Der er også forklaring på billedet, som skyldes et sjovt minde!
A propos overskriften, så har overskrifter, der lover tips og råd og svar på alt, altid generet mig. For eksempel sådan noget som ‘Alt du behøver vide om …..’. For det kan vi/man/ingen. Alene fordi ingen ved alt. Og skulle man fortælle om alt inden for et givent emne, så ville det kræve ganske meget plads. Hvis man ikke lige er Michael Pollan, der favner det med kost med ordene, som jeg har citeret i snart mange år her: Real Food. Not too Much. Mostly Plants ♥
Men i Helse-artiklen tager jeg da heldigvis også forbehold og indrømmer, at ‘alt’ er at love for meget. Til dig, der eventuelt har læst Helse, der er ude nu eller har kigget med HER og/eller HER, du må holde fri i dag for jeg vil gerne fremhæve især en ting fra min artikel.
Nemlig den humanitære forening ‘Look Good, Feel Better’, som nu har eksisteret i 25 år takket være nogle af de største spillere i kosmetikbranchen. Baseret på hjælp fra egne kasser samt fonde og sponsorer og ikke mindst 80 frivillige har man hjulpet mange tusinde kræftramte kvinder. Foreningens formål er at tilbyde hudpleje- og makeupkurser til kvinder, som er i ambulant behandling for kræft på et af af de 10 hospitaler og kræftrådgivning, der er en del af programmet.
Deltagelse er gratis for kvinderne og de modtager en ’goodiebag’ med de produkter, der har været anvendt under kurset. Her er målet at støtte med hudplejeråd men også tips til makeup herunder at håndtere øjenbrynsblyanten til at genskabe øjenbryn, som måske er mistet under kemobehandling. Men for mange er selve det at være uformelt sammen med kvinder i samme situation som en selv og udveksle erfaringer også af stor betydning. Læs eventuelt mere og se videoer på lookgoodfeelbetter.dk
Og man kan jo ikke sige kræft og kvinder uden at tænke brystkræft og dermed ikke uden at sende en taknemlig tanke til Evelyn Lauder, svigerdatter til Estée Lauder, kvinden, der etablerede et af verdens største kosmetikfirmaer. Evelyn Lauder syntes, at den store pengekasse også skulle bruges på andet end udvikling af nye produkter og grundlagde sammen med andre Breast Cancer Research Foundation i 1993. Og signaturen blev den lyserøde sløjfe.
PS: Jeg har mødt Estée Lauder – og hele familien herunder Evelyn Lauder – i New York for mange år siden i forbindelse med lancering af duften Knowing. Det foregik i Sachs Fifth Avenue, luksus-stormagasinet, og det var fuldstændig surrealistisk. Som var hun en kongelig person.
Der var opsat de der standere, man bruger for at lave kø også i lufthavne, men snoren var tyk rød velour. Og her stod kvinder i række efter række og ventede på at møde en aldrende Estée Lauder. Dynamisk var hun, så det kunne fornemmes helt om til bagvæggen. Hun talte med og rørte ved kvinderne og deres øjne strålede.
Der skal nok nærmest en Taylor Swift til at slå det i dag. Og man skal lige tænke på, at der ikke var noget internet og diverse digitale platforme! Bagefter var der frokost, hvor vi blev pænt forsinkede, fordi Ms. Lauder selvfølgelig ikke gik fra sine trofaste kunder. Så vi ventede.
Rejsen fortsatte i øvrigt til Houston, og jeg besøgte spacecenteret (det, vi har set på utallige film) og mødte astronauter. I dag er Space Center Houston åbnet for besøgende men også stadig stedet, man træner astronauter og har kontrolcenter. Anledningen var lancering af hudplejeproduktet Future Perfect Micro-Targeted Skin Gel, en aldrig før set transparent gel-creme i flakon, som ikke er i sortiment mere.
Foto: Jeg har udstyret – støvler, hat, bukser selvfølgelig men også sporer, som vi fik i gave. Jeg har også en kort tid gået til ridning.
Jeg var også ude på en enorm ranch ejet af venner af Lauder-familien, hvor cowboys red rundt på den anden side af en flod til ære for os, men der var altså også så mange acres, at ingen kunne gå dem. Men det vigtigste for mig her, det var en samtale med en af deres forskere, som fortalte om sphingolipider. Byggestenene til ceramider, ‘cementen’ mellem cellerne. Og her var Lauder pionérer, for det var i ’88, og Arden’s ceramider kom i ’90.
Ups, der fortabte jeg mig i mindeland. Hvad Helse angår, så læs hele bladet HER, og min artikel er på side 40.
Kis skriver
Skønt skriv der giver mig en rigtig feel good følelse – det er lige det jeg trænger til i en tid hvor flere af mine nære er hårdt ramt af sygdom. Og nej det er ikke sjovt at tabe håret – men man får flotte parykker og gratis brystproteser i et udvalg man tror det er løgn. Man får en ny protese en gang i året. Det kan også noget. Synd med tænderne – det er også hårdt, det forstår jeg selvfølgelig.
God sommer
Lise Grosmann skriver
Kis: Tusind tak Kis, det er jeg glad for, at du synes. Og især da, fordi jeg kan læse, at du trængte. Og det er jo så godt, at der fås flotte parykker og brystproteser. Danmark ER et godt land at være i, når man er uheldig at blive syg. Jeg undrede mig bare over, at når nu mulighederne var der, som du beskriver, at man så ikke kunne vælge kølehætten og forsøge at bevare sit hår.
