47 procent af London er grønne områder, og København klarer sig også pænt på den front.
Jeg er på trods af mine nu mere end 20 år her mellem marker, skov og strand født og opvokset i København og har boet det meste af mit liv i denne by, som jeg stadig holder meget af. Jeg var en flittig bruger af især Fælledparken, Østre Anlæg, Kastellet, Søerne og havnen, fordi jeg boede mange af årene på Østerbro. Og da jeg var barn boede vi tæt ved Bispebjerg Kirkegård, som vi brugte som en park. For smuk er den og mange andre kirkegårde, og der er en særlig ro til tanker.
Men man kan altså også blive selvplukker i København og helt sikkert også andre byer. Og Anne-Marie så min opfordring i går om at komme med tips til steder. Hun nævner byhøst.dk, som jeg i hvert fald ikke kendte. Kommentar indsat herunder og stor tak til dig Anne-Marie – og smil til dit hint om en oldgammel ny superfood <3
Byhøst.dk har svaret på meget af det man kan høste i storbyen. Amager fælled byder på havtorn, æbler og vild peberrod f.eks. Havtorn er jo et oldgammelt, nyt Superfood Link HER
Men hvorfor en oplysning om Londons green Space? Jo, fordi det fik mig til at huske, at jeg havde glemt at fortælle om seneste serie fra Miller Harris, som jeg selv er så glad for. Når en parfumør er tilknyttet Miller Harris, så mødes hun/han ikke med krav, kun et koncept/idé/tanke og så har de frie hænder, og det kommer der altid noget særlig spændende ud af.
Konceptet for Forage var ‘det urbane landskabs hemmligste landskaber og urban fouragering’. Altså dufte inspireret af alt det, man kan finde vildtvoksende i storbyens oaser eller ukueligt voksende mellem fliser, på tage og i sprækket beton. Hvis man har øje for det, så er der masser af natur i det, der ofte ved første kig ligner en stenørken.
I øvrigt blev det fortalt, at der er masser af bikuber på tagene, og at London har et højere antal honningbier end noget andet sted i landet. Men ikke alle er lige begejstrede for trenden. De første tre parfumer i denne serie af urbant inspirerede dufte er WANDER through the parks, LOST in the city og HIDDEN on the rooftops.
Og helt i tråd med det, der måske mest er en urban tendens, fordi det er i byerne, man mest oplever presset på miljøet, så er emballagerne lavet af for eksempel yoghurtbægre, flaskelåg og andet overskudsmateriale. Det sker i samarbejde med Smile Plastics. Klik ind og kig, det er ret opløftende, hvad der kan komme ud af grimt affald. Blandt andet altså parfumeemballager, der er fine som opbevaringsbokse.
HIDDEN on the rooftops er selvfølgelig duften med inspiration i de mange bikuber og den søde duft af honning og pollen. I det første snus møder næsen bl.a. bergamotte og lime efterfulgt af honning og roser og duften får holdbarhed og varme fra vetiver og sandeltræ.
LOST in the city er den mest grønne af duftene med inspiration hentet i alt det grønne, der slynger sig og frodige bregner. Næsen møder bl.a. duften af rabarber, bergamotteskræl, solbær, te og amber.
WANDER through the parks er i min næse den varmeste selv om inspirationen er brændenælder men også duften af den jord, de gror af. Nogle af noterne er grape, galibanum, figen, cashmeretræ, patchouli(fraktion) og altså brændenælde.
Alle Miller Harris dufte er for den næse, der kan lide dem uanset, om den sidder på en kvinde eller mand. Altså unisex. Og der er heller ingen opdeling der, hvor de forhandles. Og man skal jo selv have næsen i en parfume og teste den på huden for at finde sit helt personlige match. Og der er faktisk fine små testflakoner til 20 kr. Læs mere om duftene HER, hvor der også er kontaktoplysninger, hvis du har brug for flere oplysningner.
Anne-Marie Andersen skriver
Selv tak da, jeg får jo så meget viden herinde? Og jeg elsker at høste, men naturen har givet mig nok at se til i min egen have. Masser af selvsåede hyldebærtræer, en vild brombær, der klarer tørken meget bedre end mine sene hindbær har gjort. Figner, vindruer, æbler og tomater kan jeg samle dagligt. Så man kan vist godt sige det er sæson for at jeg spiser mig til sukkerchok, men jeg trøster mig med at der følger antioxidanter med.
Det er altså smart man kan købe en prøve duft for 20,-
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Tak kære. Det var rigtig god information, du kom med for dem, der går rundt med et oldgammelt utilfredsstillet samlergen. Det er jo ikke alle, der som os kan gå fra busk til træ til urt og bare proppe munden. Meeen sukkerchok tror jeg ikke på, for ud over at fibrene jo giver den stabile blodsukkerkurve, så mætter de også, så selv over for modne lokkende bær må man til sidst give op. Og så er det jo, at samlergenet først træder ind og man vil samle lager. SIKKE en lang vrøvlehistorie….god dag kære.