endnu noget der er alt ALT for lidt fokus på. Den store “usynlige” skraldespand – havet! Der skulle flyde en hel ø rundt af plastik svarende til et helt kontinent! Men det er jo så belejligt ude af syne :/
Plasticchange.org/dk kan jeg varmt anbefale at tjekke. De gør et kæmpe stykke arbejde!!
Jeg synes det er vigtigt at huske, at hvis HVER ENESTE menneske ikke smed affald, så ville problemet aldrig eksistere, på den måde betyder det hver enkelt gør jo ALT!
Rigtig god weekend.
Kh Anneka
Lise Grosmann skriver
Anneka: Det er vist en ret stor ø, ing.dk skriver, at den er på størrelse med Afrika (jeg indsætter link nederst). Og tak for dit link. Som jeg nys skrev til Lisbeth M, så er der næppe en land i verden, hvor plastik ikke er en del af hverdagen og dermed har det vist lange udsigter, før problemet er løst. Men HeLene har måske noget af forklaringen på de mange crocs, for ing.dk skriver, at plastmassen bevæger sig ind til kysterne i ny og næ. I hvert fald får vi jo ved danske kyster via strøm og storme syn også for andet end vores eget affald. Jeg sætter også link til en youtube. Kh Lise
https://ing.dk/artikel/stillehavet-gemmer-plasticsuppe-pa-storrelse-med-afrika-86320 https://www.youtube.com/watch?v=LUb9cDHyr58
Lisbeth M. skriver
Puh altså, det plastikaffald i havene synes jeg virkelig er noget svineri. Faktisk forstår jeg overhovedet ikke, hvordan vores omgang med naturen og er blevet så åbenbart respekt,- og hensynsløs. Fortvivlende udvikling 🙁
Fx. ift. dyrevelfærd, så har vi for længe siden truffet valget om kun at købe øko kød og grønt. Så får vi lidt mindre kød og flere grøntsager til. Jeg får ofte på puklen for mine ‘dyre’ madvaner, men det er en prioritering. Vores madbudget fylder meget ja, og det betyder også, at vi ikke rejser ret tit ja, men vi hverken kan eller vil bidrage til, at dyrene (og miljøet) har det skidt, bare fordi vi SKAL have kød på bordet HVER dag. Jeg tænker på, om alt det svineri generelt skyldes vores overdrevne forbrug. Køb og smid væk. Hellere 2 uger med all inklusive end 1 uge med kvalitet. Og så pyt med, at tøjet produceres under kummerlige forhold af indiske børn, at dyrene lider og at naturen styrter sammen om hovedet på os. Så det er rigtig dejligt, at du gør opmærksom på de brands, som rent faktisk gør noget Lise. Som forbruger vil jeg nemlig meget gerne bakke op om deres initiativer.
– og så har jeg heldigvis en kæreste, som også er meget opmærksom på at være god ved naturen, men dyrevelfærd og omsorg for miljøet er nok ikke helt foreneligt med Me-Me kulturen.Desværre.
Lise Grosmann skriver
Lisbeth M: Vi hører formentlig til dem, der har smidt noget af det første plastik, men i dag er der vel næppe et land i verden, hvor plastik ikke er en del af hverdagsforbruget, og så skal det jo gå galt.
De principper, du skitserer er også dem, der følges her i huset. Jeg kan somme tider gå uger uden at spise kød og hvis jeg skal købe det, manden spiser, så bliver det øko. Jeg synes, at det er godt, at der er kommet fokus på kødforbruget og læste forleden noget overraskende, nemlig at Tyskland – som man unægtelig forbinder med kød og ikke mindst pølser – fører an i at skære ned.
Med hensyn til me-me – og HVIS det er de helt unge, der praktiserer affaldsgriseri – så er de ret bevidste om dyrevelfærd, og det er jo positivt.
HeLene skriver
Det er seriøse og vigtige ting du tager op, Lise!
En ting jeg ikke fatter, hvem er det som smider alle disse crocs tøffler i vandet? Kan man ikke bare smide sine sommer-tøffler i skraldet eller på genbrugsstation/butik?
Ofte på strande, alle vegne, så flyder de her plastic sko omkring som om det var en grupperejse af kulørte plastik-fætre. Det er helt vildt og sådan en tydelig kvittering på vores latterlige overforbrug af plast, ik?
Det undrer mig så meget i disse strand tider, de tøfler. Altså smider man dem ud fra segl bådene, glemmer man skoene på stranden (hvordan kommer man hjem uden sko?), køber man 7 par bare for at smide et par i ny og næ? Dumper vi skrald i havet?
Sherlock wants to know!!!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Noget utraditionelt for en skønhedsblog så holistisk den end kalder sig. Men kommentarfeltet viser, at selv om vi måske alle deler interessen for ny hudpleje og sjovt grej, så er det her – i livet – vi alle har vores virkelige engagement.
Jeg er da gevaldig glad over, at jeg ikke er stødt på crocs i vandet heroppe, faktisk har vi forbavsende lidt forurening på stranden….værre i grøftekanter, fordi det åbenbart for nogle er nærliggende at rulle ruden ned og smide ud. Jeg ved ikke, om det er i København, du ser det, for så kunne det jo være sket i en brandert. Det kan det såmænd også ved kysterne. Jeg forstår godt, at du er mystificeret. Og en ting er sikkert, skrald dumpes i havet som alle andre steder, og det gælder nok desværre også sejlere og fiskere.
Watson kan ikke hjælpe!