Få forklaringen
Jeg googlede i formiddag på egen blog, for hvor finder man så megen klogskab samlet (skrevet med enorm masse ironi). I hvert fald er det legalt at stjæle fra sig selv. Jeg fandt nu ikke, hvad jeg ledte efter, og det er straffen for ikke at ‘tagge’ godt nok.
Men jeg stødte på en etårgammel tekst, som jeg synes er passende at genskrive med nogle tilføjelser.
Man kan jo ikke rende rundt og hive hud hele tiden, så det må slippe, det som ikke bær’ – men tjek lige tips om at dele pleje
Nemlig noget om flipperne. Øreflipperne, hvor I også skrev så hyggeligt med i kommentarfeltet om tunge ørehængere, silkebetræk og puderynker, som bestemt ikke bliver bedre, hvis man er en af de HER.
Men som jeg indledte i dagens tekstinspiration: Lad os tale sagte om det, for ellers får vi endnu et unødvendigt specialprodukt. For vi behøver jo ikke det til halsen og sjældent det til øjnene og slet ikke et til øreflipper. NOT nødvendigt!
Men det betyder ikke, at de skal glemmes, når man nu alligevel står der med god serum og creme mellem hænderne. Så lad strygeturen over kinderne gå ud over øreflipperne i egentligste forstand. Og pst! husk som tidligere nævnt, når du selvfølgelig husker at smøre ned på halsen også at smøre om i nakken.
Så er det på plads. Men så er der det, som gav den gode snak med jer – nemlig, at flipperne ikke bare får sovefolder (somme tider helt vildt på kryds og tværs), men at ørerne også skulle fortsætte med at vokse i de år vi kan være heldige at opleve.
Det afliver klogere-end-mig-hoveder, men sandt er det, at vores ører og næse ser større ud, når vi bliver ældre, som de skriver på webMD, og de forklarer, at når det ser sådan ud, så skyldes det, at alt skrumper og synker med tiden. Knogler, brusk og hudens bindevæv svinder ind og ikke mindst hudens fibre slipper deres faste tag.
Det er jo ingrediensen her, der er specialist i hudvolumen….
Når fylden i ansigtets midterdel svinder og huden synker ned, så ses ører – og næse – mere og virker større i forhold til de hule kinder, som nogle af os får med årene. Samtidig skrumper brusken i ørerne, fortæller webMD, og dermed har huden, som i sig selv tyndes og svækkes, ikke sit faste underlag og ørerne virker længere og mere dominante.
Det ene med det andet, som man siger. For eksempel at læber bliver smallere med årene, fordi væv skrumper, og kinder som nævnt bliver hule. Og når huden og dens underlag søger sydpå, så fører det også fokus ud på hængende øreflipper. Skriver webMD. Som i øvrigt også fortæller, at pandeknoglen faktisk vokser med årene, og det må jo være, fordi hjernen skal bruge mere plads til al den visdom, vi samler.
At næsen kan opereres er ikke nyt, men webMD-artiklen fortæller også om et ear lobe lift (og andre øreoperationer), som jeg kan se, at de udfører HER. Og tjek lige menuen, det er imponerende, hvad man ikke behøver ‘leve med’ i dag.
Karin Winther skriver
Åh de rynker og folder allevegne. Og øreflipper 😅🫣
( Og alle “modellerne” er så hjerteskærende unge på den “hvad du ønsker kan du få” side.)
I går mødte jeg en smuk kvinde i supermarkedet. ( eller “ in my opinion” havde hun været, så jeg nu)
Hun havde 2 sorte kæmpeduske sat midt på øjnene, og 2 læber der strittede ud i luften. Hvordan kunne hun GØRE det !
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, og man kan ikke slippe for at blive mindet om dem, når man er så sød og flink at læse med hos hende lisegrosmann <3
Det, du beskriver med vippekoste og andenæb, det er et syn, som man møder stadig oftere. Der er for mange behandlere, der mangler noget vigtigt - et talent for at skabe små forandringer, der glider naturligt ind. Men i øvrigt tænker jeg ofte, at det i længden er smukkere bare at gamles naturligt. Med sund omsorg og god hudpleje naturligvis.
Karin Winther skriver
Jamen de unge Lise. Hvordan kan de gøre det ? Især alle dem der jo som udgangspunkt allerede er megapæne. Det er selvfølgelig noget oppe i hjernen. Det ved vi jo godt! Selvværd og bl.a. bl.a. bl.a. hvad ved jeg.
Jeg ser jo også på billeder sf mig selv, hvor jeg tænker “ Hvordan i alverden kan det være at du ikke synes at du var pisse lækker dengang, men at der var noget galt med dit og dat og dut”
Og det var jo fordi, der sad noget i hjernen og talte grimt til mig !
Suk
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Du siger/skriver det selv <3 Og så må man jo lige her sige, at det ikke er blevet nemmere, vi bliver alle hele tiden præsenteret for en strøm af redigerede - og om lidt kunstigt fremstillede - billeder, og når man er ung, så er det rigtig svært ikke at sammenligne sig. Men de, der fillerfylder unge smukke læber til gyselige andenæb, de burde fratages retten til at arbejde med den slags. De skal skammes ud!
Vippekostene kan tages af og filleren vil med tid skrumpe, men det værste er, at vedkommende har vænnet sig og vil finde sit normale udseende forkert.
Og ja SUK!