Nej, jeg skal ikke prale af hverken mine spise- eller havevaner. Tværtimod. I hvert fald, hvad det sidste angår. For jeg spiser godt nok sådan en portion egen avl hver dag. Men se lige, hvor de gror. Og lad mig i det hele taget præsentere et lille udsnit af min autonome have i sagens tjeneste. Nemlig at tilslutte mig en påmindelse om, at vi somme tider giver efter, lader stå til, dropper perfektionismen og troen på, at vi overkommer det hele til et 12-tal.
Sådan gror de, nogle af dem, mellem toppede sten, græs, visne blade, små stedmorblomster og andet, der kan nøjes med en smule jord. Jeg forundres til stadighed. At jordbærrene gror der skyldes, at jeg, da vi havde den lille gårdbutik, satte en balje med jordbærplanter, som folks børn kunne plukke. De lavede udløbere som fik fat mellem stenene og jeg lod dem.
Andre må klare sig i det her kaos – engang et staudebed. Det gule er valmuer.
Bonderoserne må føle sig omklamret, men de klæder jo egentlig hinanden og jeg har som med meget andet i haven, opgivet. Tiden er for kort til selektive bede. De må klare sig, må de, mens jeg bare holder de stikkende og brændende væk i den grad, jeg kan. Men rolig nu……her er rigeligt med brændenælder endda til de sommerfugle, der er afhængige af dem.
Det her kunne være et tip til den dovne have. Blomsterne, Campanula, som er afkommere af en lille plante, jeg satte i en potte for adskillige år siden, de har slået sig ned langs huset allevegne og overlever fra år til år. Jeg har haft dem helt frem til november. Bierne elsker dem og det samme gør jeg. Og nu er vi så endelig fremme ved, hvorfor alt lige som samlede sig om, at jeg måtte skrive denne tekst.
Anneka linkede forleden til DENNE artikel i Information, hvor en biavler fortæller om sin bekymring for bierne. Ikke ensidige anklager mod landbruget, for vi må også ransage vores samvittighed for, om der var mere, vi kunne gøre for at beholde dem og andre bestøvere. Faktisk kan vi ikke klare os uden. I sidste uge havde Berlingske B Søndag så en artikel om, hvor trendy ikke bare have er men naturhaven. Og i fredags var der så en omtale af Svend Brinkmann’s NYE BOG om at stige af hamsterhjulet.
Det faldt alt sammen i hak med en samtale, jeg havde med en god ven, som bekymrede sig over, at hun ikke holdt det hele som hun syntes, det burde holdes. Kanterne skulle klippes, bede luges, brændenælder fjernes fra den store hønsegård osv osv. Og da hun mente, at vi her hos os netop holdt det hele perfekt, begyndte jeg at spamme hende med fotos som dem ovenfor (og dem, der var værre). En anden ven, som jeg bekymrede mig for, fordi hun knokler en vis legemsdel ud af skørtet, beroligede mig med, at hun havde svigtende syn for rod.
Svend Brinkman argumenterer for, at vi skal sætte hegnspæle om vores velbefindende og finde mening i at gå glip af noget. Lære at nøjes fremfor at ville det hele – hele tiden. Genfinde livets små rituelle pauser og holdepunkter. Holde mailfri søndag, slukke for Facebook fordi vi “….trods historisk rigdom (slår) kraftigt ud på depressions- og stressparametre. For selv om alle valg kan være gode og føles rare i øjeblikket, banker tvivlen hele tiden på: Er det godt nok?”
Med lidt god vilje kan disse, som jeg tog forleden, måske passe ind i temaet. Valmuer, så graciøse og dog så robuste. Hverken grus eller korn er nogen hindring, de klarer sig endda og spreder skønhed over landskabet alle steder lige nu. Det er ren mindfuldhed. Måske er det det, vi skal lidt oftere, slå os ned i det uperfekte, lave mindre og tage os bedre tid til det vigtige.
Sygdom gør mig fraværende, både her på bloggen – må tage læsedage og indhente de forsømte indlæg – med rengøringen og i min dejlige have. Haven vil gerne have den sparsomme energi og rengøringen… Tja, bare der ikke roder alt for meget!