God sommer også til dig
PS: Det med tænder er, mener jeg, noget, som burde have flere af skattekronerne. De unge dropper tandeftersyn og bruger pengene på andet og mange ældre har ikke råd til at få lavet de reparationer, der bliver nødvendige med årene. Og så er der jo det med, at mange tandproblemer giver sygdom i kroppen, som måske kunne undgås.
Karin Winther skriver
Elsker når du rejser til mindeland 😊 og elsker, også at læse i helse. ❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Hihi, der er nok at tage af. En dag skal jeg fortælle om en vild Cartier-rejse…..men jeg har såmænd nok allerede gjort det (; Og tak for HELSE-ord også <3
Karin Winther skriver
😀😍
Så fortæl den igen 🤩
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Nu har du selv sagt det ((; Og den involverer endog privatkoncert med Elton John….Vi er jo tilbage i midt firserne, så han var på toppen.
Pernille S skriver
Hvor er “Helse” dog et super godt og vedkommende magasin. Også fordi du er skribent, Lise! Bliv endelig ved!
I 1997 – året efter jeg blev ansat som onkologisk sygeplejerske på Herlev Hospital, mødte jeg Rie Munk første gang ifm Look Good Feel Better. I en lang årrække var jeg glædeligt vidne til hundredvis af taknemlige kvinder som deltog i make-up kurser – i starten ledet af Rie. Et fantastisk tilbud til kræftramte kvinder, som gudskelov stadig tilbydes.
År senere, var jeg til stede på Aldershvile Planteskole, til præsentationen af rosen ‘Look Good Feel Better’. Nu skriver du så om foreningen i det nye Helse. Der løber mange minder og tanker gennem mit hoved…
På din IG profil skriver du om borgerforslag ift kølehætter. Mange patienter efterspørger disse. Som med alt andet indenfor sundhedsvæsenet, spares også dette tilbud væk, velvidende at tab af håret har en kollosal betydning for kvinder i kemobehandlig. Ikke at alle har effekt, og kølehætten er da også ret ubehagelig at sidde med, men kvinder går gerne gennem ild og vand i håbet om ikke at lide et hårtab. Også selvom den ikke har effekt på alle…
I samme moment vil jeg gerne italesætte at et borgerforslag om gratis tandbehandling til kvinder som efter et brystkræftforløb får antihormoner, og sammen hermed også injektion af det knoglestyrkende zoledronsyre vil være kærkomment. Zoledronsyre kan give svære tandproblemer.
Medicin har både virkning og bivirkning. Der er intet som er gratis, men lige netop tandbehandling er en vanvittig dyr post på et almindeligt budget!
Et helt andet minde er Estee Lauders parfume som man skulle spraye ud i luften, og så “gå ind i parfumeskyen”. Kan ikke huske navnet, men den var og er nok stadig ikonisk?!
God aften Lise 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Tak på egne og Helse’s vegne, og somme tider kan jeg næsten ikke få fingrene på tastaturet for at krydse dem for, at det varer ved, for jeg har den mest fantastiske redaktør på Helse, som giver mig frie hænder <3
Tænk, at du har mødt Rie - men selvfølgelig har du det, hun har jo været aktiv i LGFB hele vejen og var i øvrigt en utrolig dygtig makeupstylist. Også! Rie har jeg oplevet mange dejlige ting med, og nu ryger jeg jo helt i nostalgi <3 Jeg skrev i øvrigt også PR til hende i sin tid, da hun var PR-chef for alle luksus-serierne hos L'Oréal.
Tak for at udvide med professionelle ord om kølehætten, og jeg ville selv helt klart udstå ubehaget og krydse fingre, hvis jeg var under kemo-behandling og risikerede at blive skaldet. Ubetydeligt problem måske i forhold til sygdommen og kampen for at blive rask, men det kan være en vigtig detalje i den selvhealende energi, der også er vigtig.
Hvor har du ret både i, at tandbehandling i det hele taget er en enorm belastning for et almindeligt budget og tak for at give os viden om endnu en ting, der er en udløser.
Jeg må flovt melde, at jeg nok ikke har energien til det store arbejde, der vil ligge i at etablere borgerforslag. Og jo heller ikke lige det her problem, hvis det i givet fald kræves. Men gid nogen har.
Det er i det hele taget en skændsel, at vi i det her land, der har milliarder til så meget ikke altid livreddende, at vi ikke kan tage tandpleje ind, hvor det hører til, og gøre det gratis. De sidder jo i munden, tænderne, og har jeg f.eks. kræft i læben, så er behandling jo gratis.
Og nylig oplevede vi her i familien, at min mands søn blev alvorligt syg af gule stafylokokker, der gik i hjerteklappen, og årsagen var en betændt tandrod. Behandlingen på Rigshospitalet og efterfølgende var jo gratis men udtrækning af tænder og etablering af bro, det må han hive den pokkers masse penge op af lommen for selv at betale.
Lauder skabte mange ikoniske parfumer, og hun var af den opfattelse, at man skulle kunne lugte en kvindes parfume på den anden side af gaden. Tænk lige New York....Der skal godt nok sprayes (;
GOD DAG og tak for mange hjælpsomme ord <3