Traditioner møder trends, når generationer mødes!
Jeg husker ikke fra min barndom andet end at alle spiste flæskesteg. Sjældent and. Men det har nok noget at gøre med, at vi selv og dem i familien ikke havde råd til and. I dag er sagen en anden. Og hvis vi nu udelukker det indlysende, at vi er blevet mere multikulturelle, så sniger der sig også en masse holdninger ind. Et nej til at spise dyr i den yngre generation især.
Jeg ved ikke, om han hylder de principper mere, men jeg husker en samtale med min nevø’s ældste, Albert, for et par år siden, hvor han fortalte mig, at han mente, at man skulle spise vegansk. Børn, der som regel er glade for dyr, kan jo ofte ikke forstå, at man spiser dem. Og stadig oftere ser man, at også unge tager afstand fra, at vi ikke bare slår dyr ihjel men kalder dem produktionsdyr og spærrer dem inde i det korte liv, de får.
Det kan jeg fint følge dem i, men jeg accepterer, at vi spiser hinanden – om man så kan sige – under forudsætning af, at dyr, og planter for den sags skyld, har haft et godt liv. Altså skal den kylling, jeg spiser, have levet frit og kunnet gå rundt og hakke med sit næb og hvad høns nu sætter pris på. Men uden at der er holdninger bag, så spiser jeg i dag mindre kød, jeg har simpelthen ikke lyst.
At være vegetar eller måske veganer er en svær øvelse, som jeg ikke er sikker på, at alle sætter sig omhyggeligt ind i. Jeg fortalte Albert lidt om problemet med at sikre sig f.eks. de proteiner, som vi sædvanligvis får dækket gennem at spise kød, fisk, æg og mælkeprodukter. Det med mælkeprodukter gjorde han, men han havde bare ikke helt styr på, hvor omfattende det egentlig er at erklære sig ‘vegan’, at han for eksempel også skal droppe læder, uld m.m. lige som der jo også gælder ‘forbudt’ til visse ingredienser i kosmetik.
Jeg nåede dengang kun lige at introducere for Albert, men jeg fornemmede en interesse, så jeg er sikker på, at han er moden til lidt mere basal sundhedssnak. Den nærtforestående juleaften er nok ikke her samtalen skal stå, men jeg kan jo notere mig med hvilken iver han tager for sig af gris og and.
I dag svulmer hylderne med kostbøger, men konsulterer man for eksempel ”Superfoods Rx: fourteen foods that will change your life” af Dr. Steven Pratt, der regnes for en autoritet på området, så kan man læse, at ”beans are a virtual wonder food”. Og han regner ærter, grønne bønner samt linser og hele familien af tørrede bønner i denne kategori.
Foto: Lige nøjagtig det her har jeg spist til aften
Til dem, der lever i den vildfarelse, at de tror, de skal have kød hver dag, nævner han det faktum, at studier viser, at hvis man erstatter bøfferne med bønne-protein, så vil man formentlig forlænge sit liv og undervejs undgå en række kroniske sygdomme. I gamle dage kaldte man faktisk bønner og ærter for ”fattigmands kød”. Og så er der jo lige det med kobøvser og prutter og vores overbelastede klode, som gør, at dyrene nu får potentielt giftigt foder.
Hvis du er nysgerrig og overvejer noget nytårsfortsæt, så få et….
Tjek på bønnerne:
Bønner indeholder fedtfattige proteiner, kostfibre, A- og flere B-vitaminer, folinsyre samt C-, E- og K-vitamin. Og dertil mineraler som jern, kalium, kalk, magnesium, selen og zink. Plus antioxidanter, som ikke er i kød men kun i planteføde. Og man taber mindre kalk fra knoglerne, når man spiser planteproteiner end når man spiser kødproteiner, fortæller dr. Pratt.
OBS! Bønner indeholder lektiner, som kan giver diarre og opkastning, så de må ikke spises rå. Læs altid anvisning om tilberedning af tørrede linser og bønner!
Og så er det sørme weekend igen og fjerde søndag i advent for om lidt er det juuuul ♥ Jeg håber, at I har tid og mulighed for at hygge jer måske som vi skal her med gløgg og æbleskiver. Ikke hjemmegjorte men trods alt dem fra Irma, og der ryger nok også en småkage ned, når den nu er fra La Glace.
Til gengæld er de smukke kopper håndgjort – og se lige den hank, som ikke bare er utrolig smuk og snirklet, den giver også godt hold. Porcelænskopperne fra LerKunst er en gave fra en generøs sjæl, hvis søster har de dygtige hænder. Du kan faktisk få et krus med som gave, hvis du køber cremen, som du ikke kan undvære.
Karin Winther skriver
Dejlig juletid til dig Lise! 🎄❤️
Vi spiste altid and til jul, og det følger med mig stadigvæk. Men en Skive flæskesteg kan jeg også nyde ! Jeg hepper på varieret kost, lidt kød fra frie dyr og så elsker jeg middelhavskøkkenet. Jeg laver mange supper og retter med bælgfrugter !
Der er jo lang tid til endnu, men pludselig er det tid til at plukke friskt grønt igen i naturens skatkammer 💚
Sikke flotte kopper du drikker af. De ville ikke holde ret længe hos mig 🫣 erfaring har lært mig kun at have kopper og krus uden ører ☺️
❤️❤️❤️❤️