De har opdaget, hvor godt det gør at pleje sig. Endog visse makeup-produkter bliver taget i brug!
Til det Helse, der er ‘på trapperne’ og har tema på mænd, har jeg interviewet dermatolog Hans Christian Ring* om mænds hud. Om den er anderledes end kvinders og hvis, hvordan det ytrer sig på forskellig vis.
* Dermatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Så er mænds hud anderledes dr. Ring?
Flere studier har forsøgt at anskueliggøre forskellen imellem kvinders og mænds huds fysiologiske egenskaber. Selvom der kan være en betydelig individuel variation antages det at mænds hud er betydelig tykkere end kvinders. Overordnet er det ca. 25 %. Dette bidrager også til forskellen i rynker hos mænd og kvinder, idet mænds hud indeholder mere kollagen og elastin, hvilket gør deres hud mere fast end kvinders. Yderligere finder flere studier at mænd har en større sekretion (udskillelse) af sebum fra talgkirtler, hvilket tilskrives at sebum sekretionen afhænger af mandlige kønshormoner.
Foto: Effaclar og Cleanance er ikke specielt til mænd, men de er specielt til hud, der er til den fedtede side med tendens til hudorme og bumser. Og selvfølgelig skal mænd uanset om de er med på den nye trend (læs længere nede!) rense huden fri for snavs, forureningspartikler og den solcreme, de bør bruge. Klik på links og læs mere om produkterne!
Hans Christian Ring fortalte også, at formentlig fordi mænd er mere eksponeret for UV i forbindelse med deres profession, og det er jo som regel mænd, der klatrer på stilladser og reparerer veje, så er hudkræftrater højere hos mænd over 50-års alderen end hos kvinder. Men her nævnte dr. Ring også, at mænd formentlig ikke anvender tilstrækkeligt med solcreme.
Men hvad anvender mænd? Kigger jeg på min egen mands hylde – og han har unægtelig nemmere adgang end de fleste – så er svaret ‘ingenting’. Med mindre, der er et eller andet behandlingskrævende problem eller jeg beordrer solcreme. Men ud over, at der helt klart er noget generationsmæssigt i det med hudpleje, så er der selvfølgelig også noget socialt. Selv om ham, der her går under betegnelsen ‘husgartneren’, helt klart ikke har et fædrene forbillede udi hudpleje, så har han arbejdet i ugebladsbranchen og fotograferet mere kosmetik end de fleste, men det har ikke smittet af på vanerne.
Og så er der det traditionelle fokus på ’til mænd’ på emballagen. Noget vrøvl selvfølgelig. Ud over, at mænd ikke har brug for og ikke kan lide fedtede cremer, så er der jo intet i vejen for at bruge en god creme/gel/rens/solcreme/bodylotion….i lyserød emballage. Pudderdåserne er et perfekt eksempel på unisex i babypink emballage. Og hurra for, at de holder fast i designet. På den anden side er der selvfølgelig heller ikke noget i vejen med at mænd foretrækker ‘For Men’ i den type emballage, der tiltaler dem.
Foto: Laura Bonné, kvinden bag Amazing Space, har mere end godt styr på at mixe ingredienser optimalt, og har skabt en hel mandeserie. Men alle produkter i serien er jo emballage-neutrale og passer lige godt i hver sin side af hylden (hvis der er en sådan), og det samme vil indholdet i de fleste tilfælde gøre. Men Laura besluttede sidste år at lave denne ‘mens’serie, som selvfølgelig ikke mindst i forhold til spa’ets gæster er en fin disposition. Læs om produkterne HER – og pst! jeg gætter på, at de vil være en populær gave ♥
Men, men, men…..selv den metroseksuelle mand er snart totalt fortid. Jeg læser netop i nyhedsbrev fra Kosmetik- og hygiejnebranchen, altså en brancheforening, at ifølge en undersøgelse, de har lavet, så bruger hver tredje danske mand mellem 18 og 29 år dekorativ kosmetik som mascara, læbestift, neglelak eller concealer på ugentlig basis. Det er ikke længere tabu. Men de nye vaner har dog ikke bredt sig i samme omfang opad i aldersgrupper, idet det kun gælder for 6% af mænd på 30 år og opefter.
