Da jeg stod i badet i morges kom jeg til at tænke på, hvor ofte jeg har læst rådet, at jeg skal nyde at tørbørste hele kroppen først for at fjerne døde hudceller og bagefter skal jeg så skumme mig ind og nyde følelsen af ren hud. Ja, hvis jeg har hud tilbage. I hvert fald vil jeg da være kommet en del tættere på levende celler og blodkar. Piger, hør nu her, overhuden/epidermis er på størstedelen af os 0,1 mm tyk eller rettere tynd – nul-komma-en-millimeter (se lige på de masker i hampremmen!!). Dette lag af forhornede celler og celler på vej til at blive det er kroppens yderste beskyttende barriere. Utroligt men sandt. Dette mikrotynde hudlag skal blandt andet sørge for, at vi ikke suger vand, når vi står i badet (regnen, havet osv.), det skal beskytte vores krop mod invation af alt, hvad der er skidt for os, hjælpe til at regulere kropstemperaturen, deltage i immunforsvaret for nu bare lige at nævne nogle få opgaver, naturen har bygget dette hudlag til. Til ’alt skidt’ hører bakterier, dem kan sæbe som bekendt gøre det af med. Det gør sæbe ved at nedbryde deres barriere, og det samme gør sæbe ved vores hudcellers barriere.
Man kan nå at tænke mange tanker i badet – det er derfor, har jeg læst, at Tom Ford bader fem gange om dagen, han udtænker og opfinder imens – nå, men da jeg havde tænkt, at jeg i dag ville skrive om at vise vores fantastiske hud hensyn og respekt, så kom jeg til at tænke på, hvor genial naturen i det hele taget er. Yes, jeg stod der og blev lidt filosofisk. Alt det derude. Al forskelligheden derude. Så blev jeg lidt glad over, at der kommer stadig mere fokus på omsorg for miljø og mennesker. Og at den skønne branche, jeg jo er en del af, faktisk har en pæn profil på det punkt.
L’Oréal, den største af dem, f.eks. med deres ”Women in Science” , der støtter kvinder i forskning over hele verden i samarbejde med UNESCO. Et initiativ, der også har en dansk version, der støtter danske kvinder inden for videnskab. MAC har i mange år doneret hver eneste øre fra salget af VivaGlam til kvinder og børn ramt af HIV/AIDS. Oktober måned er som bekendt den lyserøde måned, hvor der samles ind til forskning i brystkræft. Look Good Feel Better hjælper kræftramte kvinder med at håndtere de synlige/kosmetiske følger af behandling. The Body Shop har (blandt andet) deres Community Fair Trade samarbejder. Aveda bruger hvert år april måned og salget af Aromalyset Light the Way til at indsamle penge for at skaffe rent vand, hvor det ikke er en selvfølge. Kiehls har deres genbrugsordning. Og hvis du er hurtig – og heldig – så kan du I DAG få en gratis Origins GinZing øjencreme i Magasin Kgs. Nytorv og Salling Aarhus, hvis du afleverer tom kosmetikemballage (uanset mærke). Men det er altså kun så længe lager haves.
Og sådan er der mange andre små og store initiativer at glæde sig over. Jeg er sikker på, at vores hud også er glad for mindre skrubben, så den kan få fred til at udføre alle sine ’humanitære’ opgaver.
Foto: La Roche-Posay m.fl. * Fotomontage Jørgen Frandsen
Eva skriver
Jeg har nu heller aldrig nydt hampbørsten, ad hvor den kradser og hurtigt bliver ulækker.
Men hvordan så med lidt scrub, her i denne tid, hvor vi gør klar til at få lidt farve ? Hvad er skånsom scrub for huden ? Du har fx. vist noget sukkerscrub fra Urtekram tidligere ( er jeg nu personlig ikke vild med; synes der er olie og sukker over hele brusekabinen bagefter 🙂 ?
Men er det sådan een eller lign alternativer – og nogle af dem er vel også for hidsige, alt efter hvor meget man giver den gas…
Lise skriver
Nej, det kan du have ret i….det med fedteriet. Men det er en fordel at sukkeret opløses, for hvis det er mikroniserede kerner (og ikke sukker), så kan de være svære at skylle af og dermed fortsætte med at genere huden. Her må det hellere være en vandopløselig base. Men selvfølgelig kan man give sin hud en nænsom pudsning uden at lægge for mange kræfter i. Det er stadig en fordel, hvis man skal selvbrune. Rudolph Care har lige lanceret en Body Scrub, Balance Me er også fin….men det er der jo mange, der er. Så puds du dig bare lidt ((;
Anne H skriver
Og jeg klapper også! For hvor er det skønt du stiller spørgsmålstegn ved noget som bare er vedtaget at det er det “rigtige”
Jeg er lettet over at der er en ting ud af flere (!) jeg så ikke behøver have dårlig samvittighed over jeg ikke får gjort.
Og det med at ta bad….
I 70′ erne (…nej hvor lyder jeg gammel så) kan jeg huske vi snakkede om hvor ofte vi tog bad en dag i klassen. De fleste gik i bad én gang om ugen. Én gik i bad hver dag! Hun var mærkelig i dén sammenhæng.
Bare lige forat sige at dét der er vedtaget som det korrekte/rigtige, er noget der ændrer sig med tiden og tendenserne 🙂
Mvh Anne
Lise Grosmann skriver
Så er vi to, der er gamle Anne (; for da jeg var barn var bad én gang om ugen også normalen. Jeg har ofte hørt hudlæger udtrykke, at det ville være hensigtsmæssigt at skrue ned for frekvensen og klatvaske i stedet. Det ville uden tvivl give et fald i mange hudproblemer, der opstår, når huden er hullet!
Lise skriver
SKØNT Christina, du er på pletten….jeg frygter den dag, du ikke er enig ((; Og selvfølgelig er fem bade om dagen idioti – også selv om mr. Ford måske ikke skummer sig. Tusind tak for bifald specielt her, fordi det er så tosset at gå til kamp med alle midler mod noget så vigtigt som vores hud.
Christina Hansen skriver
Hvor giver jeg dig dog ret og klapper i mine små hænder- (Bifald!) Tørbørstning grænser sig til mishandling – hvorfor jeg aldrig har fattet lige netop det råd. Men er 5 bade dagligt ikke også det?
Respekt & hensyn – det kan vi ikke få for meget af og ja, hatten af for dem, der viser vejen. 🙂
Dejligt med lidt bade-filisofi.
Maria skriver
Jeg er fuldstændig enig. Huden er helt blottet og vil blot udtørre mere, hvor så helt andre problematikker vil træde ind. Jeg hører til den generation hvor man begyndte at skulle tage bad hver dag. Efter jeg er blevet ældre, kan jeg godt mærke at det slet ikke er godt for min hud, at min hud ikke kan holde til det mere. Samme princip gælder jo også for håret
Lise skriver
Du har helt ret Maria, det er godt nok dejligt at bade og afslappende både mentalt og fysisk, men det er stress for huden. Helt tosset bliver det, hvis man sæber sig ind over hele kroppen. Og det bliver – som du nævner – værre med alderen, hvor huden bliver tyndere, langsommere til at forny sig og dårligere til at lave de lipider, der skal tætne mellem cellerne. Hver anden dag ville være en positiv forbedring. Og det samme gælder helt klar håret – eller rettere huden i håret. For megen hårvask, varm føn og deraf følgende tør, stram hårbund kunne godt være årsag til mange af de hårtabsproblemer, vi ser i disse år.