Det handler om de stoffer, vi kalder antioxidanter
Når nogen/noget kan noget særligt, så melder der sig lynhurtigt en strøm af påstande, som andre afviser. Fakta er det i hvert fald, at de stoffer med de svære navne, som gemmer sig bag det, vi kalder antioxidanter, de har deres moment lige nu.
Antioxidanter (her flavonoider) er nemlig 30 år fra debatten begyndte blevet ny-aktuelle i den vilde longevity-forskning, der er gang i. Bare spørg David Sinclair og de andre aldersforskere, der har hver deres favorit, og i hans opskriftbog står resveratrol, som er i bl.a. druer. Og @neurohacker skriver om et sjældnere nævnt flavonoid, quercetin, som bl.a. er i løg, at det øger et longevity-protein (Klotho) med udsigt til 30% mere liv.
Hit med noget af det, tænker mange formentlig. Men så er det, at der står kloge hoveder og siger: Tøv lige!
Polyfenoler er en storfamilie af stoffer, der findes overalt i planteriget herunder også den mad, vi spiser – frugt, grøntsager og såmænd chokolade og lakrids og også kaffe og te. Polyfenoler udgøres hovedsagelig af flavonoider som igen består af flere stoffer herunder anthocyaniner (dem i mørke bær) og fenoliske syre (bl.a. i krydderurter).
Stærkt forenklet, hvilket ikke gør det enkelt at forstå. Det er artiklen HER måske heller ikke, men den giver indsigt (pst! den er på dansk).
Man kan formentlig gå ud fra, at naturen har en mening med de her flere tusinde stoffer, og man er nogen lunde enige om, at det går ud på beskyttelse og forsvar. For eksempel har man kunnet se, at et stof som resveratrol øges, når planten skades eller stresses. Stoffet skal altså tilpasse planten til nye udfordringer.
Nogle steder nævnes det, at man ser det som en form for hormesis, altså en let provokation for at vække forsvarsværkerne. Og det mener man så kan overføres til os, når vi spiser planter med disse stoffer. Meeeen…..
Studier viser, at dels optages de fleste antioxidanter ikke særlig godt og at de er ude af kroppen i løbet af 6-15 timer. Det er kun i meget ringe grad intakte polyfenoler, der når blodbanen og dermed celler og væv. Derfor stilles der fra visse sider spørgsmålstegn ved, om polyfenoler har nogen betydning som antioxidanter.
En af de fremmeste danske forskere, Lars Ove Dragsted, siger således, at “ud fra et evolutionssynspunkt skulle man tro, at hvis flavonoiderne var rigtig, rigtig vigtige for os, ville vi suge dem til os, ligesom vi gør med vitaminerne. Men det gør vi ikke. Optagelsen af dem i tarmen er meget lille, og det kan jo tyde på, at de slet ikke skal ind i cellerne i vores krop, men at deres vigtigste funktion er i tarmen”, siger altså Lars Ove Dragsted.
Han mener, at det måske er stoffer i frugt og grønt, som kan sætte gang i kroppens eget antioxidative forsvar, og at det måske er et samspil, der har den sundhedsfremmende effekt. Derfor er det også den store variation i kosten, som giver den bedste sundhed, siger Dragsted. Den del er de enige i HER. Mere af samme er ikke bedre, det er kombinationer derimod.
Forvirret? Ja, men jeg føler på den anden side selv en vis logik i, at disse plantestoffer jo altså virker men især virker ved at påvirke. Altså få vores eget system fit for fight. Det bringer os så frem til sidste spørgsmål (her i hvert fald), for skal man tage tilskud? Her siger Lars Ove Dragsted, at det næppe er én specifik type flavonoid, der har en sundhedsmæssig effekt men en blanding af mange. Så ingen anbefaling.
Og her et syn på sagen fra ncbi.nim.nih.gov. Hvem sagde, at det skulle være nemt, men de konkluderer dog “extensive studies are essential for improving the bioavailability of flavonoids”, så noget er der tilsyneladende og snakken. Men én ting er alle heldigvis enige om, og det er at kulørt kost kan noget!
Hvor jeg bliver mere end i tvivl er, når vi i meget af tidens fokus på selvoptimering havner i det, der kaldes biohacking. At man betræder biologien med somme tider ekstreme strategier, der bl.a. går ud på at snyde kroppens aldringsproces. Jeg tror faktisk ikke, at det er omkostningsfrit. Den tendens hacker de sig ind på HER.
På min tur i går blev jeg mødt af det her syn, brombær i blomst og med umodne bær. Håbet lever skrev jeg på min story og fik en klog kommentar: “Håb er en overset superkraft”. Og dermed kom vi vist frem til en stor sandhed i livet!
Min egen biohacking, den foregår på den daglige tur derude mellem planternes flavonoider, hvor jeg vil nyde farverne, før de falmer. Og så er der jo lige den måske optimale hacker, de nære relationer, som alle aldersforskere nævner som måske det vigtigste.
Skriv et svar