Forklaringen og bevarings-strategien får du her
Vi fortsætter lidt med mine lidet pæne affotograferinger fra Avène-pressemødet af dr. Alsings præsentation af det, der sker i hud over tid. Hvis du sidder og tænker, om det her er en filial af ældresagen, så husk lige, at forebyggelse altid kommer ud med størst bonus.
Så kig med og sæt ind i tide, for det begynder allerede så småt, når du er i 20’erne. Og før du aner, at menopausen bereder sig på at slå til, så er nedtællingen på østrogen allerede i gang. Og så kommer der fart på hudforandringerne. Og os, der er forbi også det, vi bør ikke kun af forfængelige årsager holde på det, der kan holdes på, for hud er et af vores vigtigste organer. Vigtig for alt.
©Kasper Alsing
Når man ser illustrationen* her, så forklarer det i hvert fald for mig, hvorfor forandringerne i mit ansigt nu i forhold til da jeg var ung er større end min huds forfald. For den er jeg egentlig lykkedes med at passe ganske godt på. Men det er som om, at ansigtet er blevet længere og smallere.
* Hvor får hudlæger deres illustrationer fra – det må kunstig intelligens da kunne gøre bedre (;
Forklaringen er, at den bærende knoglestruktur er ‘skrumpet’ i ansigtet som den gør i kroppen, og hvis man ikke lige er heldig at have en fremtrædende kindbensknogle med en bærende malarismuskel på, så er der ikke meget til at holde resten oppe. Med mindre man er virkelig ihærdig med ansigtsgym. Og husk, at det ikke er strækøvelser, der er brug for men styrketræning, der udvikler og former musklerne, så ansigtet bevarer sin fylde og huden bliver båret oppe.
Og som illustrationen viser, så synker også de små fedtpuder og huden oven over det hele mister volumen, fordi den mister fugt og fibertæthed. Og i selve huden sker det helt væsentlige 0.1 mm nede under overhuden. Når du kigger på illustrationen herunder, så bemærk, at bølgelinjen flades ud. Det har stor betydning ikke bare for, hvor stramt hudbetrækket er men også for næringsudveksling og styrke.
©Kasper Alsing
Den bølgede linje imellem overhud og læderhud kaldes basalmembranen eller den dermo-epidermale overgang (=dermal-epidermal junction). At overgangen mellem de to hudlag er bølget betyder, at overhud og læderhud får en større fælles overflade med stærkere tilhæftning end hvis de lå fladt ovenpå hinanden. De to hudlag, overhud og læderhud, er ydermere nærmest tappet sammen. Der er gode illustrationer, der viser den stærke forankring, plus forklaring HER.
Det er en membran, der både er en adskillelse og en udvekslingszone. Ikke mindst af næringsstoffer og ilt fra læderhudens blodkar til overhudens celledelende basallag, hvor der ikke er blodkar men stamceller og pigmentceller. Og ligeså overføres affaldsstoffer den anden vej. Og det er kun en smule af alt det, der udveksles inklusive cellesignaler. Det er simpelthen et cross-talk-aktivitetscentrum.
Helt konkret er det også den stærke fysiske forankring, det at de to hudlag hænger godt sammen, der giver huden dens såkaldte mekaniske egenskaber. Modstandskraft over for stød og slag, hiv og træk. Sammen med fyldt fugtmadras og fibre (kollagen og elastin), der har god hæftning ned i underhuden, så der er god stødpude.
Og det peger så mod både det, man skal lade være med for meget af og det, man ikke kan få nok af (næsten). Minimér hiv og træk og smør din hudpleje på med lette glidende bevægelser. Blodforsyningen hjælper du bedst ved at røre dig, så hjertet pumper. Og muskelbevægelse er det, der pumper lymfe. Med almindeligt aktivitetsniveau er der styr på det. Og ellers sørg for at få det, så det rækker helt ud i huden (smil).
Et andet helt enkelt forebyggende og stimulerende greb, det er at sørge for fugt i huden. Det ikke bare pynter, det er vigtigt for cellekommunikation ned til aktivitetscentret og dermed også, at der laves kollagen. Spis frugt og grønt og få cellebundet vand plus vigtige vitaminer og antioxidanter. Det siger en af mine hudhelte noget klogt om HER. Spis kollagenrig simremad og/eller tag kollagentilskud.
Foto: Eksempler på ABCD-vitaminerne, EGF, Matrixyl, alger og kollagentilskud
Udvortes strategi har fugt som øverste nødvendighed. AB3C-vitaminerne, men indtænk også D vitamin, som har mange vigtige funktioner i huden. Plus EGF-vækstfaktor af den slags, der præsterer. Samt andre peptider, og kig i den forbindelse efter Matrixyl™ og Matrixyl3000 (opgraderet version af kollagenstimulerende peptider), der har solidt underbygget effekt. Alger er multitalenter, og i Algenist-serien booster de kollagen.
Og kigger vi ind i longevity-fremtiden – og aldringsforskeren par excellence, professor Sinclair, er i gang også inden for hudpleje – så tror jeg, at grænserne nedbrydes for, hvad vi kan smøre os til. For mit vedkommende er det tog kørt men jeg hænger på at følge alt det vilde, der sker i øjeblikket.
PS: Selvfølgelig hører fornuftig omgang med sol og beskyttelse ved behov med til strategien. Og fuldt så vigtigt er det af passe på hudens mikroflora, det mikrobiom, som har lidt svært ved at fange fokus. Men heldigvis er der masser af brands, der har indtænkt præ- og postbiotika i deres produkter selv om det ikke står på forsiden. Det må vi vist også have et skriv om.
Men foreløbig er der læsefri fra mig i morgen ♥
Skriv et svar