Livet farer lynhurtigt forbi og vi skal huske at stoppe op og nyde alt det der omgiver os. Dine billeder er virkelig smukke. Tak for de smukke billeder, af noget som åbenbart er lidt uperfekt… Og for en tiltrængt opsang.. 🙂
Skrev til min mand i morges, at dagen i dag åbenbart tages i etaper. Fra sengen, til te på terrassetrappen. Fra te på terrassetrappen, til te i havestolen. Og her sidder jeg så, indhenter dine blogindlæg, og kikker ud over alle havens gøremål og mangler, imens snavsen i huset drillende gør opmærksom på dens tilstedeværelse og vasketøjet råbende kalder på mig. Argh… Jeg burde jo… Men tænker så på dine og især Svend Brinkmann’s ord. Haven bliver dagens vinder!
Har i øvrigt oplevet mit livs værste solskoldning, til trods for solcreme og en i forvejen soltilvænnet hud. Men brystkassens forbrændte hud blev lindret og reddet af Elizabeth Arden’s Eight Hour Creme. Den klarer altså alt!!!
Lene Kathrine Jensen: Så trist, at du er syg og des mere tak for at læse med og bruge kræfter på at skrive denne dejlige kommentar. Tag du bare Brinkmanns ord til dig og gør, hvad kræfter og lyst styrer. I din situation vil alt andet være ufornuftigt.
Vi må lære ikke at lade os styre af andres forventninger eller vores egne forestillinger om, hvordan vi tror, at en have skal holdes eller huset tage sig ud. Det er jo som regel sådan for de fleste af os, at vi holder det værste nede.
Jeg har personligt ét sted, hvor jeg ikke giver køb, og det er køkkenhygiejne. Men det kan godt være, at gulvet må nøjes med en fejning og ikke en støvsugning ind imellem. For selv om lørdag er hygiejnedag (; så kan det jo også falde sig sådan, at lørdag måske er den eneste dag i ugen, hvor solen viser sig.
Jeg ønsker dig bedring og god sommer med te på trappen og i stolen. Og så pas på solen – selv om Eight Hour er et geni til det meste, fordi den er som et plaster på en skadet hudbarriere.
God dag kære
Så smukt! <3 Al den skønhed der er i verden kære Lise! ….
Anneka: Farve, duft, smag – hvad skulle vi gøre uden <3
Lise ❤️ din have har altid været en stor inspiration for mig!!!! Tusinde tak for det – og for dit blogindlæg i dag. Jeg læste det med fryd! Kærligst Ursula
Ursula: Tusind tak kære Ursula. Kærlig hilsen fra mig
Tak for et fantastisk indlæg som var lige hvad jeg kunne bruge efter en lang, lang dag. Refleksioner og billeder at nyde af. Især det sidste billede kunne jeg rigtig hvile i og nyde af. Du har magiske kamera-øjne Lise, især lys fanger du så godt. Åhh så smukt og mindfuld. God, god aften <3<3
HeLene: Lange, svære dage <3 Des vigtigere er det, at vi disponerer og vælger med hjerte og af lyst, når pligt ikke kommer først. Tak kæreste Helene for dine søde ord og god aften
Hvor forfriskende at se andet end glanspolerede billeder. Dette er fra “den virkelige verden” og hvor er det befriende!!
Martha L: Og hvor er det en dejlig kommentar, der gør mig glad (og trøster mig (; ……).
Skønne billeder og kloge ord. Tak!
Hanne I: Og tak til dig <3
“Svigtende syn for rod”! Det er dog det bedste udtryk, jeg længe har hørt, og jeg tror heldigvis også, at jeg har det. Det gør bare livet en god del lettere.
Og så bliver jeg aldrig træt af valmuer. Hvert år bliver jeg lige overrasket og lykkelig over, hvor smukke de er, når jeg møder dem.
Helle Dannemand: Smil – og tak! Jeg tror, at man kan lære det. Når jeg tænker på, at jeg som ung nygift nærmest havde rengøringsvanvid, så er jeg kommet langt (;
Ja, det er den rene lyksalighed i øjeblikket, nogle steder er det nærmest hele marker med valmuer, det er så fantastisk smukt.
Smukke billeder, TAK.
Anja Svendsen: Og tak fra mig, men ret beset er det jo motivet, der har æren (;