”Vi er som samfund ved at gøre op med mange af de kønsnormer og stereotyper om udseende, som historisk har præget os. Det bliver mere og mere normalt at lege og eksperimentere med sit udseende og unge mænd er ikke længere i samme grad som tidligere bange for at blive stemplet som feminine, hvis de bruger et makeup-produkt” siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen om den nye undersøgelse og tilføjer:
”Op igennem 1990’erne og 00’erne stiftede vi bekendtskab med den metroseksuelle mand, der gik i fodsporene på kvindernes forfængelighed og deres brug af hudplejeprodukter. Nu ser vi ind i en ny tendens, hvor de unge mænd kaster sig ud dekorativ kosmetik som mascara, neglelak og concealer.” Læs mere om undersøgelsen HER.
Det tror jeg nok ikke, at Hans Christian Ring vidste, men til gengæld kunne han fortælle mig, at mænd generelt er mere plaget af infektioner i huden end kvinder….
“ Hyppige hudsygdomme hos mænd er fx betændelse i hårsækkene (follikulitis), svær akne eller skæleksem (seboroisk eksem). Skæleksem opstår grundet en ubalance i hudmikrobiomet i de områder hvor der mange talgkirtler, hvilket kan medføre skællende eksem. Man mener det er svampen Malassezia (tidligere kaldet Pityrosporum ovale) som spiller en vigtig rolle”. Sagde dr. Ring og fortalte, at behandling er den samme hos begge køn. PS: De to renseprodukter øverst på siden er perfekte i forbindelse med follikulitis og akne.
I morgen har I læsefri med en kærlig hilsen fra mig ♥ ♥
Karin Winther skriver
Spændende ! Og igen er mændene forfordelt med kollagen og hud 🤨😉 men det vidste vi jo godt. Vi “hænger” tidligere end mænd! Suk! Nå. Vi kan så meget andet.
Og selvfølgelig er det klogt selv for mænd at rense hud og bruge solfaktor. Men det er bestemt ikke nemt at få dem til det.
Det er interessant med kosmetikken og aldersgruppe. I 80’erne da jeg boede i kollektiv, var en af mændenes lidt for interesseret i vi kvinders kohl stifter og kohl paste! Han ville gerne være flottere end han allerede var. Langt lyst hår med masser af krøller på spiral måden, men ikke så meget kontur rundt øjnene. Det blev jo mega flot med kohl. Men altså, en kohl er jo meget privat i min verden, så han måtte op i Matas 😂 og købe sin egen ! Vores neglelak måtte han gerne bruge. Altid sort! Der var mange mænd der legede med sit udtryk dengang. Det var jo sort tøj, Sort Sol, Grunge, David Bowie, Bob Dylan, Lou Reed , Boyd George og og og. . ..de havde jo allesammen sort rundt øjnene !
Smart af Amazing Space at lave en lækker For Men serie ! Den ser tillokkende ud som gave ! 😃
Nyd nu dagen i morgen, eller du skal sikkert ud og blive klogere på noget 🙃🙃
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Strammere kinder og strammere lår, de har stået forrest, da der blev delt kollagen ud (; Men ignorerer de det med sol, så får de altså hudkræft OG dybe rynker – trods alt. Og hvis de ikke renser, så får de sorte hudorme puha (;
Tak for at berette fra 80’erne, skøn historie om kohl-tyven. Og Boy George, der var fantastisk til makeup – sådan flot makeup, mens Bowie mere lavede noget vildt og maskeagtigt. Og så var der Dan Turell med sin sorte-negle-signatur. Og jeg kan jo endda tage 70’erne med en variation over hippie og kohl, disko og punk og nok mest kendt for fri sex. Jamen, jamen…vildt var det, og jeg tænker ofte på, at det unægtelig er svært i dag at chokere min generation med noget som helst i den genre.
Det bliver nok noget arbejde i morgen, for der er alle ikke-skrive-tingene, der også skal klares selv i sådan en lille business som min. Men jeg er heldig, jeg kan arbejde som det passer mig og med døren åben (:
God aften og dag i morgen <3
Karin Winther skriver
❤️👵🏻