Jeg har lært, at der ikke er noget, der hedder ‘sådan er det’, for i morgen er vi blevet klogere
Ikke mindst takket være samarbejdet med min højt værdsatte kollega på @beautyspace var der rigtig mange, der blog- og Instagramlæste vores fælles fredagshenstilling. Og tak for kommentarer og deling af oplevelser med behandlere.
Nu lagde min tekst jo op til at dele dårlige oplevelse, men jeg må retfærdigvis runde temaet af med et stort hip til alle de dygtige kosmetologer, der er derude. Mange af dem har jeg mødt på de rejser, kurser og foredrag jeg i årene har deltaget i. Og mange har givet mig fantastiske behandlinger, der har virket helt ind i sjælen.
Og måske skal vi kigge efter noget andet end det invasive. Tænk at være den hud, der skal beskytte os mod en uendelighed af daglige udfordringer fra stød og slag til enhver form for småskidt herunder bakterier, og så blive smidt i fryseren eller på stegepanden* eller blive perforeret af nåle.
*behandlinger som X-Cryo masken, jeg skrev om, og f.eks. Ultherapy.
Jeg elsker gammelt værktøj og hvis vi nu tænker lidt abstrakt, så må vores hud somme tider føle, at vi slår og bider den. Foto: pixabay.com
Hvis vi nu tænker indad, ville vi så ikke foretrække et kærligt ord og lidt omsorg frem for at nogen råbte tag dig sammen til os? Måske har huden det også sådan.
Jeg kigger da ofte utilfreds i spejlet og selv om min hud ikke har været i frost- og hedebehandling og heller ikke været lagt i stærk syre, så har jeg ladet nogen prikke huller i den og fået fyldt tynd Restylane i surerynkerne. Altid og kun surerynkerne på hagen. Resten har ikke noget at bebrejde mig.
Fra jeg overhovedet begyndte i det her hudplejefag, hvor jeg de fleste år har været udøvende på skrift, har jeg søgt viden. Derfor har jeg også med tiden modsagt mine egne ord. Jeg har lært, at der ikke er noget, der hedder ‘sådan er det’, for i morgen er vi blevet klogere. Og her kan vi tage sundheden og meget andet med.
Jeg lider ikke af rynkehysteri (tak for det ord Anette <3) og vil gerne ligne mig selv, men jeg synes ikke at surerynker er mig. Derfor har jeg stadig lyst til at få tynd Restylane i surerynkerne på hagen. Og hvorfor jeg ikke sætter det i samme kategori som kogt og stegt hud vil jeg forklare i morgen. Hvor jeg også vil fortælle, hvad jeg tror kunne være dobbeltklogt at satse på.
De kom frem fra buskadset i morges kl. 7 og blev her længe. Jeg tror, de havde overnattet her. Var der nogen, der sagde bed and breakfast! De to små lagde sig under træet, mens mor gik rundt og tjekkede det hele og småspiste. Jamen, jeg tror, jeg var rynkefri i al den tid jeg kiggede på dem ♥
Anneka skriver
Hørt! Hvor er det egentlig tovligt at få ‘lavet noget’ man ikke ville turde få lavet uden bedøvelse, hvem ville have lyst til lige at stryge ansigtet med strygejernet. Og den frysebehandling , det er ikke rart at tænke på hvordan kroppen skal kunne skille sig af med det indvendige døde fedtvæv efter behandlingen, det må da være en belastning. Utroligt den er lovlig den behandling. Dét havde været en oplagt sag for “Kontant”(!)
Lise i lykkeland 🦌 sikken et syn 🧡
Lise Grosmann skriver
Anneka: Ja, på sin vis kunne det være en rettesnor. Meeen ikke alt skidt gør ondt (; Men de der meget varm/meget kold-behandlinger forekommer mig at være meget lidt hudvenlige. Især da, når man tænker på, HVOR tynd den er og HVOR stor betydning dens sunde funktion har for resten af os. Jeg tør ikke ikke sige, om Kontant har haft fat i forskellige behandlinger, men det er da et godt tema.
Det var for mørkt i går aftes til at jeg kunne se, om det var det enlige rådyr eller mor-og-børn, der kom i går aftes, men jeg tror, de overnatter her. Og de skal være SÅ velkomne <3
Mia skriver
Spændende ☀️ Glæder mig til indlægget i morgen 😉
Lise Grosmann skriver
Mia: Tak <3
Karin winther skriver
👵🏻❤️🙏🏼
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Tak til dig <3