Vi skal tale om auraguidet meditation, for sådan begyndte min dag ♥
“De farver, som lyset består af, har en stærk virkning på både sind og krop. På det fysiske, mentale og følelsesmæssige niveau reagerer vi på farver, hvad enten vi erkender det eller ej.” citat: ‘Farve Healing’ Theo Gimbel. En højt værdsat mere end 20 år gammel bog, men aldrig har det været så aktuelt og så nødvendigt at erkende det.
Sådan begyndte min dag her foran skærmen, med aura/chakra farvevisualiseret meditation guidet af Ian White, naturopat og meget mere klog mand i Australien, som har udviklet serien Australian Bush Flower Essences, som vi også skulle høre om.
Tænk Edward Bach og hans blomsterremedier, og du er på sporet af inspirationen. Og hvis I også vil på rejse med Ian White, så ligger der generøst mange videoer HER. Desværre fandt jeg ikke en aura/chakra-guidet meditation hos dem, men der ligger mange på nettet.
Jeg er virkelig dårlig til meditation og specielt i gruppe, så jeg gjorde det pinligste af alt – jeg lagde billede fra skærmen på Instagram, mens mine kolleger sad med lukkede øjne og trak vejret – og en farve – ind og åndede ud.
Det tætteste, jeg kommer på tilstanden – denne vidunderlige tilstand af væren uden at lade sig distrahere af tanker og omgivelser – det er, når jeg lægger mig på stranden og lader lyden af bølger rulle gennem mit sind. Måske kigger jeg på skyer, der driver forbi, måske lukker jeg øjnene. Temperaturen må være til det nu, men jeg har faktisk gjort det om vinteren. Eneste problem er, at der er så mange heroppe i denne coronatid, og de tror måske, at konen er faldet død om.
Jeg sætter lige det her gamle foto på – en affotografering af noget så forgangent som et polaroidfoto. Det blev taget på en presserejse med Estée Lauder mener jeg at huske, og vi var åbenbart ude i noget med aura og en teknik, der kunne visualisere den. Det var selvfølgelig ikke Lauder, men nogen, som vi besøgte og som jeg ikke kan huske efter alle disse år. Og i øvrigt vil min aura jo være en anden i dag. HVIS der altså er noget udstyr, der kan se aura og man i øvrigt tror på teorien.
Og så har jeg set årets første bi ♥ Jeg håber, at den kan lide vintergækker og erantis, for det er alt, hvad haven kan byde på lige nu. Den ville sikkert foretrække denne lilla vidunderlighed, som jeg affotograferede fra skærmen og altså ikke fik skrevet navnet ned på. Men Ian White fortalte, at dens frynser i kanten netop relaterer til noget aura.
Anneka skriver
Jeg fik grineflip over du lagde billede op på skærmen 😃 Det er da også distraherende med live- møder.
Jeg har aldrig været god til at meditere på kommando heller, bliver nærmere anspændt af det, så hellere gåture, eller ligge og lytte til lyden af havet ja! ❤eller katten
Hvor ER det bare smukke farver og blomster i det Australian.. univers. Føler en hel hunger efter begge dele, selvom det lyder lidt voldsomt. Må ind og se nogle videoer.
Det er Kirlian fotografi ikk. Fascinerende uanset om man tror på det eller ej, sikken en aura du har der, var du meget glad?
Rigtig god dag kære Lise og I andre herinde
Lise Grosmann skriver
Anneka: Ja, det var pinligt – og så i min alder (; Godt jeg ikke har kamera på den stationære, så de andre kunne se det, hvis nu nogen ikke havde lukket øjnene. Nej, jeg kan ikke det der ‘nu skal vi sammen…..’, som i forskellige former var meget hipt ved pressemøder på et tidspunkt – f.eks. kunne de have fået den idé, at vi skulle ned på måtter og lave yoga. Hallo! Jeg er kommet for at høre noget fornuftigt om jeres produkt! Vi snupper havet og allerbedst var det jo dengang, Nikko lagde sig ved siden af mor og holdt øje.
Du har ret, det har selvfølgelig været Kirlian. Den lille blomst ligner det jo, men jeg synes bare ikke Kirlian-fotos har mange farver i ringe. Men det må have været den slags kamera. Og ja, det var vist en rigtig fin aura med det hvide og magenta uden at jeg skal kloge mig. Jeg husker ikke min ’tilstand’ men jo, jeg har nok været i en god periode – udvalgt jo af Lauder (SMIL).
Jeg skal også have set nogle flere vidoer med mr. Ian, der jo er en ren Crocodile Dundee men yderst sympatisk og utrolig vidende. Et fantastisk sted på kloden, Australien.
God weekend og tak for snakken <3