Noget, vi kan gøre derhjemme uden at bruge (ret meget) ekstra tid
Godt nok er jeg branchens ‘grand’ old lady og som sådan formentlig en af de få, der kender til den tyske præst, der var en pionér på et holistisk sundhedssyn, som har solgt mange bøger siden han skrev sine for pænt mere end hundrede år siden. Også de senere har jeg mange af i reolen, men essensen er den samme.
Sebastian Kneipp huskes nok mest for sin hydroterapi, og hans behandlinger er stadig basis for mange spa-behandlinger. Han byggede sin holistiske sundhedsfilosofi på fem søjler, der står lige så stabilt og sandt i dag:
Vand (hydroterapi), planter (fytoterapi), bevægelse, næring og balance herunder mentalt og spirituelt.
I dag hedder det bare nutidssmarte ord, men princippet er stadig, at naturen har givet os alt, hvad vi behøver. Herunder, hvad vores egen krop formår. Everything in flow – and all naturally!
Og selv hvis man er født med supermodelmål, så holder intet evigt og end ikke kirurgi og fedt- eller anden filler kan erstatte det stærke smidige velformede muskler kan gøre for en krop. Slet ikke velvære og funktion. Evnen til at være fuldt og helt i livet. Så nej, smukhed er heller ikke alt – selv om det unægtelig er interessant, hvor meget det tilsyneladende spiller ind.
Går man efter styrke og form på muskler, så skal der modstand til og fitnesscenterets vægte er den effektive vej. Men hvis man nu ikke vil af hjemmet, ikke har tid, aldrig får det gjort, så er der mange steder i dagligdagen, hvor man uden at bruge synderlig tid på det faktisk kan styrke og (vel)forme sine muskler. Og det kræver ikke udstyr.
En lille isometrisk øvelse som at spænde ballemusklerne når man står for eksempel. Og da ingen kan se det, så kan man jo gøre det hvor-og-nårsomhelst. Jeg har praktiseret det i årevis, og når jeg går har jeg også indøvet, at jeg strammer ballen på det ben, der er bagud. Det er ikke noget, jeg tænker over, jeg gør det bare. Og så er der jo min all timer Callenetics-øvelse, lånt fra klassisk ballet. Den strammer både baller og baglår. Husk at løfte knæet/låret op til maven bagefter for at strække.
Havde jeg stået der nu, så var jorden hvid af sne
Arm- og brystmuskler kan nemt hjælpes til lidt opstramning ved at holde armene med albuerne ud til siden foran brystet og håndfladerne mod hinanden og så presse, slappe, presse….Og når man nu er i gang med armene, som hos mange af os sidder fast i en stilling ved et tastatur, så kan man strække dem og evigt krumme skuldre ved at fatte hænder bag om numsen og så løfte opad. Og bagefter føre den ene arm over hovedet og den anden op nedefra og måske få fingrene til at nå hinanden – og ellers øve sig på at tage sig selv i hænderne bag ryggen.
Og når man står ved håndvasken, så kan man med rank ryg og et par støttende fingre på vasken gå ned i knæ og op, ned i knæ og op…..Og hvis man slutter nede i knæ, så kan man hurtigt lægge sig på dem og lave ‘kat-krummer-ryg’ – husk ånddrættet (ind når du svajer og ud når du krummer). Plus et par push up. Måske endda denne HER, og klikker du ind, så får du også Weil’s berømte 4-7-8 åndedrætsøvelse.
Én ting, jeg ofte må minde mig selv om, det er at rette ryggen og strække forsiden af kroppen. Det er jo ikke engang en øvelse, det er måden at glædes over, at vi har et knoglestativ med muskler, der holder os oprejst til at møde livet.
Vi tager lidt god pleje i morgen ♥
Dagens udsigt her i skrivestuen. Jeg har et lille fuglefoderhus på et bord uden for vinduet, så der altid er inspiration til overspringshandlinger.
Karin winther skriver
Hihi jeg er SÅ Kneipp 😁 med mine nøgne morgenfødder i den første sne. Ellers har jeg været på nisseballade hele dagen med barnebarnet, som nu er puttet, helt overstimuleret . Ha ha men på den gode måde. Nu vil jeg lægge mig på yogamåtten og lave øvelser, inspireret af dit skriv. 🙏🏼
I går tænkte jeg så meget på det der med skønhed. Om det for nogen virkelig kun er en gave ? Samtidig med at alle de nuværende sager om at blive målt på at have “ fuckability” gør mig så mega harm.
