– men betyder kosten noget?
Hormoner er helt klart en aktør i forhold til akne, og dem, der producerer hudtalg, er der mange af i teenageårene. I sin enkle udgave kan problemet holdes i skak ved at holde talgkirtlerne fri af ophobning af mixet af talg og døde hudceller. Men der kan også opstå inflammation i talgkirtlerne, og så kan akne udvikle sig til en kompliceret hudsygdom med dybe infektioner og deraf følgende cyster og bylder.
Man har kendt til bakterier i mange år men fokuserede på de sygdomsfremkaldende uvidende om, at vi faktisk er befolket af så mange hjælpende mikrober, at det langt overgår antallet af celler. Hvad man heller ikke vidste var, at disse ‘gode bakterier’ er afgørende for vores immunforsvar. Man manglede udstyr til at observere og analysere. I dag er sagen som bekendt en ganske anden, og også mange hudlæger er blevet opmærksomme på betydningen af både tarmens beboere og dem, der er på og i huden.
En af dem er hudlæge Christian Grønhøj, der skriver en del om mikrobiota i sin bog ‘Glød – sund kost*, smuk hud’ og en anden Hans Christian Ring, som jeg mødte tidligere på året ved et pressemøde med A-Derma ved lanceringen af deres Biology AC serie….der er skriv HER. Begge hudlæger nævner netop mikrobiota i forbindelse med ubalancer og egentlige sygdomme i huden. Akne er en af dem.
* Der er rigtig mange fantastisk opskrifter, som altså også fremmer sund hud
Begge nævner også at man i tidens løb har ‘beskyldt’ en lang række fødevarer for at være DEN skyldige. Uden at vide, at der ikke var en enkelt synder, men at det faktisk er vores dominerende levevis i den vestlige verden, der er skyldig. Faktum er således, at 80 procent i den vestlige verden rammes af akne, men at denne hudsygdom er ukendt i befolkningsgrupper, hvor kosten er rig på fiber, uden sukkerskidt og med meget lidt kød.
Christian Grønhøj nævner forsker-beretninger fra Papua Ny Guinea, hvor ingen udviklede akne. Men allerede for flere år siden nævnte min hudhelt Trevor Steyn, geniet bag verdens første probiotiske produkter, Esse Skincare, det faktum. Og deres Clarity-serie med levende hjælpemikrober er et godt sted at hente hjælp, hvis man selv eller en teenager i huset døjer med problemet.
Til listen over problematikker i forbindelse med forarbejdet og ultraforarbejdet mad, som er så populært i vores del af verden og nu italesættes af mange læger og videnskabsnørder som Nicklas Brendborg, der har skrevet en hel bog om det (Vanedyr), kan man føje de hudpleje-strategier, vi har tillagt os, samt stigende forurening og stress, og så står vi også med forklaringen på et stigende antal ‘sart hud’.
Tilbage til naturen! I hvert fald tilbage til respekten og forståelsen for, hvordan vi fungerer bedst. Naturen har lagt adskillige år i at udvikle os bedst muligt, og på trods af, at vi med vores store hjerne fortæller os selv, at tidernes morgen og end ikke ‘gamle dage’ tæller, så er det sådan biologien stadig fungerer.
Vi skal trække vejret ordentligt, få nok og god søvn, røre os, være rare ved hinanden, spise ‘rigtig mad, ikke for meget og mest grønt og frugt’. Og huske alt det andet, vi inderst inde godt ved.
Det svære er jo at få knægten, der står og stirrer fortvivlet på sin bumsede hud i spejlet til at forstå, at han skal droppe colaen, chips og slik og spise nogle kulørte bær og grøntsager. Og så rense sin hud fornuftigt inklusive bruge salicylsyre, hvor talgkirtlerne er flest.
PS: Billederne HER illustrerer tydeligt, at akne kan være en stor udfordring for forfængeligheden og kan kræve lægebehandling.
Tina skriver
Hej Lise.
Hvad tænker du om lysterapi masker mod akne som f.eks. Lantz Copenhagen sælger.
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Hej Tina, lysterapi har gunstig effekt ved akne og andre hudsygdomme, det er vist ved studier, men der er tale om behandling i hudlægeregi. Når det kommer til hjemmebehandling har man stort set kun behandlerens/producentens ord. Jeg vil ikke vove mig ud i nogen vurdering/bedømmelse og kender ikke Lantz. Du skal være obs på ikke at få lys i øjnene. Og også, at jo højere lyseffekten er, jo større er risikoen for hyperpigmentering. Mange hilsener Lise
Pernille Juul skriver
Min datter på 27 sund og slank har på solferie netop oplevet et kæmpe akne udbrud på brystet. Måske såkaldt Mallorca akne og intet hjalp faktisk solcreme gjorde det nærmest værre. Hvorfor kommer det pludselig og kan der gøres noget?
Lise Grosmann skriver
Pernille Juul: Sommerbumser eller Mallorca-akne nævnes nogle steder som affødt af fedt i solcreme og påvirkning fra UVA-stråler – en slags soleksem pga. hypersensitivitet/toksisk reaktion over for sol. Fortsat beskyttelse er jo en nødvendighed men måske skal din datter vælge solcreme til fedtet hud/akne-hud (bl.a. La ROche-Posay har) og spare på soldyrkning. Og så holde hårsækkene fri af ophobning med salicylsyre.
Pernille skriver
Tusind tak for svar det er en god pointe med solcreme til acne hud
Lise Grosmann skriver
Pernille: Jeg håber, det bidrager til løsning (: