For nogle år siden så jeg en TV-udsendelse fra Fuglebjerggård, og her residerer som bekendt en bramfri kvinde med grønne fingre og kærlighed til kogekunst. Camilla Plum ingen ringere, og hun hopper som bekendt ikke på enhver helsehype. Hendes lavpraktiske salut lød således: “Man skal bare spise en ordentlig røvfuld krydderurter hver dag.”
Konen har ret så langt, at man skal lede længe efter fødevarer, der er så fulde af de plantestoffer, som vi kalder antioxidanter. Hun ville ikke kunne lide udtrykket, men lad os blive i nutidens jargon og kalde det “superfood”. Blomster er også superfood og takket være det nye nordiske køkken, er de kommet på tallerkenen. Igen. For selvfølgelig har man altid spist blomster. Mange er fine lægeurter til husapoteket. Lige som der er mulighed for køkkenkosmetik (-:
Det vil ikke forblive nogen hemlighed på denne blog, at jeg er noget af en naturnørd. Jeg dyrker f.eks. tallerkensmækkere for at komme dem i salaten, men jeg går også ud og piller i plænen og blomsterbedet, og her er et udvalg af, hvad min fotojagt i går fandt. Jeg har i den forbindelse ofte konsulteret Annemette Olesen’s bog “Blomster på menuen” for at hente viden og inspiration. For naturen kan jo også være giftig. Førnævnte fru Plum har skrevet den smukke “Blomstrende mad”. Og også i Anette Eckmann’s “Naturens spisekammer” kan du finde inspiration til vild mad.
Blomster er ikke bare et farverigtigt indslag – det er i øvrigt i farverne, at de nyttige antioxidanter gemmer sig – de bidrager også, lige som krydderurter og krydderier, med smag. Tallerkensmækker, som jeg kalder den, går også under det mere smagsvejledende navn “blomsterkarse”. Og yes, den smager umiskendeligt af karse. Du kan spise både blomster og de grønne blade.
Lavendel er jeg – så vild jeg end er med dens æteriske olie – lidt forsigtig med på salaten. Den smager lige så kraftigt, som den dufter. Hjulkrone, med de fine essentielle fedtsyrer, drysser jeg også med forsigtighed. Den kan næsten (selv nyplukket) smage harsk. Men skønne at skue er de små blå stjerner.
Mælkebøtte er jeg vild med (også i græsplænen), og i starten og slutningen af køkkenhavesæsonen, hvor vi ikke har salat, udgør dens blade og senere også blomster en vigtig ingrediens i min vilde salat. Når jeg hele tiden skriver salat, så der det fordi jeg er meget til råkost og helst spiser salat før den varme mad (jeg vil vende tilbage til hvorfor). Hvis jeg da ikke bare spiser en “madsalat”.
Men blomsterne kan selvfølgelig bruges i kager, desserter, varme retter, syltet som tilbehør (f.eks. knopper af blomsterkarse) osv. Mette Olesen nævner f.eks. spejlæg med mælkebøtteblomster plukket på (hun steger spejlægget på begge sider). De må også være fine i en omelet. Det vil jeg afprøve, når de blomstrer igen senere på sommeren. Indtil da kan morgenfrue give et tone-i-tone indslag. Mad og farver hænger uløseligt sammen for mig. I hate kød-og-kartoffelfarvet mad.
Hyldeblomster, som enhver småbarns mor eller mormor er ude at samle nu til hyldedrik, kan også drysses på salaten. Brug udsprungne klaser og ryst dem over skålen. Og så sæt en buket på bordet, de holder fluer og myg væk.
Bon appétit!
Skriv et svar