Jeg lovede godt nok fredagsfri, men solen vil ikke rigtig lave oktobersommer, så jeg tænkte, at jeg ville indhente noget, jeg glemte.
I fik lige et kig til dem HER, hvor temaet var certificeringer og sikkerhed for hud og miljø. Og egentlig ville jeg have fortalt lidt mere om dem, men det gik, som det så ofte går med mig, jeg blev fanget af noget andet.
Den ene serie er essentiél, som er AllergyCertified certificeret, uden parfume, vegansk og i genbrugsemballage. Det er enkle, rene produkter med ingredienser, der for længst har stået deres prøve. Der er f.eks. en rigtig fin micellar-rens med glycerin, panthenol, olivenolie, antioxidanter og så indeholder den mælkesyre. En syre, som vores hud (og krop) kender, og som faktisk virker fugtende og altså blidt eksfolierende.
Fugtsprayen er et fint fugttilskud og cremen er tag og mørtel, så hudbarrieren kan give ro til hudens celler og deres arbejde. Og vil man have glød, så blander man lidt selvbrunerdråber i. Der er faktisk ikke rigtig andet end godt at sige, og så ligger priserne mellem 39 kr. og 59 kr. Produkterne er på hylde hos Bilka og Føtex. Se mere HER.
Ivy Aïa er på samme måde en fin serie, og her er det fire nye sera. Produkterne er AllergyCertified certificeret, uden parfume og veganske. De fire sera er hver især rigtig fint formuleret med gode arbejdsomme ingredienser. Her er ud over et C-vitamin serum, hyaluron og collagen også en 5% serum med mælkesyre. Altså igen den milde hudkendte og fugtende peeling. Alle fire sera har en pris på 66 kr. Læs mere om serien HER.
Og så Derma i familiestørrelser. Jamen, det er bare en fin serie. Certificeret med Svanemærket, Asthma Allergy Nordic og AllergyCertified, så der er taget bedst muligt hånd om hud og miljø. Der er 350 ml i og man tror det næsten ikke, men de koster 35-40 kr. PS: Nej, der er ikke mineralsk fedt i bodylotion. Læs mere om Family-serien HER.
Og NU kan jeg ønske god weekend ♥
Karin winther skriver
What’s not to like 🙌 det må jeg bestemt se nærmere
på, når der bliver plads på hylden. ( hylderne🙈)
Der bliver snart brug for lidt selvbrun- dråber. Jeg har heldigvis stadig en rest fra Rudolph Care.
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Ja, det er jo lige det (; Både like og plads på hylderne. God søndag kære <3
Liv Davids skriver
Kære Lise, det er nu dejligt med så fine, budgetvenlige produkter. Jeg skal i hvertfald prøve et par af Essentiél produkterne.
God weekend til dig og dine 💜
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Tak for at skrive kære Liv, og ja, det er dæleme da næsten ikke til at tro. I lige måde god weekend til dig <3
Mia skriver
Jeg har prøvet de selvbrunerdråber fra essentiél. De er vildt gode og koster kun 59 kr. jeg har tidligere prøver selvbrunerdråberne fra Clarins men dem fik jeg en allergisk reaktion af og så kostede også ca. fire gange så meget… Lige en anbefaling herfra. God weekend 😎
Lise Grosmann skriver
Mia: Vi elsker anbefalinger, tak for at skrive <3 Men Clarins kan nu ikke gøre for, at du var allergisk, det kan man som bekendt være over for endog vand. God weekend kære