En god nyhed og tip til dig, der endnu ikke er målgruppe
Det var på Nimb i den smukke spejlstue, der var beautytræf i går. Clarins havde indkaldt i anledning af lanceringen i uge 9 af Nutri-Lumière, en serie til +60. Vi holder lige vejret! Og det var der åbenbart også en af mine kolleger, der gjorde. Hun undrede sig nemlig over, at de ikke kaldte serien +50.
Måske fordi Clarins er kloge og forstår, at kvinder på 60 ikke vil tales ned til, som om det er pinligt at være 60. Og i øvrigt er +60 en virkelig stor og ofte økonomisk stærk målgruppe. Så det er jo klogt af Clarins. Sagde jeg. Jo men, sagde kollegaen, jeg tænkte på det med overgangsalder. Og så trykkede hun på knap 2 (smil).
Og tro mig, jeg plejer ikke at tage taletid på pressemøder, for jeg er jo kommet for at lytte, men jeg har lidt overfølsomhed over for de der generaliserende ugebladspåstande. Jo, overgangsalder sætter i den grad ting i gang i kroppen, hormoner styrer alt. Også hudens deroute. Men det er jo en jævnt dalende kurve, vi går ikke fra smækker til svækket over night. Selv om vi får hedeture, vægtsvingninger og kan blive lidt kognitivt slået ud af kurs en tid.
Selv så jeg ingen ændringer på min hud i forbindelse med overgangsalderen. Da jeg var 50 år troede jeg aldrig, at jeg skulle få kulkunpludderhals og mormorarme. Og det er faktisk en biologisk kendsgerning (vi taler sund og rask hud og sunde og raske personer og altså normal biologisk ældning), at det først er i 60-års alderen, at huden for alvor viser egentlige tegn på ældning. Bliver tyndere og mere skrøbelig.
Fordi ernæring og celledeling nedsættes og der bliver færre celler i hornlaget til at give en stærk barriere. Den bliver tyndere, de naturlige fugtfaktorer svækkes og huden bliver dårligere til at producere nødvendige cellekittende fedtstoffer. Det ene med det andet gør, at det bliver sværere for huden at holde det optimale fugtniveau. Og uden vand i poolen er der som bekendt mindre cellesnak og -aktivitet.
Tyndere barriere betyder øget sensitivitet. Men det viser sig også i forhold til styrke (de kollagene fibre) og elasticitet (elastine fibre). Ældre/gamle får let mærker efter selv små stød på huden.
Så hip til Clarins for at tale direkte til en vigtig gruppe kvinder – også hudplejemæssigt. Og i den grad hip til Clarins for at have etableret en speciel afdeling med 35 ansatte, som udelukkende skal tage sig af bæredygtighed. Læs HER om de gode bestræbelser.
Og på indholdssiden har Clarins ganske uden noget lovgivningspres fjernet tre gange så mange ingredienser, som dem loven har blacklistet. De fjerner altså fuldstændig lovlige ingredienser, og de gør det ofte ud fra et bæredygtighedssyn. Der er også flere økologiske ingredienser i Nutri-Lumière.
Og hvis du nu stadig har lang vej til de 60 år, så skal du alligevel ikke bladre videre men tværtimod sætte ind nu med det, der kan styrke din hud til den fremtid, der er uundgåelig. Vi ældes alle, hvis vi er heldige at leve længe nok. Men det er en lang proces. Sørg for en stærk og velbeskyttet hudbarriere. Tænk i vækstfaktorer og A-vitamin og C-vitamin, som opbygger din hud. Og styrk den også indefra med de næringselementer, huden skal bruge. Plus fysisk aktivitet, der skubber blodet rundt og holder musklerne fyldige og smidige, så huden ikke falder sammen.
Men bortset fra alt det her alderssnak, så har jeg en drøm om, at det s*ide tal kunne komme til at betyde noget mindre på alle niveauer. Vi er så meget andet.
Det er Claudia Maria Ferreira da Costa, som er ansigtet på Nutri-Lumière, et eksempel på. Hun er nemlig ud over at være en smuk moden kvinde også professionel fægter, og hun begyndte som 48-årig. Hvad venter vi på, livet er derude og venter på alle vores styrker og talenter ♥ GOD WEEKEND til jer med en kærlig hilsen fra mig.
HVAD LÆREBOGEN SIGER OM HUDÆLDNING: “Efter 60 års alderen ses de almindelige aldersforandringer, hvor huden bliver tyndere. Der forekommer rynker, og mange oplever, at huden ikke tåler de påvirkninger fra vand og sæbe samt sol og vind, som tidligere.”