Nå tilbage til egen krop. Jeg elskede at gå til Callenetics dengang det var på mode. Desværre fik min instruktør cancer, men så fandt jeg jo yoga. Og jeg bibeholdt som du, det der med at stramme ballerne mens jeg går. 😁 Det blev kaldt Brazil Walk “ 🙃. For i Brasilien er de jo kendt for de der gode numseballer.
Åndedrætsøvelserne tager jeg i morgen når drengen er hentet. 🧘🏼
Sikke en dejlig morgen jeg have og sikke noget ynkeligt sjask det er endt ud i. Hvor er man heldig at have et dejligt hjem❤️🙏🏼
God aften
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Ja, du er rigtig Kneippsk. Og ret udholdende vil jeg mene, hvis du har nisset barnebarnet træt og så går i gang med yogaøvelser, jeg kunne forestille mig mange, der ville smide sig på sofaen med fjernbetjeningen (;
Kloge tanker, du har gjort dig, for der er en syg målen sig selv og andre i tiden. Somme tider ser jeg fotos på IG og FB, hvor man viser før efter af ganske unge munde/læber, som er så smukke og fine men bliver fyldt til grotesk svulmen. Hvem kan få sig til at gøre det, og hver gang en får svulmelæber, så vil mange af de andre også, for de tror, det er sådan det er smukt.
Callenetics er fine øvelser, meget ballettræning inspireret, og jeg lavede mange sager til ALT – også af yoga i øvrigt. Tænk, at jeg går Brazil Walk uden at vide det. Bagdelen er nok også min eneste fordel i dag ((;
Jeg var lige ude før og fodre pipperne og hold da lige op, det stormer en pelikan og føles iskoldt, så JA tak for at have et hjem, en seng at sove i, mad på bordet og alt det, så mange i verden ikke har. God dag kære <3
Karin Winther skriver
Haha i dag behøver jeg ingen øvelser. Føler mine baller strutter af al den op og ned på kælken 😄
Det bliver sofaen. Drengen er hentet og det bliver sofa i dag !
Det er sørgerligt med de unge smukke mennesker der kommer til at gøre sig så grimme !! 😢 Jeg forstår det ikke !
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Nu kan de tage over, forældrene, og der kommer mere sne, så han plager dem nok ud og kælke (;
Ja, det er trist. Men usikkerheden om eget værd og udseende er jo ikke noget nyt, jeg havde da i hvert fald mange komplekser, der var bare ingen muligheder for at gøre noget ved det dengang. Ingen filler at plage om. God sofaaften <3
Karin winther skriver
❤️
Pernille S skriver
Som branchens “Grand Old Lady” burde du adles! Sidder og nørkler på en sweater til barnebarnet, og en under en tiltrængt pause falder øjnene på dit fine ballet-billede. Tusind tak for at få mig op af sofaen og lige lade kroppen strække og knage! Vejret er SÅ vådt og regnfuldt, så gåturen kan fint afløses af frie øvelser på gulv a la Grosmann 😉 Har aldrig prøvet Callenetics. Til gengæld har jeg været Mensendieck elev hos en veninde som skulle uddannes. Var med hele vejen og bruger mange øvelser herfra. En rank holdning sidder (oftest) på min rygrad. Gjort mig til vane aldrig at hænge på det ene ben, men fordele vægten ligeligt. Og aldrig stå med overstrakte knæ!
Åh jo – Kneip kender jeg i den grad…
Er det ikke skønt, at de gamle mestre stadig har relevans?
Jeg strikker (veludstrakt) videre 🥰
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Åh, Pernille, det er søde ord og nok for mig, at du mener det.
Stort smil til, at jeg fik dig op af stolen og i gang, så det knagede. Jeg får perioder, hvor jeg husker alle øvelserne og så pludselig – aner ikke hvorfor – så falder jeg af på de gode vaner. Bortset fra de der numsestrammere.
Jeg har ikke gået til Callenetics, jeg har blot flere af bøgerne plus andre, fordi det jo var og er mit skriveområde. Især i sin tid på ALT for damerne havde vi meget af den type stof.
Det er nok gevaldig klogt med dit job at have indøvet god holdning og vaner dermed forbundet, ellers kunne du hurtigt få smerter.
Og vi er to, der kender gode gamle Kneipp, dejligt. Og ja, der var jo mange, der var der først, mange der har trampet stien, det er bare ikke altid, det huskes.
Go’ strik og god aften lige om snart – mørkt er det jo næsen her kl. 16. Kh lise