SÅ kan det næsten ikke blive mere grønt, miljørigtigt og cirkulært. De ville da have vundet valget forleden.
Jeg taler om et af de p.t. mest omtalte mærker, det i Danmark nye UpCircle med scrubs og serum baseret på kaffegrums/kaffeolie. Og i morges gjorde jeg det, jeg sjældent gør, jeg skrubbede. Det sendte mig tilbage til barndommen, for min far havde et lille smedeværksted, og når man er smed, så får man sorte og ofte også olierede hænder, som modstår sæberens. Derfor brugte han og sikkert mange andre med snavset arbejde kaffegrums.
Som mennesket har fundet ud af at bruge naturens ressourcer og efterladenskaber til alle tider. Således er det at skrubbe jo heller ikke nyt. Men det gør ikke døde hudceller til forurenende snavs på huden. De drysser af os hele tiden, huden har et udmærket enzymsystem, der løsner dem, når tid er. Vi vil bare have alting til at gå hurtigere. Nå, ikke mere om det, min holdning kan læses HER og hvis man ikke giver meget for den (smil), så har American Academy of Dermatology Association faktisk nogle forbehold, læs HER
Men til min test af de to scrubs med kaffegrums lagt i flere fine olier…… Hvis ikke jeg vidste bedre og har den holdning, jeg har, så ville jeg bruge den coffee scrub nærmest hver dag. Den blødeste glatte hud fik jeg især i ansigtet, fordi min kropshud er lidt mere medtaget, som kropshud har det med at blive, fordi den har naturlige mangler.
Straks efter afvaskning brugte jeg Face Serum. Jeg ville teste den og brugte derfor ikke noget under og indtil nu – fire timer senere – heller ikke noget over. Og det her er ikke reklame, beklager fru forbrugerombudsmand*, det er en anbefaling. Min hud er totalt blød og tilfreds. Face Serum er i virkeligheden en face oil med sådan nogen lunde alle de gode olier, man kan glæde sin hud med. Kaffeolie selvfølgelig og olier fra havtorn, hyben, jordbær og mange flere. Masser af skinboost og antioxidanter.
Ud over scrubs og serum til ansigtet er der også en let eksfolierende rensebar. Her er der tale om rester af chai te og flere krydderier. Og selvfølgelig ikke noget SLS. Som I sikkert har læst flere steder, så er der jo kun godt at sige om UpCircle fra jord til bord.
Som de skriver i pressepræsentationen: UpCircle er naturligt, økologisk, bæredygtigt, genanvendeligt, vegansk, cruelty free, bekæmper spild af mad/drikkevarer – og jeg kan tilføje, at priserne også er sympatiske. For eksempel 165 kr. for den skønne face oil. Produkterne kan bl.a. købes HER
Sjovt nok er der ikke nogen bodyoil, men jeg gætter på, at den kommer. Men jeg blev i det miljøansvarlige (må man nok sige) med Aveda’s nye Cherry Almond Body Lotion selvfølgelig med alt det gode, naturen kan pleje hud med. 240 kr. for 200 ml Skøn er den. Der er også Body Wash i serien uden SLS forstås men renseingredienser fra babassunødder. Læs den gode Aveda-historie HER
Og den gode UpCircle historie HER
Og så ellers bare en kærlig hilsen og gode ønsker om en dejlig pinse med dansende sol ♥
* Som I måske ved, så skal vi bloggere – modsat magasiner og ugeblade – skrive ‘reklame’, når vi omtaler produkter, som vi har fået tilsendt til anmeldelse. Jeg er en af dem, der hårdnakket nægter. Dels fordi jeg i årevis har skrevet og stadig skriver redaktionelt nøjagtig som jeg skriver på bloggen uden at bliver mødt af dette ‘hun er købt og betalt’ krav. Jeg får ikke penge for at skrive, jeg er ikke sponsoreret. Ingen har købt og betalt mere end et halvt livs arbejde med at blive fagligt velfunderet, det er alene min egen indsats. Og hvis jeg var betalt for indlægget her, så havde jeg næppe taget forbehold for brug af scrubs! I kan altid stole på, at jeg skriver min ærlige mening.
Annie R skriver
Dejligt med fokus på bæredygtige produkter jeg aldrig selv havde fundet. Tak
Lise Grosmann skriver
AnnieR: Ja, det er en fin serie, og der er helt sikkert meget mere på vej. Noget med chokolade, så jeg forleden.
Karina skriver
Det er da lige til at få kriller i maven af kæreste Lise ❤️❤️❤️
Dejligt indlæg!!
Jeg håber du får en vidunderlig pinse ?
Klem Karina
Lise Grosmann skriver
Karina: Tusind tak kære. Sødt af dig – selv om jeg har mine særheder med scrub. Men de er dæleme skønne, og jeg kommer til at gøre det igen (smil). Pinsekram også til dig <3