…..og den tynde hud tilskrives to forhold:
“Der er dårligere ilt- og ernæringstilbud til de epitelceller, der har et stofskifte. Det kan medføre mangelfuld og langsom udvikling af keratiniseringsprocessen. Celledelingerne i regenerationslaget er nedsat og herved nedsættes antallet af celler, der kan erstatte tabet af celler i stratum corneum.”
…..og videre
“Disse to forhold medfører, at der er færre keratiniserede celler i stratum corneum. Herved nedsættes hudens mekaniske slidstyrke. Huden bliver mere skrøbelig med tendens til små brud i corneum. Der sker en mangelfuld opbygning af lipider intercellulært i stratum lucidum. Det betyder, at huden har større permeabilitet.”
Karin Winther skriver
Tusind tak for svar ❤️ Så behøver jeg ikke bruge mere tid på Clarins når de stadig bruger så meget duft !
Men spørgsmål om solfaktor er jo egentlig også mit vigtigste dilemma så tak ! Jo jeg husker nu du siger det ….. at vi snakkede om det ?? …. haha og vil straks genlæse din klogskab via linket ! ❤️?
Kis skriver
Hej Lise – skønt med nye produkter og direkte henvendelse til målgruppen os +60. Clarins er et skønt mærke, og jeg vil benytte lejligheden til at nævne Clarins Extra-Comfort Anti-Pollution Cleansing Cream og toner – det er så.lækkert.
Solcreme over dagcreme og under makeup helst faktor 50 – har du Lise eller andre vidende på bloggen erfaringer med bareMinerals Prep Step Mineral Protection Shield SPF 50? Den skal på i et tyndt lag og virker som en primer – men er der så tilstrækkelig solbeskyttelse? Jeg overvejer om det kan være en god investering.
Denne smukke søndag bliver vi jo lige mindet om at solen heldigvis snart kommer igen. Hilsner fra Kirsten
Lise skriver
Kis: Undskyld for ikke noget svar, jeg håber, det er i orden, at jeg vender tilbage i morgen. God aften kære
Lise Grosmann skriver
Kis: Ja, det er en klog og tiltrængt disposition. Og jeg takker på alles vegne for tip.
Jeg kender ikke bareMinerals Prep Step, men en ting står jo ikke til diskussion, og det er, at den mængde produkt, der anvendes for at fastsætte SPF, skal overholdes, og det vil sige ca en teskefuld til ansigtet. Ikke rigtig et tyndt lag og hvis det er et tyndt lag, så er svarer beskyttelsen ikke til SPF 50.
Ja, det var en smuk søndag, og jeg undskylder sent svar, men jeg skulle lige have en mand indlagt og ud igen. God aften kære
Karin winther skriver
Hej Lise ❤️ Longskriver ?
Clarins var for parfumeret for mig i sin tid, men måske har det ændret sig, siden jeg prøvede ! Så spændende nyt!
Jeg kan dog se, at deres Dagcreme i serien +60 ikke har spf , og at Clarins selv anbefaler at bruge spf under Dagcremen.
Kan du oplyse om emnet ? for jeg har svært ved at forstå , hvordan jeg får gavn af alt det gode, med solcreme som base under ??♀️.
Elsker dine longskriv ?
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Høhø <3
Jeg har en kollega - ibbyheart, som du måske læser med hos - og hun er fuldstændig vild med Clarins og deres duft. Og der er duft i den nye serie, faktisk fortalte de, at duften er lavet som i en parfume med en top- og hjertenote. Og de dufter skønt, men det nytter jo ikke, hvis man not like parfumeret hudpleje. Eller ikke kan tåle det.
Der er ganske rigtigt ikke SPF i hverken lotion eller creme til dagbrug. Sjovt faktisk, at ingen spurgte om det (det var nok fordi jeg holdt enetale (; ....).
Jeg har ikke hørt det med, at Clarins siger SPF under dagcreme, men kan du huske, at vi på et tidspunkt havde det oppe her https://www.lisegrosmann.dk/jeg-blev-klogere-paa-solfiltre/ mht. om filtrene er absorberende eller reflekterende.
Men jeg giver dig ret, UV-filtre fylder meget og det er lidt svært at forstå, at de skal spærre for noget, der måske er hudnyttigt på en anden måde.
Men i så fald skal man altså på den med reflekterende solcreme yderst (og den er så heller ikke kun reflekterende, som du kan læse i linktet….det skal ikke være nemt).
Tak for den der sidste linje <3 God aften kære