At være barnlig bliver man (jeg) aldrig for gammel til, og jeg tror på, at en troskyldig tilgang til livet kan give uvurderlige og sjælsberigende oplevelser, og det er som bekendt godt for helbredet. For eksempel har et besøg sidste år hos nogle fritgående grise skrevet sig uudsletteligt ind på min sjæls harddisk. Og jeg var faktisk ikke den eneste, der ikke var ledsaget af børn. På søndag er chanchen der, og jeg synes, du skal gribe den – og dine børn, hvis du har nogle. Du kan se en oversigt over gårde, der holder åbent her.
Når man ser dem møve rundt, rulle sig i mudder og rode med snuden i jorden, så forstår man, hvad det er, vi gør ved at smide dem ind på et tremmegulv (og hvad vi ellers gør af uhyrligheder ved ”produktionsdyr”). Og næste gang, man står foran køddisken, tænker man en ekstra gang over, om det ikke skal være en pakke ”fritgående” eller ”øko”. Jeg ved det, det er dyrere, men nok ikke i det lange løb, for det miljø, vi selv er afhængige af, ville have det betydeligt bedre, hvis vi allesammen droppede kødet et par gange om ugen. Der er andre måder at få proteiner på, som jeg skrev her. Det ville også give mad til flere munde, for i stedet for at dyrke foder til dyr, kunne man dyrke fem gange så meget mad til mennesker. Læs her, hvad Thorbjørg har opsnappet om Paul McCartney’s initiativ Meat Free Monday. Pyha, mit barnlige sind bliver lidt skræmt – især på børnenes vegne.
Foto: okologi.dk
Skriv et svar